”Jeg er ligeglad med, om man kalder det her en roman, et læs papir eller en skriftblok.” Ordene er sakset fra fortalen til Preben Major Sørensens nye roman ”Helvedsgavlen”, og de er værd at notere sig. For det, der venter læseren, er ikke, hvad man normalt forbinder med genren roman.
Basalt set er der tale om en fortælling om tre aldrende, mandlige forfattere og deres forviklinger med en sønderjysk adelsslægt. De tre forfattere, Elend, Uhland og Iffland, har i mange år boet på godset Vranges besiddelser og haft tæt tilknytning til adelsparret Carl Ludvig og Hermeline Bugge. Et generationsskifte finder sted på godset og medfører, at de tre forfattere, der måske i virkeligheden skal opfattes som tre forskellige sider af en og samme person, tvinges til at flytte fra godset. De tre vrede mænd planlægger så at hævne sig mod adelsfamilien.
Det kunne umiddelbart lyde som en forholdsvis simpel fortælling. Den er imidlertid fortalt af Preben Major Sørensen, der lader den udspille sig i en syret fantasyudgave af Sønderjylland, hvor 12 stridbare drager passer på godset Vrange og dræber alle uvedkommende besøgende, og hvor den drageridende baron Carl Ludvig Bugge ufortrødent indleder en drabelig duel mod vennen og forfatteren Elend. Og hvor baronesse Hermeline Bugge naturligvis begærer selvsamme Elend og afkræver ham åndfulde samtaler og seksuelle udfoldelser. Samtidig nyder de tre forfattervenner godt af deres artige og villige sexrobot Lotte.
Oven i hatten berettes hele virvaret af en markant fortæller, der minder om den type af sprælske og fabulerende fortællere, man finder hos 1700-talsforfattere som engelske Laurence Sterne og danske Jens Baggesen, bare en tand mere kaotisk og udsyret.
Man kan beskrive romanen som en bevidst destruktion af den traditionelle fortællemodus, sådan forstået, at kronologien og det velordnede fortælleunivers bryder sammen for læseren. Et godt stykke inde erklærer fortælleren selv:
”Enhver nogenlunde habil specialist i fortællekunst må her advarende løfte sin pegefinger og råbe vagt i gevær, stærkt advarende mod alt for mange subtile og rørende beretninger om ’vennerne’ og deres allerkæreste lille veninde Lotte, der – som i en anden børnebog – klarer ærterne. ’Ikke mere af den slags!’, råber specialisten i genuin fortællekunst advarende, men så har vi – indser vi nok – for længst strakt læserens tålmodighed til bristepunktet.”
Det er, som det fremgår, en roman, der ynder at reflektere over sig selv. Og den selvironiske analyse er ganske præcis. For man skal være en meget tålmodig læser for at komme hele vejen igennem.
Romanen er ikke et syret mesterværk, men snarere et eksperiment, der kun i mindre grad lykkes for Preben Major Sørensen. Det skyldes ikke det forhold, at læseren mange gange kobles af fortællingen og skal gøre sig umage for at komme hele vejen igennem bogen. Nej, det er en del af Preben Major Sørensens stil.
Det afgørende problem er snarere, at romanen er drevet af den altgennemtrængende vrede, som forfatteren Elend og hans venner retter mod deres adelige mæcener Carl Ludvig og Hermeline Bugge. Raseriet bobler frem på og mellem linjerne i så høj grad, at den i øvrigt underfundigt eksperimenterende fortælling får slagside. Det blokerer for fortællingens fremdrift. Ikke desto mindre må man i mange passager glæde sig over Preben Major Sørensens heroiske opgør med litterære klichéer og normer, der gang på gang overrumpler læseren.