Eduard Thurneysen var en schweizisk præst, der livet igennem plejede nær og kær omgang med den berømte teolog Karl Barth. Lidt ufortjent er Thurneysen kommet til at stå i skyggen af Barth, skønt de begge skrev teologiske klassikere. Barth blev færdig med sin berømmelige Romerbrevskommentar i september 1921, mens Thurneysen i disse dage for hundrede år siden lagde sidste hånd på sit korte og præcise signalement af Fjodor Dostojevskij.
Som udgiverne bemærker, var emnerne nok forskellige, men indholdsmæssigt lå bøgerne endog meget tæt på hinanden. Det blev Barth også hurtigt klar over. Da han havde læst ”Dostojevskij”, kvitterede han for den med ordene om, at han var ”meget, meget glad for, at der ved siden af min klodsede lastvogn nu også kører denne kvikke og enormt effektive motorcykel”.
Den omfangsrige Romerbrevskommentar (lastvognen) og Dostojevskijanalysen (motorcyklen) markerede den dialektiske teologis gennembrud. Hvad Thurneysen skrev i ”Dostojevskij”, ligner til forveksling ord, man kunne læse i Barths ”Der Römerbrief”: ”Det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Når der ikke fører nogen vej fra os til ham, fører desto sikrere en vej fra ham til os.”
Udgiverne noterer sig da også, at Thurneysens bog blev flittigt læst herhjemme af Tidehvervs første redaktør N.I. Heje. Men Thurneysens lille skrift har appel langt ud over teologiske kredse. Dostojevskij er i Thurneysens øjne en digter, der trækker konturerne af den menneskelige eksistens op på epokegørende vis: ”Selv den psykoanalytiske forsknings mest ekstreme resultater er foregrebet hos ham.”
Hvad Thurneysens egen bog anbelanger, så er her ikke tale om en videnskabelig fremstilling. Litteraturvidenskabsfolk vil måske indvende, at forfatteren lyrisk projicerer sine egne forestillinger ind i Dostojevskijs forfatterskab.
Men Thurneysen er den begejstrede fortolker, hvis tilbagevendende pointe er, at i Dostojevskijs værk er intet mere mærkeligt, mere gribende og mere overrumplende end mødet med virkeligheden. Et eksempel herpå er ”Idioten”. Dostojevskijs plan var at skrive en roman om Kristus, men Dostojevskij indså snart, at alene evangelierne formåede at skildre frelseren. ”Idioten” blev i stedet til en roman om den medfølelse, fyrst Myskjin repræsenterer, og hvad den afstedkommer i virkelighedens verden: ”Foran ham bliver dybt forbitrede mennesker blide som børn, de stolte bliver ydmyge, komplet tillukkede mennesker åbner sig, skam og anger vågner i de faldne, en medbejlers frygtelige had afvæbnes, tårer rinder fra øjne, der ikke har grædt i årevis”.
Thurneysen fremhæver, at Myskjin ikke er herre over medfølelsen, men at det er medfølelsen, der er herre over ham. Derfor må Myskjin til slut gå til grunde. Men forinden har ”Idioten” løst sin opgave: ”Han forkynder Gud. Ikke gennem enkelte og særlige ord eller handlinger, men idet alle hans ord og alle hans gerninger på helt og holdent ubeskrivelig vis er fulde af tegn på livets mening og oprindelse i Gud.”
Modsætningen til fyrst Myskjin finder vi i ”Forbrydelse og straf”, hvor Raskolnikov insisterer på, at alt ligger i menneskers hænder. Derfor ender han som morder. Romanen genopfrisker den gamle og altid nye sandhed om, at livet skal leves af den enkelte, og at den enkelte er enkelt derved, at han eller hun drages til ansvar for godt og ondt.
Thurneysen påpeger, at hos den store russer er både godhed og ondskab mysterier. Det kan være gådefyldt, at et menneske handler ondt, men det kan også være gådefuldt, hvis et menneske handler godt. Med en af sine mange paradoksale formuleringer, skriver den schweiziske præst om Dostojevskij: ”Han forstod mennesket så dybtgående, fordi det var blevet en gåde for ham.”
Thurneysen berører kort Dostojevskijs egen biografi. Som ung blev han ført til henrettelsespladsen. Henrettelsen blev aflyst, men Dostojevskij fik til gengæld et langt tugthusophold i Sibirien. Det beskrev han siden så stærkt, at selv zaren skulle være blevet bevæget. Her rejste Dostojevskij også spørgsmålet: Er det muligt at begynde et nyt liv? Svaret lød bejaende, såfremt tilgivelsen var en mulighed.
”Dostojevskij” er en ultrakort introduktion til et stort forfatterskab, men det er en af de mest åndfulde og opløftende præsentationer af Dostojevskij, der længe har været udsendt på dansk.
Dostojevskijs ”Onde ånder” er netop genudgivet i Gyldendals klassikerserie. Kristeligt Dagblad bringer på mandag forordet til den nye udgave af romanen.