Om Kirkeligt Centrum skriver formanden, sognepræst Kaj Bollmann, i indledningen til denne debatbog, at det ikke er nogen hemmelighed, at bevægelsens størrelse ”altid har været meget begrænset, og at den adskillige gange i historiens løb – således også i disse år – har ligget på kanten af lukning”. Det tror man på, når man går ind på Kirkeligt Centrums hjemmeside.
Her fremgår det, at bidragyderne er faldet fra 9900 kroner i 2016 til 3900 kroner i 2017 – og gaveindtægterne for samme periode faldt fra 3398 kroner til beskedne 760 kroner. Af referatet fra seneste generalforsamling kan man læse, at bevægelsen nu blot betragter sig som et ”arbejdsudvalg, der supplerer sig selv og årligt holder mindst eet offentligt møde om et emne, der ligger KC på sinde”.
For ingen melder sig ind i bevægelsen eller ønsker at engagere sig i Kirkeligt Centrums arbejde.
Der er med andre ord tale om en lille, skrøbelig bevægelse, som her lægger op til debat ved hjælp af udefrakommende bidragydere. Sognepræst Kristine Stricker Hestbech runder debatbogen af med en prædiken om det skrøbelige liv – måske valgt netop med tanke på den skrøbelige bevægelse? Tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen skriver om skyld, skam og tilgivelse, hvor det blandt andet understreges, at Guds tilgivelse aldrig er afhængig af vores. Det kunne godt være et emne til en debat om, hvordan dette forholder sig til Jesu ord: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse.” (Luk. 6, 37).
Sognepræst og udvikler Birgitte Kragh Engholm skriver om fremtiden, som ”kommer af sig selv, resten må vi arbejde for!”. Og det, som hun arbejder for, er at skabe en ”fremtidsgodkendt og relevant folkekirke fuld af værdi og mening for det moderne menneske”. Hun gennemgår fem såkaldte megatrends, som kirken må tage hensyn til. Skal man tro Engholm, kan man finde mange af de gode eksempler netop i hendes arbejde og menighed på Vesterbro, hvor de ”forstår at lytte højere til, hvad der bliver spurgt efter”.
Én af bogens mest spændende og udfordrende artikler er af Eberhard Harbsmeier. Han spørger: ”Hvad er en ’fortsat’ reformation?”, og han skelner mellem reformation i streng forstand, nemlig som Guds værk – og så kirkelige reformer, der altid er menneskeværk. Han kalder det for en banalitet at tale om, at der altid skal fornyelse til, hvis en ting skal bestå. ”I en tid, hvor alle tal peger i den modsatte retning, er vi i kirken præget af en from vækstideologi. Det er ’kirkens liv og vækst’, der er hovedformålet. Ret frimodigt identificeres Guds rige og dets vækst med kirkens vækst. Det er så at sige idealismens tro på vækst og fremskridt, der ofte præger tankegangen.”
Biskop Marianne Gaarden skriver engageret om prædikenen og om nødvendigheden af som prædikant selv at være grebet af evangeliet, og Birgitte Thyssen skriver om Arne Haugen Sørensens opstandelsesmotiver. Henning Nørhøj – tidligere mangeårig formand for bevægelsen – om Luthers kirkesyn og sakramenterne, Ole Juul om at give menigheden – ikke hvad den ønsker, men hvad den har brug for. Generalsekretær for Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen skriver om den globale kirkelighed og lokale virkelighed, og endelig har professor Peter Lodberg en velskrevet artikel om Luthers toregimentelære, som vel at mærke ikke handler om at holde religion og politik adskilt. Kirken, husstanden og politikken er ansvarlige over for Gud i deres embedsudøvelse. ”Når kirken glemmer sin opgave, skal den reformeres, når husstanden glemmer sin, skal den oplæres, og når politikken glemmer, hvad den skal, skal politikerne irettesættes.”
Professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen skriver om Kirkeligt Centrums betydning for dansk kirkeliv og om behovet for en samling af den lutherske midte i folkekirken og spørger: ”Kunne man forestille sig, at en gammel bevægelse som Kirkeligt Centrum i fremtiden kunne komme til at spille en vigtig rolle i dette?”. Og han svarer: ”Ja, hvorfor ikke?”.
Debatbogen, som peger i mange retninger, giver nu ikke anledning til at tro på, at Kirkeligt Centrum har en stor fremtid for sig. Men den har i hvert fald vist, at den kan samle nogle spændende og meget forskellige skribenter.
Læs et kapitel fra bogen om Arne Haugen Sørensens kirkekunst på