Ukontroversielle erindringer fra tidligere konservativ politiker

Tidligere partileder og minister Bendt Bendtsen er ikke nogen stor analytiker, og det præger hans erindringer

Kulturhistorisk har skildringer af barndommen måske interesse, men der er i hele bogen for mange gentagelser og for mange trivialiteter. Til den politiske historie giver den enkelte nyheder.
Kulturhistorisk har skildringer af barndommen måske interesse, men der er i hele bogen for mange gentagelser og for mange trivialiteter. Til den politiske historie giver den enkelte nyheder.

Bendt Bendtsen (født 1954) var leder af Det Konservative Folkeparti fra 1999 og minister fra 2001. På grund af helbredsproblemer trak han sig fra begge poster i 2008. Han blev medlem af EU-Parlamentet fra 2009. Nu forlader han EU-Parlamentet for at nyde sit otium. Han siger farvel med en erindringsbog. Han krydrer med små (til tider meget små) anekdoter.

Bendtsen har ikke kunnet støtte sig til en dagbog eller notater fra sin tid i politik. Som titlen på bogen ”Fra bondedreng til vicestatsminister” viser, er den sociale opstigning og anerkendelse vigtig for ham. Han omtaler også gerne de medaljer, han har modtaget i Danmark og i udlandet. Kongelige fester og kors og bånd og stjerner er lige Bendtsen. Det samme er forbindelser til topfolk i dansk erhvervsliv.

Bendtsen begynder klassisk med sin barndom på en fynsk gård. Politikere giver helst indtryk af, at de kommer fra små kår (vælgerne må ikke tro, at de er født med en guldske i munden). Bendtsens hjem var en slægtsgård på 19 hektar god jord på Fyn, det var vel ikke så ringe endda. Det eneste, drengen måtte savne, var ferierejser. Senere blev tiderne sværere for de små landbrug, hvad Bendtsens familie også mærkede.

Efter de tidlige år fulgte FDF, realeksamen, knallert, landbrugsskole, livgarde og ansættelse i København Politi i 1975. Først på side 144 fortæller han om, at han meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti. Tidspunktet er upræcist angivet, og hans forklaring er kun, at han sympatiserede med den konservative Erik Ninn-Hansens ønske om en stram retspolitik.

Med støtte fra Ninn-Hansen fremlagde Bendtsen i 1987 på det konservative landsråd et oplæg til en strammere retspolitik. Ninn-Hansen havde dog måttet bede ham forkorte oplægget, hvad man let forstår, for Bendtsen skriver noget omstændeligt. Oplægget fik så god en modtagelse, at Bendtsen ville stille op til Folketinget. I første omgang blev det dog til Odense Byråd 1989-1999. Folketinget måtte vente til 1994.

Der kom dårlige tider i Det Konservative Folkeparti. Især efter at Hans Engell i 1997 på grund af spirituskørsel måtte gå af som leder. Bendtsen vælger at skrive ret kort om de mange magtkampe. Men så krakelerer pænheden alligevel, han anklager en ”klike” omkring Hans Engell for at plante ”masser af falske historier” om ham.

Det kan vi ikke bruge til noget uden konkretisering. Her burde Bendtsen enten have forklaret det nærmere. Eller også skulle han udelade det.

Magtkampene endte med, at Bendt Bendtsen trods ret få år i Folketinget i 1999 blev formand. Meget analyse af, hvorfor og hvordan det netop blev ham, er der ikke. I 2001 blev han så økonomi- og erhvervsminister og minister for nordiske anliggender. Som erhvervsminister skulle Bendtsen også varetage energiområdet, for i nogle år var der ikke et energiministerium. Desuden blev han kaldt ”vicestatsminister”, fordi Bendtsen i givet fald skulle vikariere for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Bendtsens gennemgang af ministertiden er meget selektiv. Han nævner ikke, at han havde påtaget sig alt for meget, så han efter kort tid måtte afgive de nordiske anliggender. Han udelader også, at hans trods titlen som økonomiminister havde afgivet alt væsentligt i det gamle økonomiministerium til Finansministeriet. I modsætning til De Radikale, som har tradition for, at deres leder er økonomiminister, havde Bendtsen ikke lært, at en leder af mindre regeringsparti helst skal have et lille, men effektivt økonomiministerium uden for mange enkeltsager, så han kan få kræfter til at præge regeringens generelle politik og samtidig være modpart til det stærke finansministerium. Regeringens økonomiske politik gjorde, at finanskrisen slog hårdere igennem i Danmark end i nabolandene. En af grundene var formentlig, at Anders Fogh Rasmussen ikke fik den udfordring, som et rigtig økonomiministerium kunne have givet.

Bendtsen ignorerer, at den offentlige dom over regeringsdannelsen i 2001 var, at regeringsgrundlaget i alt væsentligt var skrevet af Anders Fogh Rasmussen. Men Bendtsen skriver dog, at han selv fik en ikke nærmere angivet indflydelse på uddannelsespolitikken. Desuden fik han indført en målsætning om skattelettelser.

Bendtsen mindes gerne de svære genforhandlinger i 2003 med Mærsk om Nordsøaftalen, fordi han skaffede mange flere penge til statskassen. Han husker også, at han efter hårde kampe med Anders Fogh Rasmussen skaffede nogle mindre skattelettelser. At han i den forbindelse to gange truede med at forlade regeringen, er noget af det eneste nye i bogen. Han var med til at skabe Den Maritime Fond, som Rederiforeningen var glad for. Han glæder sig uskyldigt over, at hans hustru blev gudmor for en række danske skibe.

Som mange tidligere ministre forsikrer han om, at der var mange anstrengende udlandsrejser, men at de var lærerige og til gavn for dansk eksport. Forståeligt nok er han stolt af, at partiet stabiliserede sig i hans formandstid, og man vil godt tro, at noget af forklaringen er hans afdæmpede stil som partileder.

Men Bendtsen skriver sig uden om meget kontroversielt, eksempelvis Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen. De beskyldninger, der blev rettet mod Bendtsen for uberettiget at modtage gaver, bruge ministerbil til private formål og for at snyde med oplysninger om sin uddannelse, omtales ikke.

Holdninger får vi mest af i forbindelse med flygtninge, migranter, terror og Brexit. Bendtsen deltager også i den tiltagende kritik af journalister med meget hurtige generaliseringer.

Sympatisk er det, at Bendtsen giver nogle roser til andre konservative ministre. Lene Espersen får navnlig ros for sin tid som justitsminister, hvor der blev gjort op med den ”slappe og slatne” retspolitik. Der blev dog også liberaliseret, så man kunne køre 130 kilometer i timen på udvalgte motorvejsstrækninger.

Kulturhistorisk har skildringer af barndommen måske interesse, men der er i hele bogen for mange gentagelser og for mange trivialiteter. Til den politiske historie giver den enkelte nyheder, for eksempel tog Anders Fogh Rasmussen idéen til et ”Globaliseringsråd” fra Bendt Bendtsen. Værdi har det også, at han beskriver arbejdet i EU-Parlamentet. Men Bendtsen er ikke en stor analytiker. Han virker meget almindelig, uanset at han blev kaldt ”vicestatsminister”.

Bendt Bendtsen: Fra bondedreng til vicestatsminister. 380 sider. Mellemgaard.