Prøv avisen

Teolog og digter klæder hinanden i samtalebog, der rummer stærk modernitetskritik

5 stjerner
De to mænd klæder hinanden, idet Bo Bergholt Grymer (th.) udfolder en vis vilje til stringent analyse, mens Simon Grotrian lidt mere lader sig drive med af intuitionen. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Samtalebogen vinder ny værdighed med Bo Bergholt Grymer og Simon Grotrians forsøg på at tale mening ind i en forvirret tid

Det er en kendt sag, at man kan blive træt af de mange samtalebøger, der dukker op overalt. Problemet er, at de ofte dyrker en for let og overfladisk tone, hvor man løbende har fornemmelsen af at være vidne til et møde mellem to personer, der ikke for alvor ved, hvad de vil med hinanden.

Denne bog er anderledes. I ”Birken og kirken” taler teolog Bo Bergholt Grymer og digter Simon Grotrian om store temaer og skiftes til at vælge to litterære værker, der i hvert kapitel fungerer som udgangspunkt for samtalen. De er vedholdende og undersøgende i deres måde at tale sammen på, og vi hører om begrebet geni, liberalismens og socialismens menneskesyn, sprogets moderne fattigdom, tolkningen af evangeliet og meget mere.

De to mænd klæder hinanden, idet Bo Bergholt Grymer udfolder en vis vilje til stringent analyse, mens Simon Grotrian lidt mere lader sig drive med af intuitionen, men de deler et grundlæggende syn på verden og mennesket, ligesom de også deler en tro på kristendommen. Bogen er indholdsrig, krævende at læse og lidt af et særsyn inden for sin genre. Den demonstrerer, at det godt kan lade sig gøre at udgive en samtalebog, der er læseværdig og fører til virkelig seriøs eftertanke.

”Birken og kirken” rummer en underliggende og stærkt inspirerende strøm af modernitetskritik. Der indledes med en sammenligning mellem to digte af Paul Celan og Per Højholt, der fører frem til en central diskussion om sprogets opbyggelige kraft, og hvordan vi kan udhule den. Her beskriver Grymer kontrasten mellem hyldesten af livets storhed og det moderne minimalistiske sprog, der kan dræne tilværelsen for mening, og som også skal ses i lyset af det tab af religiøs sans, der gradvist har fundet sted.

I det hele taget har Bo Bergholt Grymer en meget skarp forståelse af tidens mentalitet, og man kunne godt ønske sig, at han deltog mere i den offentlige debat. Han er liberal af sind, og hans beskrivelse af den underliggende undertrykkelse i socialismen er yderst præcis. Hør blot, hvordan han fremlægger den venstrefløjs-bedrevidenhed, der for eksempel har gjort sig gældende i debatten om flygtninge og asylansøgere, og som har rødder i forestillingen om, at man selv råder over en slags objektiv sandhed, som alle bør underlægge sig:

”Det er denne manglende bevidsthed om de underliggende undertrykkelsesstrukturer i venstrefløjens ideologi, jeg ser som det store problem. Man vil undertrykkelsen til livs – hvad enten det nu er zaren, kapitalister eller andre magthavere – men er blind over for, at man samtidig indfører en ny form for undertrykkelse, der kan være farligere, fordi den hævdes ikke at eksistere. De nye magthavere handler jo på folkets vegne. Et folk, som de selv definerer og indholdsbestemmer.”

Dette kunne passende indrammes og hænges op på væggen hos enhver, der ønsker at forstå en del af essensen af samfundsdebatten i nyere tid.

Med udgangspunkt i tekster af H.C. Andersen og Ernst Jünger formuleres interessante betragtninger om dette at være et geni. Bo Bergholt Grymer sætter det i perspektiv ved at forklare, hvordan man med ungdomsoprøret i 1960’erne dyrkede tanken om, at alle bærer det exceptionelle i sig. Modsat tidligere – også op gennem oplysningstiden – hvor mennesket i stedet blev set som et væsen, der befinder sig i mørket og af noget udefrakommende skal ledes mod lyset.

En del af konsekvensen af tankegangen siden 1960’erne kender vi i denne epokes overbelastning af individet, der føler sig forpligtet til at være unikt.

Også på anden vis sættes der ord på det moderne vilkår, når Simon Grotrian kommenterer den dyrkelse af katastrofestemning, der ikke mindst i kraft af klimadebatten har fået ekstra vind i sejlene.

Med udgangspunkt i Grundtvigs salme ”Hil dig, Frelser og Forsoner” understreger Grotrian, at den intense dyrkelse af undergang ikke modsvares af virkeligheden, og han siger:

”Jeg kan godt blive temmelig træt af det, for jeg synes, der bliver nasset på mig. Det er en måde at udhule tingene på, en måde at fragmentere det yderligere og holde folk i skak på. Angsten, som hele tiden kan blusse op…”

Med Grundtvigs ord i salmen trækkes vi ifølge Grotrian tilbage til jorden og det givne, og hans læsning af Grundtvig viser, hvordan forankringen i tanken om gudsforholdet er og bliver den stærkeste modgift mod tidens mange forvildede kræfter. Jeg er meget glad for denne bog. Den er ikke letlæst, men den er højt begavet og eminent som belysning af og opbyggelse til tiden. Den udgør to kloge mænds forsøg på at tale mening ind i livet i en epoke, hvor netop meningen så nemt kan forvitre i den enkelte.

Jeg er ikke i nærheden af i denne korte anmeldelse at komme rundt om alle temaer og henvisninger til digtere, teologer og forfattere lige fra Kingo til Martin Luther og William Shakespeare. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man sætter sig ned med god tid og et videbegærligt sind og læser selv.

Læs interview med forfatterne om bogen på