Gl. Holtegaard står gabende tom i denne tid og lidt endnu, indtil det bliver museernes tur til at genåbne. Trine Søndergaard har arbejdet i over et år på sin soloudstilling her på stedet med den sigende titel ”Nearly Now”, så hun er grædefærdig over, at ingen får den at se. Og dog: Hun har stillet citrongule trappestiger op foran de blændede vinduer og har fritskrabet nogle runde glughuller, som gør det muligt for folk at kigge ind. Desuden ligger der en 3D-visning af udstillingen på kunsthallens hjemmeside samt en række udstillingsbilleder, så lidt er det da trods alt muligt at opleve denne højst seværdige udstilling.
Søndergaard kender til begrænsningens kunst og opererer med en feng shui-agtig tilgang til sit stof efter devisen ”less is more.” Fotografierne er stramt konciperet og udført og lige så stramt udstillet. For enden af salene ud til barokhaven har hun stillet et stort fotografi af Gl. Holtegaards tomme interiør, der således bliver en slags fordobling af selve udstillingssalene med paneler og det hele. Det er en spændende metaeffekt og ikke så lidt hammershøisk i anslaget. Hendes på én gang velkendte og nye motiver trækker i det hele taget på inspiration fra ældre malerkunst fra Johannes Vermeer over James McNeill Whistler til nævnte danske interiørmaler Vilhelm Hammershøi.
Udstillingen refererer på flere planer til Gl. Holtegaards historiske forankring i 1700-tallet. I serien ”Borgherre” har hun eksempelvis fulgt forrådnelsesprocessen i en bunke æbler af sorten Borgherre, der var udbredt, da arkitekten Lauritz de Thurah byggede Gl. Holtegaard. I efteråret samlede hun en lille bunke af disse æbler fra barokhavens gamle æbletræer og fotograferede deres forrådnelsesproces fase for fase. Til sidst lod hun de små gnallinger, der var tilbage, støbe i bronze. Nu ligger de og danner nogle sorte punktummer på en hylde i udstillingens næstsidste rum. Serien går i dialog med den lange tradition inden for malerkunsten med nature morte- eller stilleben-motiver, og fotografierne er en måde at indkapsle og fastfryse tiden, her materialiseret gennem de successive registreringer af forfaldet og af den afsluttende eviggørelse af æblerne i bronzens bestandige materiale.
En anden serie, ”Untitled”, omfatter fotografier af modne kvinder med langt hår, der svøber sig rundt om nakken og skjuler deres ansigter, så de fremstår lidt spøgelsesagtige. Man aner de grå hår i nogle af disse surrealistiske portrætter a la René Magritte, som dermed er en oplagt kommentar til aldringsprocessen. Trine Søndergaard er i stigende grad optaget af modning og aldring, hvilket måske skyldes, at hun selv nærmer sig de 50 år.
Trine Søndergaard er nok mest kendt for sine mange fotografier af kvinder og pubertetspiger, der bærer hovedbeklædninger fra fortiden: Struder fra Fanø, kostbare guldnakker og fornemme, sorte sørgeslør. I den aktuelle udstilling har Trine Søndergaard fotograferet nogle fint broderede hovedtøjer, det vil sige kraver eller tekstilstykker, der blev fremstillet på Hedeboegnen i 1700-1800tallet.
Hovedbeklædningerne bæres typisk af en ryg- eller sidevendt kvinde eller pubertetspige, hvilket også gælder den nye serie ”Hovedtøj”, hvor to piger ses bagfra. Modellerne er som altid hos Søndergaard klædt i nutidens tøj, således at de to historiske perioder spændes op mod hinanden, og man uvægerlig kommer til at reflektere over de forandrede kvinderoller fra dengang til nu. Men samtidig går en række fælles grundvilkår igen såsom moderskab, ægteskab, søsterskab, husarbejde, omsorg, familieliv. Alt dette er jo en evig rammefortælling om kvinders liv.
Serien ”Arkiv” omfatter en række helt lyse silkekjoler, der er indpakket i florlet papir. De ligger i de arkivæsker, som Søndergaard fotograferede dem i, ikke langt fra Gl. Holtegaard i det lokalhistoriske museum Mothsgården. Disse kjoler, der fotografisk er sat op til stor skala, blev båret af kvinder på Rudersdalegnen i 1700-tallet. De fine, tynde kjoler kan knap anes bag den beskyttende membran og fremstår lidt som mumificerede lig.
I serien ”Muld, jeg dør en smule for hvert sekund” med et citat fra Grethe Risbjerg Thomsens digt ”Måske en martsnat” fra 1948 handler det atter om tiden, der fortløbende fortærer bidder af det liv, der er tilbage. Her ses mørkebrune pløjemarker helt uden horisontlinje, men med grafisk dekorative plovfurer, der snor sig gennem mulden: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.
Det er således nogle dystre og tunge temaer, som er ude at gå på Trine Søndergaards eksistensudforskende udstilling. Men på grund af fotografiernes æstetiske fuldkommenhed bliver det hele til at bære.
Trine Søndergaard er uddannet fra Fotoskolen Fatamorgana i 1996. Hun har modtaget en lang række priser og er repræsenteret af Bruce Silverstein Gallery, New York, og af Martin Asbæk Gallery i København. Hun har netop haft en stor soloudstilling på Göteborgs Kunstmuseum, der også blev fanget mellem flere coronanedlukninger.