En alternativ alderskrise

Sludrevorn og løs i fugerne finsk-slovakisk roman om at skabe det strålende kunstværk, dø ung og opnå evig berømmelse

Hovedpersonen i Alexandra Salmelas nye bog "27 eller døden skaber kunstneren" vil for alt i verden med i den eftertragtede Klub 27, hvis medlemmer blandt andet tæller den afdøde forsanger fra bandet Nirvana, Kurt Cobain.
Hovedpersonen i Alexandra Salmelas nye bog "27 eller døden skaber kunstneren" vil for alt i verden med i den eftertragtede Klub 27, hvis medlemmer blandt andet tæller den afdøde forsanger fra bandet Nirvana, Kurt Cobain. Foto: Jeff Davey Denmark.

Den unge Angie, der studerer finsk litteratur i Prag, har blot et enkelt ønske: Hun vil gerne forfærdeligt gerne, faktisk optages i den eftertragtede Klub 27 for kunstnere, der døde som 27-årige, og hvis medlemmer tæller blandt andre Kurt Cobain, Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix.

Men hun har hast. For det kunstneriske værk fra hendes hånd lader vente på sig, og da det skal være afsættet for hendes personlige måde at dø på og ikke mindst eftermælet kan der naturligvis ikke laves om på rækkefølgen. Men måske kan et skriveeksil på civilisationens yderste kant og en ny identitet som ødemarksforfatter sætte skub i kreativiteten?

LÆS OGSÅ: Jesus i et nyt lys

Angie vover forsøget og rejser til Finland, hvor hun bosætter sig i et landligt saunahus og bliver nabo til en økologisk hippiefamilie med alt, hvad deraf følger af kaos og konflikter.

Det er på mange måder et velkendt set up, som slovakisk fødte, i Finland bosatte Alexandra Salmela skriver frem: En kvinde i 20erne, der forsøger at finde sig selv såvel privat som professionelt, og hvis indre ur tikker. Vel at mærke ikke på grund af mand, børn og karriere, men på grund af Klub 27, der kommer til at udgøre et anderledes afsæt for en humoristisk og højt begavet coming of age-metaroman.

Romanen har et hav af fortællere, synsvinklen skifter uafladeligt, og nogle stemmer er mere vellykkede end andre. Måske vil man finde Hr. Øffensen, øko-familiens yngstes tøjdyrsgrisebasse, forfriskende som fortæller og medvirkende til at give romanen et skævt perspektiv og måske vil man finde ham rimelig trættende. Hittepåsomheden er enorm hos Salmela, der mestrer både det overgearede og det nedtonede som for eksempel i nogle af romanens mest vellykkede passager, hvor familiens gamle Opel Astra tjener som ramme, hvor dialogen er remset op i hovedsætninger, og hvor Alexandra Salmela helt lakonisk og med uhyre få virkemidler folder et helt univers ud.

Samela er stærk i parodien på det etablerede universitetet, ægteskabet og kernefamilien og på den selvoptagede dødskunstner, der ikke har øje for andet end sig selv og sine luftkasteller. I sin skildring af det moderne parforhold sandsynliggør hun med stor overbevisning, hvorfor den unge dødshungrende forfatter ikke ønsker at ende der, men foretrækker en hurtig berømmelse og en ditto død. Hun lader illusionerne briste en for en for den idealistiske unge familie, der forgæves forsøger sig med et stille landligt liv langt uden for den materialistiske overhalingsbane, men hvor ingen af dem Hr. Øffensen måske undtaget i virkeligheden trives.

27 eller døden skaber kunstneren har været nomineret til Finlandiaprisen og modtog desuden Helsingin Sanomats debutantpris 2010 og uanset om man mener, at romanen bugner af fortællermæssigt overskud og talentfulde rablerier eller tynges af en lidt for løs redigering, er Alexandra Salmelas særegne og humoristiske debutroman glimrende og veloplagt både forfattet og oversat.

Lotte Kirkeby Hansen, kultur@k.dk