Prøv avisen
Interview

En 1980’er-tur tilbage til barndommens gader

Sissel-Jo Reid Gazan har ladet sin nye roman foregå i og omkring Hjelmensgade i Aarhus, hvor hun er født og opvokset. Romanens hovedperson, gadekunstneren Rosa, ligner hende selv en hel del. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Sissel-Jo Reid Gazan voksede op med stærke venskaber og en alternativ familie. Nu har hun skrevet en roman, der ligger tæt op ad hendes eget ungdomsliv i 1980’ernes Aarhus. Samtidig har hun fyldt byen med gadekunst

Igennem en smal sprække i en port til Hjelmensgade 14 i Aarhus kan vi lige akkurat skimte stammen på et æbletræ. Træet er 43 år gammelt og plantet af forfatteren Janne Hejgaard, da hun kom hjem fra fødselsanstalten med sin nyfødte datter.

Nu er datteren, Sissel-Jo Reid Gazan, for en kort bemærkning kommet hjem til Aarhus, og hun nyder åbenlyst at udpege de mindeværdige steder i barndommens gader: æbletræet i gårdhaven, legepladsen Børnenes Jord, hvor hun udvekslede hemmeligheder med bedsteveninden Sevim, den lille butik Flittig Lise, der solgte bismarcksklumper, som fyldte hele munden, og ikke mindst gavlmalerierne med deres glade, nu lidt falmede farver. For 40 år siden udgjorde det såkaldte Øgadekvarteret i Aarhus hele hendes verden, og i teenageårene udvidede hun sit territorium til det meste af byen. Nu har hun skrevet en roman, hvor hun søger tilbage til rødderne og gør brug af de minder, der står knivskarpt i hendes fotografiske hukommelse.

”Blækhat” hedder romanen, hvis jeg-fortæller, Rosa, minder en hel del om forfatteren selv, og hvis omgivelser geografisk svarer helt nøjagtigt til der, hvor Sissel-Jo Reid Gazan var ung i 1980’erne.

Enebarnet Rosa bor med sin mor Helle i Hjelmensgade 14. Moderen er biologilærer, men mest af alt optaget af sin til stadighed voksende svampesamling, der er arkiveret i brune apotekerglas på hendes arbejdsværelse. På husets anden sal bor Kalle Krudt, der er Helles bedste ven og en slags far til Rosa. Hvem der er Rosas rigtige far, går Helle ikke særligt meget op i, for hun ved det ikke, siger hun. Alligevel, eller måske netop derfor, er Rosas tanker om sit fædrende ophav et stort tema i romanen.

”Det er specielt at vokse op i uvished om noget så vigtigt, som hvem ens far er. Jeg tror, at hvis man vokser op i en situation, hvor der er en falsk bund i kufferten, og noget man ikke ved, så er det oplagt, at det gentager sig. Selvom Rosa har brug for at lægge afstand til Helle, så ender hun egentlig meget det samme sted med en kæmpehemmelighed,” siger Sissel-Jo Reid Gazan og fortsætter:

”Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg som 22-årig så dokumentarfilmen, hvor Per Kirkeby går og maler sit vinterbillede og snakker om, at selv de lag, der bliver malet over, de påvirker det færdige resultat. Det er lidt den fornemmelse, jeg også har. Det usagte gør noget ved strukturen, så man godt kan se de lag, der ligger indenunder.”

Sissel-Jo Reid Gazan har selv en barndomsveninde, der først for få år siden fandt ud af, hvem der var hendes biologiske far.

”Det var et ret stort chok, da hun fandt ud af det, men de voksne havde jo vidst det hele tiden. Jeg spurgte min mor: Hvordan kunne I finde på det? Hun forklarede, at sådan tænkte de bare dengang. De mente, at kernefamilien fra generationerne før havde spillet fallit, og nu ville mine forældres generation være familie på en ny måde. Det vigtigste for dem var, at der var voksne, der så, respekterede og stimulerede barnet. Det var mindre afgørende, hvem der var det biologiske ophav. Rosa i romanen har ikke manglet noget, for hun er blevet lyst på. Børn bliver robuste, hvis bare man husker at lyse på dem,” siger forfatteren med et fast blik i de turkisblå øjne, som bestemt ligner nogle, der er blevet lyst på.

Kalle Krudt er kæreste med Peter, og sammen med blandt andet kollektivister fra Anholtsgade udgør de byens kerne af hippier og venstrefløjsaktivister. Rosa er en strejfer og en dygtig tegner. Hun keder sig i skolen og lever for sin fritid, hvor hun, blandt andet sammen med Sevim, laver kunstværker, som de i ly af natten sætter op på mure forskellige steder i byen.

”Jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive noget om Aarhus. Det var ligesom oplagt, for jeg kender jo byen som min egen bukselomme. Jeg elsker virkelig denne her by. Den er for mig det tryggeste sted i verden. Jeg føler, at jeg har været med til at forme og besjæle Aarhus med fodtrin, dåsespark og smutveje, fordi så mange scener i mit liv har udspillet sig her. Jeg kommer helt sikkert til at dø i Aarhus,” siger Sissel-Jo Reid Gazan, der de seneste 12 år har boet i Berlin.

Når romanen så, udover det geografiske, også er kommet til at ligge så tæt på begivenheder i hendes egen fortid, skyldes det hendes evidensbaserede tilgang til forfatterskabet.

