Prøv avisen
Bog

Eminente billeder på kulturens undergang i Grotrians nye digte

4 stjerner
I det hele taget er scenarierne i Simon Grotrians fascinerende digte præget af paranoia, smerte og dæmoni. Arkivfoto. Foto: Bo Amstrup

Den besynderlige titel ”Den korsfæstede budding” er ganske typisk for digteren Simon Grotrian

Den besynderlige titel ”Den korsfæstede budding” er ganske typisk for Simon Grotrian. Grotrian er nemlig en digter, der på den ene side i sin lyrik altid er dybt koncentreret om sin kristne tro, og på den anden side ikke anerkender, at det religiøse engagement skal udtrykkes i et bestemt vokabular, og at selv de mest prosaiske gloser som ”budding” kan tages i brug.

Temaet i ”Den korsfæstede budding” er imidlertid langtfra så kompliceret. Det handler om, hvordan vor civilisation som helhed er gået til grunde på grund af materialisme, utilitarisme, middelmådighed og fremmedgjorthed.

Når Grotrian beskriver den slags, er man, som man kender det fra et par snese tidligere digtsamlinger af ham, i et ultrasurrealistisk univers, hvor billedsproget yngler som hos ingen andre danske digtere.

Den platte, autoritære og smålige adfærd beskrives eksempelvis med de følgende billeder: ”jeg hejser et rødt flag på buddingen/ når de demonstrerer med ører som luftballoner” og ”i kinddans med peberspray/ lærer vi, at vi blev konfirmeret af bankerne”.

I det hele taget er scenarierne i Grotrians fascinerende digte præget af paranoia, smerte og dæmoni som i den følgende salve af billedsprog: ”konspiratorisk lyder trommerne/ for hvert tik i uret/ nogen vil komme i en blævrende karet af sølv/ kagerullen vil stryge hen over taget/ den skotskternede skygge vil blæse bagud/ som et slæb af galakser”.

Der er naturligvis tale om et opgør med alt, hvad der er falskt og uegentligt i Grotrians digte, på samme måde som vi kender det i den poetiske tradition fra romantikken over symbolismen og til modernismen. Blot er Grotrian eminent til at sætte billeder på kulturens undergang, som man ser det i de følgende visioner:

”I var stagneret i et helvede af blindskrift/ og søjlerne i jeres falske paradis gik som stempler/ tungerne snoede sig som krokodillespir” – eller i en af de helt korte formuleringer: ”fortrolighed med økser”.

Der er dog altid hos Grotrian lys i mørket mellem de falske profeter, den åndløse samtid og hæslighedsæstetiserende billeder som ”et vandfald af hvepse i en blå tragt”. Hør de følgende to beskrivelser af forløsningen, ømheden, nærheden og drømmen om en fremtid. Først den lange:

”i sprækken mellem nat og dag/ hvor appelsinskiven dækker bjergene/ spindelvævet løfter sin ånde fra et krøllet leje/ og skummet knaser, når man træder på det/ havfruehaler spredes i en vifte af stjerner”.

Og så den korte – der hermed kan stå som en absolut anbefaling af Grotrians nye digtsamling: ”det citrongrønne minde betingedes/ af fremtid i kernen”.