I dagbladet Information kan man hver weekend læse et portræt af et almindeligt menneskes liv fortalt af de pårørende efter et dødsfald til en journalist. Det er velgørende som modvægt til den generelle benovelse i medierne over kendte og magtfulde menneskers strålende skæbner.
Philip Tafdrup Jørgensen, der har udgivet digte og noveller, har lavet et større og lidt friere portræt af sin bedstefar, et menneske uden betydning for danmarkshistorien, men hvis liv fortjener at blive fortalt.
Fortællingen giver lejlighedsvis barnebarnet mulighed for at reflektere over sig selv og sin egen situation, men uden at refleksionen for alvor bliver sammenhængende og gennemtrængende.
Bogens godt 200 sider stykker billedet sammen af en særpræget mand.
Han blev 95 år, og hans rummelige personlighed, som strakte sig fra maskinmesterens fingernemme snilde til læsning af filosoffen Nietzsche, giver rigeligt med stof til bogens forfatter. Selvom denne kun har oplevet bedstefaderens sidste 30 år, kan han med hjælp fra fotoalbum og sin fars erindringer rekonstruere en hel livshistorie.
Kun et enkelt sted kikser opbygningen af totalbilledet, idet bedstefaderens forhold til bedstemoderen beskrives grundlæggende forskelligt på side 144 og 166.
Denne bedstefar, Hans-Carl Jørgensen, sejlede i sin ungdom til Østen som maskinmester.
Der oplevede han det barske hierarki på de lange rejser og de få, mindeværdige stunder, når sømændene gik på bordel i Shanghai. ”Jeg skulle være blevet i Østen,” kunne han resten af sit lange liv sige med bitter fortrydelse, når nogen eller noget skuffede ham, og det skete ofte.
Fremstillingen veksler velgørende mellem et forsvar for bedstefaderens særheder og en anklage imod samme. Når den sparsommelige olding som en sidste, højtidelig gestus inviterer familien på eksklusiv restaurant i København og hurtigt drikker sig fuld for så at lægge an på børnebørnenes kærester og korrigere tjenerne ubehøvlet, er der ingen undskyldninger. Men når hans akademikerbørn ikke har megen respekt for bedstefaderens læsning af store filosoffer, synes barnebarnet, at de burde hædre hans forsøg på at forstå verden, trods alt.
Havde forfatteren valgt enten forsvaret eller anklagen, hvilket man fornemmer er tilfældet hos henholdsvis faderen og fasteren, var bogen ikke blevet nær så vellykket. Da faderen og fasteren til sidst drysser hans aske ud i vandet, mumler fasteren ”God rejse”, hvortil faderen tørt bemærker, at hun snarere mente ”forsvind så”.
Til bogens kvaliteter hører ikke mindst den muntre, kærligt ironiske tone, der bærer beretningen om denne stålsatte mand, for hvem verden efterhånden blev en endeløs række af fortrædeligheder. Eksempelvis er situations-komikken kostelig, da bedstefaderen ikke kan få startet båndoptageren for at indtale sin sidste vilje:
”Jeg forestiller mig, hvordan han har siddet klar til at afsige sin dom over verden og livet og os alle sammen, og så ikke har kunnet få båndoptageren sat i gang.”
Netop forfatterens forestillingsevne og afdæmpede, men effektfulde stil, gør portrættet af Hans-Carl Jørgensen ære.