”Det tager lang tid for mig at skrive en roman. Denne gang har det taget tre år, og det handler om, at jeg undersøger alting. Det betyder så ikke, at jeg ikke bøjer virkeligheden, men jeg vil vide præcist, hvor jeg gør det,” siger hun.

Virkeligheden i de aarhusianske øgader i 1980’erne var for Sissel-Jo Reid Gazan kærlige voksne, men også et ekstremt politisk miljø. Med sine smækbukser og hjemmeklippede frisure færdedes forfatteren som barn og ung de samme steder som eksempelvis Horst Mahler og Bernd Rabehl, der kom for at besøge den marxistiske ungdomsoprører Rudi Dutschke, der havde slået sig ned i Aarhus. Horst Mahler var grundlægger af den venstreorienterede aktionsgruppe Rote Armee Fraktion, men skiftede senere side og blev nynazist.

Hendes forældre gjorde oprør mod de konventioner, de var vokset op med, og det betød, at det meste, især inden for familieformer, var tilladt. I Sissel-Jo Reid Gazans barndomshjem boede hun og hendes mor i stueetagen, en veninde på første sal og hendes far, journalisten Paul Gazan, og morbroderen på husets anden sal. Forældrene var kun kærester i et par år, men har hele vejen igennem bevaret et stærkt venskab.

”Jeg tror, jeg var et lidt finurligt barn. Jeg hadede skolen og sad for det meste og lod tankerne løbe, mens jeg ventede på at få fri. Så løb jeg som en sigøjnerunge rundt i kvarteret,” fortæller Sissel-Jo Reid Gazan. Hun var dog ikke, som Rosa i romanen, streetart-kunstner.

”De eneste skoletimer, der var til at holde ud, var religionstimerne. For historierne var gode, og så måtte vi tegne, imens de blev fortalt,” husker hun.

Religion var ellers en af de få ting, der var ugleset i hendes hjem. Hendes far tog det da også noget fortrydeligt op, da han fandt ud af, at hun nogle gange, sammen med Sevim, gik med til møderne i DanskOase.

”Vi sad og tegnede og drak saftevand, mens vi hørte historier fra Bibelen. Det var alt sammen meget uskyldigt, men det var mine forældre godt nok ikke meget for. Det sjove var, at de jo var totale ateister, men levede efter kristendommens næstekærlighedsbud,” siger Sissel-Jo Reid Gazan.

Selv valgte hun at blive døbt som voksen sammen med sin ældste datter. Det skete, efter hun i 2005 udgav bogen ”Sig Ja! – hvad præster ved om kærlighed”.

”I forbindelse med den bog mødte jeg den ene fantastisk kloge person efter den anden, og det føltes rigtigt at melde sig ind i klubben. Jeg kan ikke komme i tanke om noget sted, der er bedre end kirken til at rumme højtidelighed, melankoli og det at være et med sin jord, sit land og sin kultur. Jeg har ikke brug for at komme i kirken hverken hver eller hveranden dag, men jeg er så glad for, at jeg har muligheden for at gå et sted hen, hvor jeg ikke er alene.”

”Hej Thomas.” Sissel-Jo Reid Gazan uddeler et varmt knus til en af sin barndoms helte, kunstneren Thomas Kruse. Det sker netop, som vi svinger forbi Børnenes Jord for at komme op til købmand Smedegaards hus i Sjællandsgade for at kigge på et af hans malerier. Thomas Kruse har udført mange af de malerier, der pryder mure i kvarteret, og som har givet inspiration til romanen ”Blækhat”. Forfatteren og kunstneren tilhører hver sin generation, men er stadig gode venner, fornemmer man. For ligesom ”Blækhat” er gennemsyret af stærke, livslange venskaber, er Sissel-Jo Reid Gazans liv det også.

”Det betyder ufatteligt meget for mig, der ikke har søskende, at jeg har venner, som jeg har kendt siden børnehaven. Det at have livsvidner giver tryghed og en fælles forståelse af, hvor vi kommer fra. Den forståelse gør, at vi sammen kan bevæge os nogle nye og mere spændende steder hen i vores voksne venskab. Vi ved, at vi ligesom er skåret ud af den samme træstamme, så der er ikke en masse, der først skal forklares,” siger hun.

Men tilbage til gadekunsten, der ikke kun figurerer i romanen, men også i Aarhus i disse dage. I sidste uge gennemførte Sissel-Jo Reid Gazan nemlig et kunstprojekt, som hun kalder En roman er løs i Aarhus’ gader. Med hjælp fra 80 frivillige opsatte hun små perleplader med blomstermotiver og plakater i A4-størrelse med tegninger af en fiktiv pedel, der skælder ud over gadekunsten. De pryder nu sokler, trapper, mure, døre og rækværker mange steder i Aarhus midtby.

”Jeg har fået Aarhus ind i bogen og bogen ind i Aarhus. Gadekunst er en gave til beskueren, og er der bare én, der har læst min roman og efterfølgende opdager, at gadekunsten derfra nu er ude i byen, så vil jeg aldrig bede om mere i mit liv,” siger Sissel-Jo Reid Gazan.

Sissel-Jo Reid Gazan om et murmaleri af Thomas Kruse
Foto: Flemming Jeppesen/Fokus
Foto: Flemming Jeppesen/Fokus