En bemærkelsesværdig samling af tegninger og digte ser verden skråt nedefra

Carsten René Nielsens nye digte med tegninger af billedkunstneren Mette Norrie ser på verden på skrå, så nye perspektiver får mulighed for at træde frem

Tiltrækningskraften i disse digte findes med andre ord i den skæve visdom, der hele tiden er i fare for at miste balancen og forfalde til banaliteternes ligegyldigheder.
Tiltrækningskraften i disse digte findes med andre ord i den skæve visdom, der hele tiden er i fare for at miste balancen og forfalde til banaliteternes ligegyldigheder.

De bedste af Carsten René Nielsens små, skæve digte, som man finder i samlingen med den rammende titel ”Miniaturer”, er kendetegnet ved, at de ser på tingene ”fra myrens fodsti, skråt nedefra i barnets perspektiv”, for nu at låne en formulering fra salig Johannes Møllehave. Herfra fremkalder de verden på ny med uventede og underlige syner til følge. Eller sagt med Nielsens egen gajolæskeagtige snurrighed:

”Lige børn leger ikke bedst,/ bedst er det,/ hvis man stiller sig/ så meget på skrå,/ at husene bliver/ helt svimle.”

Sådan har de komprimerede tekster gerne karakter af korte, poetiske erklæringer, aforismer eller bonmoter, der med ligefrem sproglig præcision – ikke ulig forbilledet udi små poetiske mirakler, Eske K. Mathiesen – retter opmærksomheden mod tilværelsens b-sider og zoomer ind på oversete, skjulte eller upåagtede detaljer. Det er nemlig her, at poesien er gemt (væk):

”Vores små venner,/ digterne/ er ved at blive drevet sammen/ i en indhegning/ omme bag/ romanfabrikken.”

En uhyggelig forestilling, som digteren med hang til det surreale gør sit for at vende på hovedet.

”Alt af værdi/ er værdiløst”, som det hedder.

Til gengæld giver det meningsløse her, som der står i et andet digt, altid god mening.

I Nielsens poetiske univers skal man således ikke stille vækkeuret for at deltage i konkurrencesamfundets kapløb med tiden. Nej:

”Før man lægger sig/ til at sove,/ skal man huske/ at stille/ sit hjerte.”

Tiltrækningskraften i disse digte findes med andre ord i den skæve visdom, der hele tiden er i fare for at miste balancen og forfalde til banaliteternes ligegyldigheder. Men i mange tilfælde formår Nielsen faktisk – og det gælder egentlig også bogens fine, finurlige tegninger af billedkunstner Mette Norrie, dem må man naturligvis ikke se bort fra – at slippe den poetiske tanke fri og forrykke de koordinatsystemer, som vi ellers orienterer os efter, så uforudsigelige og mærkelige sider af livet pludselig træder frem:

”Insekter på croquistegninger/ kan sjældent skelnes fra hinanden/ men af og til kan man se/ et øre på en sommerfuglevinge,/ en navle i en billes rygskjold,/ en hveps med nathue, en kakerlak/ med øjne i nakken.”

Som en kakerlak med øjne i nakken befinder Nielsen sig bedst i fornuftens revner og sprækker, hvorfra han med lige dele humor og sortsyn kan skue ud over verden med al dens tomhed og mange fortvivlende elendigheder (teknologiens fremmedgørelse, kropsdyrkelsen, naturødelæggelsen), men heldigvis også i små øjeblikke vække den til live igen, som i dette smukke, på én gang lette og melankolske digt, der får lov til at stå som en afsluttende anbefaling af denne rigtignok lille (og derfor let at underkende), men ikke desto mindre bemærkelsesværdige samling af tegninger og ikke mindst(!) digte:

”En kvinde sidder alene/ på en bænk i en park./ Fuglene tror,/ hun er Ingrid Bergman,/ og begynder at kvidre/ så smukt på svensk,/ men hun hører dem ikke,/ for hun kan ikke/ et ord svensk.”