Der er groft sagt to måder, hvorpå man kan gå til et litteraturhistorisk hovedværk: Enten ærbødigt og fuldt bevidst om dets status eller mere respektløst og nydelsesorienteret.
Mine bedste oplevelser har imidlertid været, når de to læsemåder umærkeligt er flydt sammen, hvor lysten og ærefrygten har blandet sig med hinanden, og det gør de lykkeligvis også i selskab med den suveræne nyoversættelse af ”Dekameron”, som Giovanni Boccaccio skrev omkring 1350, og som regnes for novellens arnested. Og hvor Boccaccio lod sig inspirere af samtidens og fortidens forfattere, blev han selv inspiration for eftertidens ditto. Hvor han således skelede til Dante og Ovid, så skelede senere litterære titaner som Cervantes, Shakespeare og Blixen til hans rigdom af historier og måde at strukturere sit magnum opus på.
Det kan man alt sammen læse om i Pia Schwarz Lausten og Anders Toftgaards knaldgode forord til den nye oversættelse – den første i 75 år – der udkommer i to smukke bind, som ud over selve værket byder på et veludbygget noteapparat, og ikke bare redaktørerne Lausten og Toftgaards forord, men også yderligere to. De er begge skrevet af oversætter Thomas Harder, der i det første fortæller om Boccaccios liv og værk og i det andet om den udfordring, det har været at veksle forfatterens fingerede og ferme mundtlighed til velklingende, moderne dansk.
De tre forord, noteapparatet og den kardinalrøde indbinding udsender et autoritativt signal: Dette er vigtige sager! Men den glædelige nyhed er som nævnt, at det ikke kun er pensum for litteraturhistorisk interesserede, men også uhyre underholdende lystlæsning. I sin ”Fortale” skriver Boccaccio da også om de 100 historier, at man ”bare skal lade dem, der stikker, være og læse dem, der fornøjer”. Jeg læste nu alle de korte, vanedannende historier, der er lagt i en dyster rammefortælling. Året er således 1348, og ti unge mennesker, syv kvinder og tre mænd, er flygtet fra pesten i Firenze. Den er ikke fiktion, men kun alt for virkelig, og Boccaccio mistede sin far, stedmor og mange venner, og som en samtidig krønikeskriver skrev, så lå ligene i massegravene kun adskilt af et tyndt lag jord, ”ligesom når man drysser ost over lasagne.”
Det er de rædsler og frygten for smitte, der får de ti unge til at rejse til et landsted uden for byen. Derude får de tiden til at gå med at fortælle hinanden historier, og det er dem, der udgør ”Dekameron”. Og for en nutidig læser er kvindesynet noget af det første, der springer i øjnene, og hvordan det lægges i munden på kvinderne selv. Som når Filomena, der kaldes ”den yderst fornuftige”, siger til de andre kvinder: ”Husk på, at vi er kvinder alle sammen, og ingen af os er så barnlig, at hun ikke udmærket ved, hvor ufornuftige kvinder er, især når de er flere sammen, og hvor svært de har ved at styre sig uden en mands vejledning.”
Så siger Elissa: ”Mændene er virkelig kvindernes hoved, og uden deres styre kommer der sjældent noget godt ud af vore forehavender.”
Man kan dog med nogen ret mene, at kvindernes handlinger i historierne modsvarer det kvindesyn, de selv giver udtryk for. De opfører sig nemlig oftest begavet og selvstændigt, selvom de gerne lader følelser og lyster råde i deres fortællinger. Det erotiske og seksuelle er i det hele taget fremtrædende i ”Dekameron”, der også blev berygtet for at være vovet. I vores pornoficerede nutid virker den nu meget dydig og sød, fuld som den er af omskrivninger for kønsdele og sex. Nok kaldte H.C. Andersen det for en ”ugudelig, liderlig bog”, men i dag morer omskrivningerne mest. Her nogle stykker, hvis betydning turde fremgå: ”det horn, som mændene stanger med”, ”plantepind”, ”Sankt Vokser-i-Hånden”.
Af eksemplerne fornemmes også Boccaccios humor og fortælleglæde, der kredser om det menneskelige; om kærlighed, drift, kløgt, stupiditet, vrede, bedrag og tro (muslimer og kristne handler fredeligt med hinanden), og som ubesværet pendulerer mellem det komiske og det tragiske. Alt sammen formidlet via en elegant, musikalsk prosa, som – selvom Harder har sat dobbelt så mange punktummer som Boccaccio – er fuld af timing og tempo.
Men hvor de melodiske noveller ikke går af vejen for det lumre og lyssky, er der noget lysende ved den pointe, der træder frem af rammefortællingen, hvor de ti unge sidder isoleret fra omverden. Og det giver faktisk mening at kontrastere dem med William Goldings roman ”Fluernes herre” fra 1954, der handler om en flok drenge, der ender alene på en øde ø, og det udarter sig til et social-darwinistisk mareridt, hvor de bekriger hinanden.
I ”Dekameron” holdes barbariet, desperationen og rædslen på afstand ved dannet samvær og fortællinger, ved kunsten og kundskaben, ved legen og sanseligheden. Værket er på den måde både humanistisk, naivt og utopisk. Men altså også skarpt og uhyre menneskeklogt og ikke så meget en guddommelig komedie som en menneskelig komedie. Og med den nye overdådige udgivelse har vi fået en gave, vi ikke vidste, vi så brændende ønskede os.