”Askepot” er en kunstnerisk udfordring, Gregory Dean slet ikke har været klar til

Kan man ikke komme under huden på idé og karakter i fortællingen, må den kunstneriske relevans ligge i det koreografiske. Ingen af delene lykkes i Gregory Deans ”Askepot” på Det Kongelige Teater

Klokken har slået midnat. Alexander Bozinoff som prinsen i ”Askepot”. –
Klokken har slået midnat. Alexander Bozinoff som prinsen i ”Askepot”. – Foto: Henrik Stenberg

Helt overordnet foregik der to ting på Det Kongelige Teater ved premieren på Gregory Deans ”Askepot”. I orkestergraven spillede Det Kongelige Kapel under ledelse af Geoffrey Paterson den russiske komponist Sergej Prokofjevs monumentale, komplekse orkesterværk af samme navn, skrevet til Bolsjoj-balletten under Anden Verdenskrigs og Stalins umenneskelige lidelsesregime, efter mordet på Prokofjevs nære ven og samarbejdspartner, teaterinstruktøren Vsevolod Meyerhold, og mens Prokofjev oplevede en stormende forelskelse i sin unge elskerinde, forfatteren Mira Mendelson.

På scenen mimede og dansede Den Kongelige Ballet den sympatiske solodanser Gregory Deans fortolkning af eventyret, baseret på Charles Perraults version og – virker det som – Walt Disneys film om steddatteren, der mishandles så nedrigt af sin mor og søstre, men finder prins, kærlighed og frihed ved en god fes mellemkomst.

Dean har sagt, at hans håb med iscenesættelsen er ”at vække det barn i os, som virkelig tror på, at vi alle kan leve lykkeligt til vores dages ende”.

Prokofjev har skrevet: ”Det, jeg først og fremmest ønskede at udtrykke i musikken, var den poetiske kærlighed mellem Askepot og prinsen, kærlighedens fødsel og blomstring.”

Han var 54 år, da han fuldendte ”Askepot”, og han skrev ikke en ballet til børn men et propagandaværk, der skulle løfte og animere det sovjetrussiske publikum i Moskva – metaforen med den godhjertede pige, der lever under tyrannisk åg, ligger ligefor – men hvor de politiske og personlige omstændigheder forlenede musikken med en næsten transcendental metafysisk dimension. Mes-terværket rummer dybder af brutalitet, skrøbelighed, lys, mørke, modløshed og håb, hvor Askepots drømme favner virkelighedsflugt og eskapisme, og hvor ikke mindst kærlighedsbeskrivelsen ”Amoroso” opleves som en ekstase, en forløsning af næsten metafysisk karakter.

Fordi Dean og Prokofjev på denne måde taler forbi hinanden, forbliver de to kunstoplevelser, den sceniske og den musikalske, adskilte, og forestillingen bliver derfor samlet fjern og uengagerende.

Selv isoleret set er iscenesættelsen en skuffelse: Har du ikke et følelsesmæssigt eller konceptuelt svar som kreativ respons på Prokofjevs værk, vælger du at tage eventyret for pålydende, så må det kunstneriske argument ligge i det formelle.

Her står Dean rådvild og uden overskud og register til en samlende arkitektur, hvorfor koreografien i omfattende grad er refererende med henvisninger til andre værker som holdepunkter: Sjovt, men sjovere eller mere inter-essant er det heller ikke med en pastiche på August Bournonvilles ”Konservatoriet” eller variationer over elementer fra Marius Petipas ”Tornerose”, George Balanchines ”Tema og variationer” eller John Neumeiers ”Romeo og Julie”.

Stilistisk og æstetisk placerer han sig i en britisk neoklassisk tradition – dansen er post-Ashton-Bintley-Wheeldon-Scarlett – men håndværket er usikkert helt ned i det lavpraktiske: fra en klodset udført prolog – der ligger på Amoroso-temaet, men skal illustrere forhistorien med forældrenes død? – til en fattig, helt underdimensioneret placering af otte fnuglette hjælpefeer på de 12 skæbneslag i Prokofjevs modernistiske, industrielt hamrende helvedesmaskine – halvanden time pr. fe? – og en uelegant roden efter Askepots efterladte sko bag en balustrade. Prokofjevs knivskarpe sarkasme er karikeret som i tilfældet med de to stedsøstre: Ligesom med divertissementerne så gælder det, at vi har set det hele før, bedre, og allerbedst selvfølgelig hos sir Frederick Ashton.

Ashton fokuserede i sin version af samme ballet i 1948 også på en poetisk tolkning, men gjorde det i et format, med mesterskab og i en blind overbevisning, der modsvarede farvepaletten i Prokofjevs komposition, den vældige volumen i orkesterformatet og den episke bue, der løftede ”Askepot” fra eventyr til eksistentiel genkendelseserfaring, hvor kærlighed ikke er entydig, men sammensat og altomfavnende, kropslig og mental. Et intenst portræt af to personers indre ægte liv, men også et udsagn om romantikeren, drømmeren og følelsesmennesket, der står over for den moderne verden, hvor spændvidden rækker over de mange sammensatte følelser, der udgør en kærlighedsoplevelse; tanker, impulser og instinkter, der trækker dig i uendeligt mange retninger og stiller dig uden for tid og sted.

”Askepot” er en kunstnerisk udfordring i en skala, Gregory Dean som relativt uerfaren koreograf slet ikke har været klar til – præcis ligesom Marcos Moraus ”Carmen” i begyndelsen af sæsonen. Ansvaret her er balletmesterens, Nikolaj Hübbes, der nu står med en juleballet i marts, en ballet for børn lørdag aften og endnu en stor økonomisk investering med et meget pauvert kunstnerisk udbytte. Markedsført med salgssloganet ”Prinsesse for en aften” skal den nok sælge, men er det pengene værd