Der var engang en, der sagde til mig, at hvis man bor i Israel i en uge, så ved man, hvordan man skal løse problemerne. Hvis man bor der i fire uger, så kan man slet ikke se, hvordan de skal løses. Og hvis man bor der i et halvt år, lærer man at leve med det.
Israel er en kompliceret størrelse, og gennem journalist og Israelkender Hans Henrik Fafners bog kommer man dybere ind i den moderne historie og problematik. Det sker gennem interviews med en række personer, der hver især repræsenterer en stemme i dette levende kor af stemmer i det moderne Israel.
Israel er moderne. Men selvom afstanden mellem Tel Aviv og Jerusalem blot er 60 kilometer, så er den mentale afstand langt større, hvor Jerusalem er religionernes knudepunkt, og Tel Aviv den moderne nærmest europæiske storby med veganere og Prideparader midt i Mellemøsten. Men som en siger: Tel Aviv er moderne og hip, men den er altså ikke Amsterdam.
Mens moderniteten i Europa nok har betydet en sekularisering, så har det moderne i Israel betydet en fornyet religiøs vækkelse. De første pionerer i Israel i første halvdel af det 20. århundrede var i høj grad sekulariserede jøder. Det var Theodor Herzls vision at skabe en jødisk normalitet, hvor jøderne ikke skulle være på kanten af samfundet, men netop være et normalt folkeslag i verden. Det var zionismens udgangspunkt, og det var sekulært.
Derfor var de første kibbutzer også ofte sekulære og socialistiske. De blev drevet på landjord købt af araberne, der ofte sad langt fra Palæstina, og drevet af en stræben efter en form for normalitet. Pionerer kaldes på hebraisk ”halutzim”. Begrebet kommer fra Fjerde Mosebog, hvor Moses har brug for våbenføre mænd til at fastholde det forjættede land. Disse våbenføre mænd er halutzim, og på moderne hebraisk kan det oversættes med fortrop eller pioner. Dem, der vil fastholde landet, men sandelig ofte på hver deres måde.
Da Ben-Gurion i 1948 udråber staten Israel, gøres dette med en sekulær stat for øje. Men som årene går, og særligt med Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel til sine naboers forskrækkelse og forbløffelse erobrede Vestbredden og Østjerusalem, opstår der en ny mentalitet, der er religiøs. Det religiøse trænger sig simpelthen på gennem geografi og historie. Inden 1967 er kampen sekulær. Efter 1967 bliver den også religiøs. Der er en bevægelse, fra da Ben-Gurion udråbte staten Israel, til begrebet det jødiske folks land, som det udtrykkes i den nationalstatslov, der blev vedtaget af Knesset i 2018.
Årstallet 1967 opfattes hos stort set alle interviewede som så centralt i fortolkningen af det moderne Israel, at en af dem kan sige, at Israel nu befinder sig i – ikke en ”Catch 22”, med henvisning til den berømte roman af Joseph Heller – men i en ”Catch 67”, hvor man ikke kan opgive Østjerusalem uden tab, men heller ikke beholde det uden tab. Ligegyldigt hvad, vil man tabe. Så 1967 definerer det moderne Israel. De messianske tider skulle indfinde sig efter en katastrofe og efter et mirakel. Katastrofen er naturligvis holocaust og miraklet Seksdageskrigen.
Man anede, at det religiøse begyndte at fylde noget, da det israelske flyselskab i begyndelsen af 1970’erne skulle have nye fly. Og de nye fly havde så meget plads, at der var mulighed i dem for at skabe en minjan; altså den gruppe på 10 voksne jødiske mænd, der skal til for at fremsige visse bønner. Dette blev anset for et legitimt argument for indkøb af flyene.
Gennem alle interviews i bogen fornemmer man spændingerne og visionerne, og nogle gange den omvendte verden, hvor modernitet skaber religiøsitet, og bibelsk rettroenhed økologer. Det religiøse er en kollektivisme, der ikke ses i protestantismen, og derfor har den enkeltes gudsforhold noget at sige i forhold til alles gudsforhold. Det er et af perspektiverne. Den enkelte er den del af det komplicerede kollektiv.
Fafner er dygtig til at komme tæt på de interviewede, uden at det bliver privat. Det er altid vedkommende og perspektivrigt. Bosætterne ser sig til tider som arvtagere til kibbutzerne, og derved på sin vis som en videreførelse af en tradition, selvom det ideologiske grundlag er ændret.
Bevægelse frem mod det moderne Israel indledes med Theodor Herzel og hans tale om en bevægelse frem mod normalitet, og det bevæger sig frem mod at gøre denne verden til Guds, som det lyder fra en taler ved Rakels grav lige ved beskyttelsesmuren. Det er, som om selve landet skaber folk, og folket skaber landet.
Alle interviewede, som er israelere, ser med både klarhed og skarpsindighed på situationen, selvom standpunkterne er vidt forskellige. Som læser rives man med og tænker med på løsninger og tanker. En foreslår at gøre alle palæstinenserne på Vestbredden til jordanske statsborgere og lade dem bo i Israel. Derved kunne de bo på den jord, de har boet på i generationer, og samtidig ikke være statsborgere i en jødisk stat. Det er en mulighed, men tanker dukker så straks op: Hvad så for eksempel med Hebron? Dette hellige jødiske sted inde på Vestbredden. Hvad gør man ved det? Det er ikke let.
Man kunne måske have ønsket sig, at også palæstinenserne fik en stemme i bogen. Men det er bevidst, siger Fafner, og er heller ikke bogens ærinde. Palæstinenserne har også deres indre modsætninger, hvorved de ligner Israel. Også de må tackle disse modsætninger.
Det er en vedkommende og spændende bog, Hans Henrik Fafner har skrevet. Det er i mødet med levende mennesker, at historien bliver levende. Der, hvor det bliver nærværende, men sandelig også kompliceret.