En biskop, en musiker og en filosof fortæller: Disse traditioner har vi ved advent

Mens nogle spiser blodpølse og tænder lilla lys, går andre i skoven efter mos. Kristeligt Dagblad har spurgt tre personer, hvilke traditioner de år efter år gentager på adventssøndagene

En biskop, en musiker og en filosof fortæller: Disse traditioner har vi ved advent
Foto: Johanne Teglgård Olsen, Leif Tuxen og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ulla Thorbjørn Hansen. Biskop over Roskilde Stift. 

Ulla Thorbjørn Hansen er biskop i Roskilde Stift.
Ulla Thorbjørn Hansen er biskop i Roskilde Stift. Foto: Leif Tuxen

En adventssøndag for mig betyder selvfølgelig, at jeg skal i kirke. Og så skal jeg skal altid have en adventskrans. Den skal gerne være med lilla lys og lilla bånd, så adventsfarven markeres. Mange tænker måske, at det hele til jul skal være rødt, men lilla er faktisk adventsfarven. Det er eftertankens og bodens farve, som forbereder os på jul, hvor vi fejrer Jesu fødsel. 

Jeg ser venner og familie i adventstiden, ligesom de fleste danskere, hvor vi plejer at klippe-klistre og julehygge med æbleskiver og småkager. Om aftenen spiser jeg gerne risengrød eller blodpølse med æblemos. Det kan jeg godt lide, og det er noget, jeg synes hører december til. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske fra min morfar, der var fra Norge, eller min farmor, der var fra Tyskland. Det er noget, jeg er vokset op med. 

Jeg skal i år holde gudstjeneste i Domkirken i Roskilde den tredje søndag i advent. Den bliver også radiotransmitteret. Der skal vi selvfølgelig synge nogle af adventssalmerne som eksempelvis “blomstre som en rosengård” af Grundtvig. Vi synger ikke salmer derhjemme, men det ville jeg gerne.  Jeg har et flygel, som jeg gerne ville samle folk til salmesang omkring. Næste år kunne vi godt invitere til “salmesang om bispens flygel” i bispegården.

På arbejdet kan jeg godt lide at have en lille skål med småkager og juleslik stående til advent. Jeg har også adventslys stående på mit kontor. Nu er det min første jul i mit nye job, så jeg ved ikke, hvilke traditioner der er på stiftskontoret. Men ellers må jeg simpelthen indføre, at der er pebernødder i små poser til folk, der kommer forbi.

I år har jeg købt billetter til julekoncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, en koncert der foregår i Stærekassen i København. Jeg satser også på, at det i år må lykkes mig igen at høre Händels Messias, som bliver opført i Marmorkirken i København.

Anne Marie Kragh Pahuus. Filosof og prodekan ved Aarhus Universitet.

Anne Marie Kragh Pahuus er filosof ved Aarhus Universitet.
Anne Marie Kragh Pahuus er filosof ved Aarhus Universitet. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Enten holder vi advent herhjemme i Risskov ved Aarhus, eller så holder vi det i Kandestederne i nærheden af Skagen, hvor vi har sommerhus. Jeg opfatter adventssøndage som familiebegivenheder. Selvom de ældste børn er flyttet hjemmefra, forventer jeg da hvert år, at der er nogle søndage, hvor vi alle sammen er samlet. Bortset fra, at min ældste datter i år er i Tanzania hele december. Der kommer jeg helt sikkert til at savne hende ekstra meget de søndage, hvor vi forsamles.

Advent hos os er noget, vi holder om eftermiddagen. Der er altid noget sødt, og der er gaver til børnene. Og så er der en adventskrans. Jeg kunne ikke forestille mig en december uden en krans, og jeg ville også prioritere en adventskrans over et kalenderlys. Adventskransen laver vi selv med ting fra naturen, som vi finder på ture i skoven. Vi kigger efter mos og kogler og ting, der kan bruges. 

Der er også nogle bestemte adventssalmer, som jeg forbinder med min barndom, og som jeg føler hører traditionen til. Det er salmer som “Gør døren høj, gør porten vid” af Georg Weissel, ”En rose så jeg skyde”, “Maria gennem torne går”, som begge er gamle tyske Maria-salmer, og Grundtvigs ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Vi synger som regel ikke til advent, for det har jeg ikke helt kunnet få indført. Vi gjorde det i den familie, jeg er vokset op i, måske især, når jeg var med min mor, som er præst, i kirke.

Når jeg lige tænker efter, kommer alle mine adventstraditioner fra kirken, måske med undtagelse af en enkelt, nemlig at jeg hjemmefra også har med, at vi klipper papirklip af silkepapir, som vi hænger på ruderne. Det ligner vist mere snefnug end julehjerter, men for mig er det indbegrebet af julens komme.

Benjamin Koppel. Forfatter og saxofonist. 

Benjamin Koppel er saxofonist og forfatter.
Benjamin Koppel er saxofonist og forfatter. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Måske er jeg ikke så spændende på det her punkt. Jeg er på juleturné med min søster og med min bog "Annas Sang" hele december. Jeg optræder hver dag. Også på adventssøndage er jeg på landevejen, og så må man jo forsøge at få en fest ud af det. Når man er freelancer, arbejder man, når muligheden er der, og det her er en højsæson. 

Men faktisk kan man måske godt kalde det en tradition alligevel. Vi har været på juleturné, mig og min søster, hver december de sidste tyve år. Også da jeg var barn, var vi med vores forældre på turné. Så egentlig er det jo en "tradition," jeg er vokset op med.  Derfor er der også nogle faste ritualer, der har indfundet sig, for vi kommer tilbage til de samme byer og hoteller hvert år, og der er nogle bestemte ting, vi gør i de forskellige byer. I Aarhus skal vi spise en stor julefrokost på Carlton eller Mefisto. I Ribe skal vi spise julebuffeten på hotellet midt i byen. Selvom vi har travlt, sørger vi stadigvæk for at julehygge.

Jeg er nok en af dem, der kommer i flest kirker i december. Og lur mig, om jeg ikke også er i en eller anden kirke på adventssøndagene i år. Vi spiller i 28 kirker fra den 16. november til 24. december. Det er kirker i hele landet. Jeg bruger kirkerummet som en arbejdsplads og et koncertrum, men det er også noget specielt. Det kan noget i forhold til at skabe fællesskab og eftertænksomhed, og det hænger godt sammen med juletiden.