En baby dør i armene på sin mor i knugende drama om livet efter det værst tænkelige

Skuespillet er rystende troværdigt i Netflix-dramaet ”Pieces of a Woman”, der fortæller den ubærlige historie om tabet af et barn

Vanessa Kirby er foruroligende troværdig som Martha, der aldrig lader sorgen bryde ud, aldrig skriger eller raserer, men hvis ansigt ligner en slagmark. – Foto: Benjamin Loeb/Netflix.
Vanessa Kirby er foruroligende troværdig som Martha, der aldrig lader sorgen bryde ud, aldrig skriger eller raserer, men hvis ansigt ligner en slagmark. – Foto: Benjamin Loeb/Netflix.

Den søde ventetid. Sådan kaldes de ni måneders graviditet, selvom tiden byder på så meget andet end sødme og ofte er iblandet bekymring og angst. For hvad nu, hvis der er noget galt med det lille liv, eller – værst af alt – det skulle gå til grunde.

Det sidste er netop, hvad der sker i ”Pieces of a Woman”, og det endda på en måde, som først giver parret håb for så at slukke det. Det begynder således helt normalt med, at Marthas veer tager til hjemme i byhuset i Boston. Hun ringer til Sean, der haster hjem fra sit arbejde som sjakbajs, og man forstår, at han omsider har fundet stabilitet i et liv, der før var fyldt med alkohol og stoffer. Martha er derimod fra en velhavende og dannet jødisk familie, og i Sean har hun fundet en måde at komme på afstand af sin snobbede mor.

Alt balancerer lige akkurat, og barnet vil kun gøre alt bedre. Men da Sean ringer efter jordemoderen, er hun optaget og sender en kollega ud til fødslen, der langsomt udarter. Martha fornemmer første gang, at noget er galt, da fostervandet går, at der ”lugter af affald”, og barnets hjertefrekvens falder for siden helt at forsvinde. Det lykkes Martha at føde barnet, og jordemoderen at få liv i det igen. Alle ånder lettet op og græder af glæde. Indtil barnet bliver blåt. Og dør.

Det frygtelige forløb er fortalt i én lang indstilling, og selvom en førstegangsfødsel nemt kan tage 12-18 timer, føles de 25 minutter, det tager på skærmen, virkelig lange, fordi man fornemmer det skæbnesvangre, at tragedien nærmer sig, og med deres første engelsksprogede film lykkes det de to ungarere Kornél Mundruczó og Kata Wéber at vise, hvordan tabet af et barn er den ultimative tryktest af et forhold. Og for Sean og Martha bliver det tydeligt, at deres reaktioner på det ubærlige og uhåndtérlige ikke kan forenes.

I en sigende scene vil han have sex med hende, og på den måde komme tæt på hende igen, mens hun forsøger at undvige, og igen benytter filmen sig af én lang indstilling, der holder seerne fast i det ubehagelige.

Samtidig med at parret oplever, hvordan sorgen opløser deres forhold, presser Marthas mor på for en retssag mod jordemoderen og for en ”rigtig begravelse”. For at alt bliver gjort på en måde, som andre vil finde passende. Det får Martha, der i forvejen har det svært med moderens besættelse af det korrekte og det mondæne og desuden befinder sig i chok, til at trække sig.

I en film, der mere handler om følelser og ord end om handlinger, er skuespillet altafgørende, og Vanessa Kirby er foruroligende troværdig som Martha, der aldrig lader sorgen bryde ud, aldrig skriger eller raserer, men hvis ansigt ligner en slagmark: forgræmmet af tabet og hele efterspillet. Og Shia LaBeouf spiller Sean, der begynder at drikke, tage stoffer, være utro, ja, at falde tilbage i alle sine mørke mønstre, og er lige så overbevisende med sin skildring af smerte og svaghed.

”Pieces of a Woman” er intet mindre end blændende, hvad angår skuespil, og i de to omtalte scener er den også stor, knugende filmkunst. Og at fortællingen er baseret på Mundruczó og Wébers eget tab af et barn gør kun klumpen i halsen endnu større.

Men på manuskriptplanet er der truffet nogle ærgerlige valg. For hvor filmen generelt dyrker det realistiske i både forløb og æstetik, er der stedvist lagt tunge symboler til. Som når Martha lægger æblekerner i vat i håbet om, at de vil spire. Eller når Sean på sit arbejde forsøger at få en bro til at nå over det sorte vand.

De symbolske tilføjelser er en klods om benet på ”Pieces of a Woman”, der ikke desto mindre er en film med stor emotionel kraft, og som i sine stærkeste scener er på højde med beslægtede film som Lars von Triers ”Antichrist” og Felix van Groeningens ”The Broken Circle Breakdown”. Men er man midt i ”den søde ventetid”, bør man nok holde sig fra filmen. Den er ét langt fald ned i den angst, ventende forsøger at fortrænge.