Leonard Rickhard. Mellem krig og fred. Til den 15. maj. ARoS, Aarhus.
Det er i den grad et eget univers, man træder ind i, når man besøger den norske maler Leonard Rickhards udstilling på ARoS. Rickhard, der er født i 1945, er en af Norges store malere fra efterkrigsgenerationen. Når vi er mange, der ikke før har hørt om ham, handler det om, at han bestemt ikke søger rampelyset.
Tværtimod lever han et tilbagetrukket liv i Arendal, cirka 60 kilometer nordøst fra Kristiansand, hvor han kan koncentrere sig om det væsentlige i sit liv: maleriet. I 2015 fik han den største kulturelle ærespris i Norge, Anders Jahres Kulturpris, men det er i Danmark, at han nu (på museet med den norske museumsdirektør) får sin største præsentation nogensinde.
Hvordan præsenterer man publikum for en ny kunstner? På ARoS gør man det meget eksemplarisk, synes jeg, med et indledende fint videoportræt af manden og hans måde at arbejde på, herefter folder udstillingen sig ud som et intimt og overraskende rytmisk forløb gennem mindre rum, og til sidst munder den ud i et rum for børnene og de hurtige, hvor man kan slå sig ned, som var man inde i et af Rickhards egne billeder, og selv konstruere modeller og efterfølgende tegne dem.
Leonard Rickhard maler det norske landskab med det enlige hus, birkeskoven, røde træbarakker, og det lyder jo smukt og romantisk, men det er det ikke, der foregår altid også noget maskinelt og teknisk, med siloer, fly og vogne, som fjerner enhver drøm om norsk skovensomhed. Rickhard er født lige efter krigens afslutning, og det er krigs- og koldkrigserfaringens kuldslåede rum, han maler på.
Det er en verden gennemtrængt af sære maskiner og aggregater, en verden, hvor soldaterbarakken troner som en spærrende barriere foran den norske birkeskov, og en verden, hvor uskylden for altid allerede er tabt.
Der er aldrig noget uberørt landskab, landskabet er altid allerede invaderet af teknikken, af forskellige redskaber, der ligner noget, en meget nørdet dreng har udviklet på meget længe, men som det ikke altid er klart for andre, hvordan skal tages i brug.
Der sprøjtes og måles og systematiseres i det landskab, hvori enkelte mennesker bevæger sig rundt som stive og ikke særligt udførlige papfigurer. Det er, som om der ikke mere er nogen muligheder for at undslippe i Rickhards landskaber, intet helle nogetsteds, der er de her underlige tragte eller hørerør, der skyder sig ind i hjemmets tilsyneladende beskyttede rum, vi er både set og overhørt, ligesom vi selv ser og overhører.
Vi er overladt til vores lokale ordner, samlingen, som den af de udstoppede fugle, der også går igen på flere malerier. Der er noget 1950’er-retro over maleriernes gengivelse af det hjemlige rum, mønstrede tapeter, enorme tv-kasser, kvindernes kjoler, og en eller anden fornemmelse af en absurd optagethed af teknologiens herligheder.
Manden med modellen er et motiv, der går igen i Leonard Rickhards malerier. Modelbyggeren, der har tabt hovedet totalt, mens hans model af et nazifly ligger spredt ud over bordet. Eller modelbyggeren, der ikke kan se sin model, hans perspektiv er ganske simpelt rettet et helt andet sted hen. Den lille mand, der forsøger at styre verden, men hvis syn er yderst begrænset. Heri ligger der også en svidende kritik af alle tiders store mænd.
Rickhards farveskala er lys, pastelagtig, han har en forkærlighed for lavendel og mat grøn, og når han bruger farven sort, er det som oftest som tynd kontur. Han arbejder med perspektivet, skaber kukkasser og illusioner af rum samtidig med, at han konstant trækker det hele tilbage på fladen igen, ligesom de store klassiske forbilleder, han selv refererer til.
Leonard Rickhards malerier tenderer, qua de overmåde store rammer (hvis flerdelte profiler spejler maleriernes arbejde med den rumlige illusion) og den måde, de er hængt ud fra væggen på, objekter, og det er tydeligt, at det enkelte værk også indgår i en form for dialog med de omgivende værker, at der er tale om en maleriinstallation, så at sige.
Før man bevæger sig ind i maleriernes univers, bliver man præsenteret for en væg med 200 tegninger lavet fra 2013-15. Her kan man se, hvordan der bag hvert eneste maleri ligger en færdig plan, motivet er på sin vis konciperet i skitsen, mens det store arbejde med farveafstemningen hører den maleriske proces til.
Skitserne kunne ligne forarbejder til en graphic novel, ikke mindst kom jeg virkelig til at tænke på den egensindige tegner, ”far” til ”Jimmy Corrigan – verdens klogeste dreng”, Chris Ware, der også er optaget af samme 1950’er-univers.
Men som man oplever på udstillingen, så sker der noget, når motivet fra skitsen sættes op i maleriets format. Det er, som om skalaspringet gør billederne endnu mere fremmede og urovækkende uvirkelige, noget der kun understreges af de bastante farvede rammer, som sammen med passepartouten tit udgør halvdelen af det enkelte værk.
