Der var engang, hvor Alejandro González Iñárritu nærmest kunne gå på vandet. Han havde skabt film som "Babel" (2006), "Birdman" (2014) og "The Revenant" (2015), der ikke bare vandt de finest tænkelige priser, men også trak et stort antal mennesker i biograferne. Og tilmed inspirerede filmkolleger.
I årene efter "Babel" skulle alle andre filmfolk også skabe film med vide kameravinkler, skæbnesvanger musik og en historie, der gav jordkloden og menneskeheden en forstående krammer.
Men så, oven på verdenssuccesen med "The Revenant" trak Iñárritu sig tilbage for at reflektere. Hele syv år skulle der gå, før den mexicanske instruktør igen satte sit navn på en spillefilm. Og for at sige det ligeud: Alejandro González Iñárritu ligner ikke længere en filmmager, der ved, hvordan man spadserer på vand.
Han er stadigvæk den forrygende billedmager, der vandt to Oscars to år i træk for bedste instruktør med "Birdman" og "The Revenant". Se bare scenen i begyndelsen af hans nye film, "Bardo", hvor en mor får den besked, at den lille dreng, hun lige har født, er utilfreds. Drengen har konstateret, at det er "en lorteverden", han er født ind i. Altså propper lægen det lille spædbarn tilbage i maven på den forvirrede mor.
Og der er scenen, hvor filmens hovedperson, journalisten Silverio Gama, spadserer gennem Mexico Citys øde gader i aftenskumringen, ind på byens centrale plads, Zócalo, hvor han kravler op ad et lille bjerg af dræbte aztekere, op på toppen, hvor den spanske conquistador (erobrer) Hernán Cortés sidder og nyder aftenskumringen. De to mænd kaster sig ud i et frådende skænderi om Mexicos historie og om, hvorvidt Cortés smadrede en bedre verden, da han ødelagde aztekernes hovedstad, Tenochtitlán, og banede vejen for et misfoster af en nation, Mexico.
"Ingen gider rejse en statue af dig – hverken i Spanien eller i Mexico," vrisser journalisten ad den gamle conquistador, der døde i 1547. Pludselig rejser alle de døde aztekere sig op. De er bare skuespillere. Mand for mand forsvinder det smukke scenarie. Det var en illusion. En drøm.
Det er sådan noget, han kan, Iñárritu. Stadigvæk. Han kan skabe vidunderligt virtuose scener, fulde af magi. De ville aldrig kunne eksistere i virkeligheden – alligevel ser det så naturligt ud, som foregik det for øjnene af os. Der er bunkevis af den slags oplevelser i "Bardo – en falsk fortælling om en håndfuld sandheder", som den fulde titel på Iñárritus film lyder.
Men noget er ikke, som det plejer hos Iñárritu. Strømmen af virtuose scenarier samler sig ikke til samme overbevisende helhed. Der er ingen egentlig handling i "Bardo", men en række tableauer, der beskriver samme tema. Den fabulerende, fritstrømmende form var italieneren Federico Fellini ("La Dolce Vita" og "8 ½") en mester i. Og hans yngre landsmand Paolo Sorrentino har brugt den fremragende i "Den store skønhed" og "Youth". Iñárritu har til gengæld problemer med at få tableauerne til at hænge sammen.
Titlen er hentet fra buddhismen som en beskrivelse af tilstanden mellem liv og død, hvor sindet står nøgent. Der befinder Silverio Gama sig, midt mellem at være amerikaner og mexicaner, at være bundet til sine rødder og være fritsvævende i en fortumlet verden. Og der befinder "Bardo" sig, som en række drømmesyn, der kæmper for at manifestere en sammenhæng. Der er nogle fantastiske og fascinerende refleksioner over det moderne Mexico i "Bardo". Og flere af scenerne er utroligt svære at fjerne fra den indre nethinde igen.
Det er bestemt ingen dårlig eller mislykket film. Iñárritu kan bare ikke gå på vandet længere.
Bardo – en falsk fortælling om en håndfuld sandheder. Instruktion: Alejandro González Iñárritu. Manus: Alejandro González Iñárritu og Nicolas Giacobone. Kamera: Darius Khondji. 159 minutter. Mexico 2022. Premiere i dag i enkelte biografer og den 16. december på Netflix.