Erik V. Lind fra Skive er ikke umiddelbart en kendt arkitekt. Og dog. Det var ham, der tegnede hovedparten af andelsmejerierne i Jylland, foruden byhuse, fabrikker og offentlige bygninger af mange slags. Vi kører forbi hans huse, især de nu nedlagte mejerier, overalt i Jylland. De er ikoniske i landsbyer og stationsbyer. Nu har hans barnebarn skrevet en fin bog om ham.
Erik V. Lind levede fra 1875 til 1956 og virkede med tegnestue i Skive. Familien omfattede grundtvigske præster i Nordvestjylland, og de mange familierelationer udredes kyndigt og spændende i den første del af bogen, der er et udblik over Linds liv og kar-riere. Man får et skarpt blik ind i en provinsarkitekts liv, hans omgangskreds og sociale forbindelser.
Hvordan fik han opgaverne? Det har forfatteren Paul-Erik Lind godt fokus på. Det er nemlig lidt af et paradoks, at denne ultrakonservative mand kom til at bygge for andelsbevægelsen, ja endda for kooperativer, som han politisk stod fjernt. Det skyldes et tilfælde, at han fik en stor opgave hos en af Skives matadorer, og derpå var det historien om dominobrikkerne og kædereaktionen.
I Skive ligger Brogården som et stykke arkitektur i rosenborgstil i byens vigtigste kryds, men overalt i byen har han tegnet og opført sine sympatiske rødstensbygninger, der emmer af ånden fra Bedre Byggeskik, nybarokken og den gryende nye klassicisme. Ja, han nåede endda at bygge i en afdæmpet funktionalisme.
Lind var rejselysten, og han gik tre år på valsen som tømrer, han så Europa og skrev breve hjem om sine oplevelser. Han var ikke uddannet akademisk arkitekt, men netop tømrer, bygmester fra Teknisk Skole, og han havde en storslået evne til at se andres arkitektur og indarbejde den i sine egne bygninger. Der var ingen dogmedannelse i Skive omkring Første Verdenskrig; man kunne tegne i den stilart, bygherrerne ønskede. I Højslev ligger købmandens – nu blomsterhandlerens – fine danske rødstenshus over for en lille gul ridderborg, der er inspireret af Krabbesholm: Højslev Kro. Begge er tegnet af Lind.
Bogen fortæller om den pæne, tiltalende, traditionelle danske arkitektur – de huse, som ingen spørger, hvem der egentlig har bygget. De er der bare, og derfor er de også i fare, da de ikke er en berømt mands værk. Især mejerierne er blevet fælt skamferet med tiden. Det er fint at se, at både Velux og Realdania har støttet bogen.
Bogens anden del rummer et udvalg af Linds bygninger med beskrivelser af deres nuværende tilstand. Paul-Erik Lind har haft adgang til sin bedstefars tegningsarkiv og lommebøger, hvilket er en stor fordel for fremstillingen. Han har også haft adgang til familiens fortællinger, og man kan tage sig i at læse den som ren lokalhistorie. I beskrivelsen af andelstiden og udviklingen af det moderne Danmark får vi solide perspektiver på industrihistorien.
Bogen har til slut forklaring af fagtermer. Den er skrevet med en stor pædagogisk sikkerhed, skønt forfatteren på den ene side ofrer megen tid på stilhistorie, på den anden side ikke rigtig kan bruge det til noget. Her ville lidt mere faglitteratur have hjulpet. Den slutter måske derfor også underligt abrupt, da der pludselig ikke er mere at sige. Lind sættes aldrig helt på plads i arkitekturhistorien.
Det er en sympatisk bog, der kunne have fortjent lidt mere finish og til tider nogle bedre og skarpere fotos. Den er kærkommen ved at trække en af de bygmestre, der byggede med på andelsbevægelsens Danmark, frem i lyset. En type og et samfund, som stadigt færre erindrer. Det er en bog i tide.