Få år efter finanskrisen ville verden på ny have mere af det hele. Mere volumen, mere omsætning, flere nyheder, mere ben, mere magt. Mændene tog for sig – som før. Mens kvinderne ikke sagde fra – som før. Og ingen brød sig om sandheden bag alle de transaktioner, der skaber et samfund eller et firma, der fungerer som både familie og stat.
Sådan et sted var Fox News. Og sådan en patriark var Roger Ailes (John Lithgow), direktøren for Fox, der siden Nixon spinnede den offentlige mening i USA og skabte ikke bare en nyhedsstation, men formentlig også en præsident, den siddende.
Sådan gik det sin vante gang. Indtil Roger Ailes i 2016 blev fældet af 23 af de kvinder, han gennem årtier udnyttede og nedgjorde. Faldet gik hurtigt, da først der blev taget fat, og stjernereportere som Megyn Kelly (Charlize Theron) og Gretchen Carlson (Nicole Kidman) stod frem med deres beretninger om overgreb. Kort tid efter fulgte MeToo-bevægelsen, og Ailes, Fox, Carlson og Kelly er alle blevet del af den store fortælling.
Jay Roachs ”Bombshell” er kulørt. Ikke kun på grund af afsmitningen af netværk-nyhedernes tunge orange, grønne og blå farver.
Klipningen er tjep, tempoet oppe, og Charles Randolphs replikker lækre og kloge og nedgørende og ondsindede og kærlige og sjove.
Fox er en slags selverklæret sekt, fjenden er ”de Jesus-hadende, trans-støttende Clinton-elskere”, mens de på den konservative kanal bryster sig af at være loyale. Loyalitet er en eufemisme for at finde sig i udskamning. For at dreje koket rundt foran Ailes, for seksuelle ydelser.
Vi ved fra starten, at filmen fører til fald. Formår ”Bombshell” alligevel at sige noget rammende om et vanvittig komplekst emne? Jo, tja. Når kameraet zoomer ind på Margot Robbies dådyrøjne, der skræmt stivner foran Ailes’ blik. Men den siger det, vi vil høre, som vi forventer at høre det.
Udfordringen er, at nye sandheder ikke for alvor fasttømres i samme hast som strømninger. Vi kan bilde os ind, at sexchikane hører fortiden til, men det passer jo ikke. Vi kan lade os rive med af parolerne, men adfærd ændres ikke for alvor på få år. ”Bombshell” kradser deroppe i den glitrende overskriftsoverflade, hvor ikke meget ændres.
Så når ”Bombshell” fortæller, at magtfulde mænd engang udnyttede kvinder, men at kvinderne forenede sig og slog tilbage, og at retfærdigheden vandt til sidst, så gør filmskabelonen skade for dem, der stadig er underlagt chikaneriets åg. For når den klassiske filmstruktur – en modstander, der skal overvindes af en helt, der starter som svag, men ender som stærk – kædes sammen med en aktuel sexchikane, så gøres chikanen til en entydig, afsluttet æra. Og det skematiske gør ”Bombshell” langt svagere, end den kunne have været.
Nicole Kidman og Charlize Theron er begge forvandlingsmestre, begge eminente til at skifte ham og karakter. De er, skrevet med en næsten lidt kedelig selvfølgelighed, mere end blot gode i rollerne som tv-stjernerne.
Men man må ærgres over, at det ikke bliver til mere. Charles Randolph skriver bedre manuskripter, når fjenden er i fokus, som i finansfyrstedramaet ”The Big Short”. Det er straks sværere at skrive om de gode. ”Bombshell” bider ikke fra sig, den strammer ikke en gang rigtig grebet om mænd, der fornedrer kvinder.