Prøv avisen
Portræt

Sean Wilentz er en afviger på USA’s venstrefløj

Sean Wilentz er både faghistoriker og politisk kommentator i en række toneangivende aviser og magasiner. – Foto: Maury Phillips/WireImage/Getty Images

Den bogaktuelle amerikanske historiker Sean Wilentz skiller sig ud. Hjemmehørende på venstrefløjen er han en hård kritiker af identitetspolitik og en varm fortaler for at kanalisere populistiske protester ind på den politiske midte

”Ingen anden historiker fra samme generation har skrevet så godt om så mange forskellige emner.” Ordene falder i en spritny portrætartikel om Sean Wilentz, professor på Princeton-universitetet og atter bogaktuel. Det er han næsten hele tiden, for Wilentz (født 1951) er legemliggørelsen af den klassiske amerikanske energi: altid i gang med nye projekter, altid på vej nye steder hen.

Det hører til sjældenhederne, at universitetsprofessorer bliver genstand for kæmpestore portrætartikler i mainstream-magasinpressen (karakteristikken ovenfor er fra det nye nummer af det venstreorienterede blad The Nation), men Wilentz er også noget særligt. Hans hovedtanke gennem det store forfatterskab, der for alvor begyndte at få opmærksomhed i den over 1000 sider tykke ”The Rise of American Democracy” (2005), er, at demokratiske landvindinger for den brede befolkning er kommet i stand, når bevægelser med mærkesager har erobret den politiske midte og været villig til at indgå koalitioner med andre bevægelser og partier, de ikke deler alle værdier og mål med.

Politik er for Wilentz en beskidt affære til opnåelse af rene mål, og kompromiser og koalitioner er folkestyrets kronjuveler.

Dette syn placerer ham på højrefløjen i det demokratiske parti. Han er stærkt kritisk over for identitetspolitik og akademiseringen af Det Demokratiske Parti, der har skubbet arbejder- og middelklassens interesser ned ad opmærksomhedsstigen og opprioriteret fokus på kønsneutrale toiletter, særrettigheder for minoriteter og såkaldt krænkelsesfrie zoner. For Wilentz er det 20. århundrede historien om frisættelse, og han forstår ikke, at universitetsstuderende nu vil bindes: af deres køn, hudfarve, seksuelle orientering.

Historikerens helte er i amerikansk optik Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Lyndon B. Johnson. Det var alle politikere, der evnede at kanalisere protester i befolkningen ind i det politiske og skabte stærke koalitioner, der sikrede regeringsmagten mange år frem. Eksempelvis Lyndon B. Johnson, der som sydstatsdemokrat opfangede energien i den sorte borgerretsbevægelse og uden at have særlig meget til fælles med Martin Luther King alligevel med ham skabte en stærk koalition, der sikrede ny lovgivning, stemmeret og ophævelse af raceadskillelse. Protest blev til politik til gavn for de mange i hænderne på King og Johnson (for de interesserede er filmen ”All The Way” om denne periode i amerikansk politik fra 2016 virkelig værd at se).

Dette synspunkt bærer hans to seneste bøger og har været en rød tråd gennem karrieren. Han begyndte selv betydeligt længere ude på venstrefløjen som ung historiker og var en tidlig fan af socialisten Bernie Sanders, men har i årevis befundet sig i det demokratiske establishment i omegnen af Clinton-parret (Obama blev han aldrig nogen stor fan af – for Wilentz at se byttede Obama netop støtten fra arbejderklassen ud med minoriteters særkrav).

Han var ved det seneste valg fuldkommen overbevist om, at Hillary Clinton ville vinde over Donald Trump, og var invitereret til at tale ved hendes forventede sejrsarrangement i Brooklyn, men tog som så mange andre grueligt fejl. Mens hans efterfølgende kritik af Trump ikke adskiller sig fra alle andres, stikker hans tro på de klassiske amerikanske idealer stadig ud: ”Wilentz elsker stadig amerikansk politik, og han vil have, at du også skal elske det,” som der står i portrætartiklen i The Nation.

Når Wilentz er interessant at følge også for den kulturinteresserede, er det, fordi han som få andre faghistorikere også er stærkt optaget af skønlitteratur og musik.

Han var personlig ven med forfatteren Philip Roth, som boede lige om hjørnet fra Wilentz’ lejlighed på Upper West Side på Manhattan, og Wilentz’ historiesyn og stærke fokus på politiske protestbevægelser og deres vej ind i mainstreampolitikken var en stor inspiration for Roth i arbejdet med de mange af hans romaner fra ”Amerikansk Pastorale”, der specifikt handler om amerikansk historie, og frem.

Sideløbende med venskabet med Roth har Wilentz også holdt kontakten med Bob Dylan, som han har skrevet Grammy-belønnede ”liner notes” til og en bog om: den fortræffelige ”Dylan i Amerika”, der også er oversat til dansk. Heri får man fuld valuta for pengene, hvis man er interesseret i at se, hvor gennemgående et træk amerikansk historie og kristendom er i Dylans enorme sangværk.

For venstrefløjen i Det Demokratiske Parti og på universitetsgangene er Wilentz med sin kritik af identitetspolitik og af akademiske hiphopstudier, og med sin Clinton-støtte, en torn i øjet, og for den politiske højrefløj og især liberalisterne er han for rød og ligestillingsfokuseret (selvom hans bog om Reagan, ”The Age of Reagan”, nu er en af de bedste om det tidligere så udskældte, men nu kanoniserede ikon i Det Republikanske Parti).

Selv har han fundet sig til rette på denne plads, udskældt og fejret, men alligevel med generel enighed om, at ”ingen anden historiker fra samme generation har skrevet så godt om så mange forskellige emner”.

Michael Bach Henriksen mødte Sean Wilentz i hans hjem under den seneste valgkamp.