Prøv avisen
Film

Der er intet som Emmas England i filmudgave af Jane Austen-klassiker

4 stjerner
Den debuterende instruktør Autumn de Wildes har tidligere instrueret musikvideoer og modereklamer og kaster sig over Jane Austen med en kry og egenartet stil. Emma (th.) spilles af Anya Taylor-Joy. – Foto: UPI Media.

Verden kalder egentlig ikke på endnu en ”Emma”. Men også denne nye version af Jane Austens romanklassiker er en henrivende gave

Der er noget trygt ved England. Det gamle England. Fra før verden gik af lave og alt fast forvitrede. Der er noget trygt ved de tydelige etiketter, de snævre sociale bånd, de ufravigelige krav til dannet selskab. Der er noget trygt ved ranke rygge og damer med kniplingshandsker indenfor ved tetid.

Denne tryghed har mange inkarnationer. Men en af de mest sejlivede er Jane Austens legemliggørelser. Åhh, Mr. Darcy. Åhh, Miss Bennet. Åhh, Mr. Knightley. Og Emma i særdeleshed. Åhh, Emma! Denne antiheltinde, hvorom Jane Austen skrev, at hende kan ingen andre end jeg selv elske. Men elsket er Emma. Denne selvoptagne, altødelæggende, henrivende gås, der tror, at hun kan forme andres lykke, men i stedet fordrer ulykke.

Jane Austens forrygende dannelsesromaner blev skabt i Goethes tid, men i et helt andet samfund. Og der er tilsyneladende langt fra herregårdene til Goethes ”bildung”, men også her, i Austens øvrige romancer og i ”Emma”, bliver mennesker til, træder mennesker frem, træder mennesker i karakter.

Forviklingerne når nye humoristiske højder i den debuterende instruktør Autumn de Wildes vidunderlige version. Wilde, der tidligere har instrueret musikvideoer og modereklamer, kaster sig over Austen med en kry og egenartet stil.

I hænderne på de Wilde forener Emma (Anya Taylor-Joy) det klassiske 1800-tals ideal med den moderne popkulturs kvidder. Emma bevæger sig graciøst mellem dagligstuer og parker, ind og ud af hattebutikker og op og ned ad droschetrapper. Men hovedet duver lidt fra side til side, en næsten umiskendelig rock’n’roll tilføres det loyale tidsbillede.

Heldigvis er sproget noget nær det originale, et vidunderligt taletungt manuskript. Dette rige engelske sprog, alle de ord for opstigning, for fald, for klasse og status.

Farverne er klarere, snittene skarpere, slangekrøllerne mere optrukne. Mændene bliver objektiviseret af et løssluppent kamera, for hver generation fortjener sin egen Emma. Og selvfølgelig må dette spæde årti, der nu engang er vores, åbne med et kamera, der sulten nærmest forgriber sig på Mr. Knightley (Johnny Flynn). Det er dog slet, slet ikke for meget, for det er så let, så letbenet, der er ikke presset en agenda ned over Austen, og af hjertet tak for det.

For det er alt rigeligt at svælge i kjoler og hatte og malerier og kager. Kagerne, overdådige og prægtige. Og det føles næsten forbudt, at der ikke er mere, at det blot er det, men det er så godt og så rigt og så berusende underholdende. For der er en humor med, som hverken BBC eller 1990’er-versionen med Gwyneth Paltrow har tilvejebragt.

Og hvor det klæder Emma, for humoren er taktfuld, det er ikke den klæbende ironiske distance, der kan skæmme enhver klassiker. For sådan så Austen jo også på Emma, disse små ord, der sneg sig ind i beskrivelserne af hende:

”Emma er – næsten – fast besluttet”. ”Emma – virker som om – hun besidder livets største gaver.”

Det gør Emma så henrivende. Selvom hun måske ikke ser sine egne fejl, så viser hun dem alligevel frem. Som alle os andre ”lallende tåbelige lapser” og forvirrede fruentimmere.