Prøv avisen

En anmelder skriver for læsernes skyld men skal ikke lefle for dem

Der er heldigvis forskel på anmeldere og læsere. Ellers ville læserne hverken blive klogere på sig selv eller litteraturen

Anmelderne er ude af trit med læserne. De er elitære og rakker ned på alt folkeligt. Sådan har kritikken lydt her i avisen i en lille serie om litteraturens, filmens og kunstens vaneforbrydere.

Og sådan har kritikken lydt andre steder og vel også i lige så lang tid, som vi har haft dagbladsanmeldelser. Så hvad skal vi dog med alle de anmeldere, som fylder spalterne i aviserne dag efter dag?

LÆS OGSÅ: Nutidens kunstanmeldere er selvoptagede

Et tilbagevendende spørgsmål i debatten er, hvem anmelderen skriver for. Det spørgsmål kan jeg hurtigt og kategorisk svare på. Det er selvfølgelig for læseren. Læseren af avisen og den potentielle læser af det omtalte værk. Anmelderen skriver ikke for forfatteren, instruktøren, kunstneren, sine anmelderkolleger eller nogle andre, som han måske gerne vil gøre indtryk på. Han skriver først og sidst for den læser, der har købt avisen.

Men fordi man skriver for læseren, er det jo ikke ensbetydende med, at man behøver at lefle for ham eller være konstant enig med ham. Anmelderen er lige så lidt venner med sine læsere, som han er eller bør være med de kunstnere, hvis værker han skal bedømme. Man skriver ikke for at få venner, men for at komme til sagen og måske fortælle sin læser noget, han ikke vidste i forvejen eller ikke vidste, at han vidste.

En anmelder og her tænker jeg på litteraturanmelderen er i bedste fald en læser, der er god til at beskrive, hvad det er, han læser, så andre kan få et indtryk af det. Meget ofte er det jo sådan, at man kun får læst anmeldelsen og aldrig bogen. Anmeldelsen er i sig selv en information om en ny bog, og man bruger anmeldelsen til at holde sig ajour med, hvad der foregår. Og så bruger man den selvfølgelig også til at finde ud af, hvad man godt kunne tænke sig at læse.

Alt det er forholdsvis enkelt. Det er først, når det kommer til udvælgelsen af, hvilke bøger og genrer der skal skrives om i avisen, og når det kommer til bedømmelsen af værket, at der for alvor opstår problemer. Her i avisen kan vi prise os lykkelige for at have forholdsvis god plads til at argumentere for vores vurderinger. Vi deler ikke bare et eller andet antal stjerner ud. Det gør måske ikke forskellen på anmelderens og læserens præferencer mindre, men det gør dem i hvert fald tydelige. Læseren kan se, hvilke præmisser der er lagt til grund, og dem kan han så være enig eller uenig i.

Når bølgerne går højest i forsøget på at retfærdiggøre anmelderiet, så fremhæves det altid, at kritikken kan føre til refleksion og diskussion. Det gør det da også en gang imellem, selvom det ikke er ofte, at det kommer til udtryk, og hvis det alene var kriteriet for at bringe kritiske anmeldelser, så kunne vi godt opgive anmeldelserne i aviserne.

Det er der da også nogle, der mener, at man skulle. Hvad skal vi med anmeldere, når vi har forlagenes egne præsentationer, og vi har hinandens kommentarer på Twitter og Facebook og i de mange internetlæseklubber?

Det behøver man ikke læse ret mange sider på nettet for at kunne give et svar på. De fleste lægmænd, der skriver om litteratur, fattes ord for deres oplevelser. Det bliver mest noget i retning af, at forfatter NN skriver kanon-godt eller er utrolig kedelig. Her kan anmelderne faktisk bidrage ved at sætte nuancerede ord på oplevelserne.

Et af de punkter i vurderingen, hvor forskellen mellem den almindelige litteraturlæser og anmelderen kommer klarest til syne, er netop sproget. Hvad er godt sprog? Læser man kommentarer på nettet, får man ofte at vide, at for eksempel Sara Blædel eller Leif Davidsen har et godt sprog. Det betyder sædvanligvis, at sproget er lige så usynligt som en blankpudset rude.

Kriteriet er, at sproget ikke må være til besvær eller påkalde sig særlig interesse. Sprog er som filmmusik. Det skal selvfølgelig være der i et litterært værk er det ligesom heller ikke til at komme uden om man må alligevel ikke lægge mærke til det.

Hvis jeg på det punkt skal anmelde læserne, så er de generelt alt for nøjsomme, hvad sproget angår. Sprog og bevidsthed er tæt forbundne. Filosoffen Wittgenstein gik så langt som til at hævde, at mit sprogs grænser er min verdens grænser. Derfor må der også sigtes højt, når vi vurderer den sproglige kunst. Sproget skal da ikke gøre verden mindre, end den er, ja, det må inderligt gerne udvide den med nye formuleringer og billeder. Det er i al ubeskedenhed det, anmelderne ved en hel del om og har en udviklet fornemmelse for.

Man kan sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønske sig alle smagsdommere hen, hvor pebret gror, fordi der ikke er nogen, der skal komme og fortælle os noget, og der er ingen, der skal tro, at de er klogere end os eller ved mere end os. Drives den tankegang ud i sin yderste konsekvens, er der selvfølgelig ikke noget at komme efter i en kritisk anmeldelse.

Men går vi forsigtigt ud fra, at anmelderne faktisk har tænkt sig om og ved noget om det, de skriver om, så skulle der være en chance for, at læserne også kunne blive lidt klogere og lidt mere oplyste, ja, sågar få udvidet deres verden og horisont.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og

Lars Handesten hver lørdag på skift om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt