De unge og muligvis ”woke” studerende måtte på grund af coronaen sidde i et auditorium for sig selv på første dag af konferencen ”Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi”, der onsdag og torsdag blev afholdt på Syddansk Universitet i Odense. Mens de lidt ældre akademikere og litterater i auditoriet inde ved siden af blandt andet diskuterede den såkaldte ”wokeness”, et begreb, der vel bedst kan oversættes med at være ”vågen” og oplyst om sine privilegier som eksempelvis hvid.
Må en forfatter skrive om andre erfaringer end dem, han selv har gjort sig? Og skal det ligge en kunstner til last, at han eller hun har været kontroversiel rent politisk?
19-årige Nele Fischer, litteraturstuderende på tredje semester, fortalte, at hun i onsdag var den eneste tilbageværende af de studerende, da frokosten var overstået. Hun var oprindelig kommet af pligt, men var blevet grebet af emnerne undervejs. Til sidst sad hun mutters alene i det særskilte lokale.
”Altså, jeg er alligevel altid den yngste og vant til at sidde for mig selv. Men det var dejligt, da der til sidst var én af arrangørerne, der kom hen og sagde, at jeg altså godt måtte komme med ind i auditoriet med de andre,” fortalte hun torsdag.
I går var alle konferencedeltagere, unge som ældre, samlet i ét lokale, lige bortset fra dém, der hang oppe over talerstolen i firkantede rammer på en stor skærm. Med fra distancen var blandt andre idéhistoriker Frederik Stjernfelt i en rød plyslænestol og lektor i kulturvidenskab Moritz Schramm på en noget ustabil forbindelse.
Mens alle de studerende bar mundbind, var oplægsholderne fri til at tale uhæmmet. Den første på programmet var lektor i litteratur Marianne Stidsen med et, for hende, ganske lidt krigerisk oplæg.
”Marianne har lagt sig ud med Gud og hver mand i forbindelse med sin debatbog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 og dens omkostninger’. Mon ikke også, hun er grunden til, at pressen har fundet vej hertil i dag,” lød præsentationen fra en af konferencearrangørerne, lektor i litteraturvidenskab Adam Paulsen.
Marianne Stidsen talte i 45 minutter om den omdiskuterede svenske forfatter og medlem af Det Svenske Akademi Horace Engdahl. Engdahl og Stidsen mødtes tilbage i 1990’erne, og hun har aldrig lagt skjul på, at han er ét af hendes største idoler.
Det er heller ingen hemmelighed, at han er en del af grunden til hendes nogle gange bombastiske ytringer om MeToo-bevægelsen, der ifølge hende har kostet Horace Engdahl dyrt, personligt og professionelt, herunder en plads i indercirklen Det Svenske Akademi.
Stidsen fremdrog eksempler på, hvordan Engdahl formår at formulere sig kunstnerisk uden for alvor at blive politisk, og hvordan omgivelserne alligevel, ved at klippe i hans tekster og citater, misforstår ham som politisk. Hun fremlagde hans syn på kunsten som det område, hvor vi kan formulere os fuldstændig frit og ægte, adskilt fra andre samfundsområder, hvor en grad af civilisation og pragmatisme kræves af os. Under frokosten fortalte Marianne Stidsen om sin motivation for igen at fremhæve Engdahl og hans forfatterskab.
”Jeg har jo talt rigtig meget om identitetspolitik. Men det her var et akademisk rum, og det skal som udgangspunkt ikke være politisk farvet. Jeg fik lyst til at komme ind i et for mig selv positivt rum og blive mindet om de store, betydningsfulde tanker, som florerede i kulturen, før alt det her med identitetspolitik begyndte.”
Fra de studerende var der ikke de store protester. Kun én, en ung kvinde med krøller, der præsenterede sig som Cecilia, spurgte til Stidsens opdeling af kunst og politik som to klart adskilte størrelser.
”Jeg spørger af uvidenhed. Men hvorfor kan det ikke være fint nok, at der er noget kunst, der eksisterer i ét rum, og noget, der kan være i et andet? Jeg er lidt forvirret over denne opdeling,” sagde hun.
Stidsen svarede, at Engdahl ville mene, at den frie kunst altid ville være den bedste, og at så længe kunsten tjener nogen eller noget, er dens kraft svækket.
”Skal man være hård og brutal, så er det nok sådan, det er. De to stærkeste kvindeportrætter, der er skrevet i historien, Anna Karenina og Madame Bovary, er skrevet af mænd. Mesterværkerne er skrevet i frihed.”
Derpå et spørgsmål fra en herre med briller, der lød på, om spørgsmålet om kunstens kvalitet ikke vil være afhængig af de mennesker, der betragter den til en given tid.
”Selv Marx sagde, at kunst ikke kan reduceres til historie,” lød svaret fra Stidsen.
Den næste taler, Frederik Stjernfelt, der talte hjemmefra, lagde på skærmen ud med at sige, at han ikke havde tænkt sig at være specielt kritisk i dag, men spørge åbent til, hvordan venstrefløjen – med hans ord – er gået hen og blevet moralistisk?
”Jeg håber ikke, nogen efterhånden er i tvivl om, hvad jeg mener om ytringsfrihed og identitetspolitik. Det, jeg gerne vil i dag, er at gøre et forsøg på at forstå, hvor den kommer fra,” sagde han.
Til sin analyse fremdrog han to amerikanske debatbøger, den ene Joseph Bottums ”An Anxious Age” fra 2014, der blandt andet handler om den moderate protestantiske kristendoms tilbagegang i USA, den anden den helt nyudgivne ”Cynical Theories” (kyniske teorier) skrevet af de to amerikanske forskere James A. Lindsay og Helen Pluckrose.
Bogen om de ”kyniske teorier” fremlagde han som et slags arkæologisk studie i, hvordan postmoderne queer-teorier har gjort deres indtog i den akademiske verden, blandt andet med studieretninger som ”fat studies” og ”disability studies”. Men også hvordan det har resulteret i begreber som at være ”woke”.
”Det handler om at forstå, hvordan det sker, at videnskabsfolk også pludselig skal være aktivistiske. At undgå at citere hvide mænd i litteraturlister, for eksempel. Men også, hvordan aktivismen breder sig fra de akademiske miljøer til andre platforme i samfundet,” sagde Stjernfelt hjemme fra lænestolen.
Joseph Bottums bog går, ifølge Stjernfelt, i dybden med, hvordan moralismen og puritanismen fra en protestantisk etik bruges til at skabe social forandring i samfundet – i dag bare uden Gud og Jesus som en del af ligningen.
”Der er stadig en grundlæggende tanke om ’de gode og de onde’. Og der er et mål om at udstøde de onde fra menneskeheden. Det er en protestantisk variant af det, vi i dag kalder for ’cancel culture’ (udskamning af kulturpersoner, red.)”.
Begrebet ”cancel culture” fandtes ikke, da bogen blev skrevet i 2014, men der er en stærk parallel til noget af det, der foregår i kunstneriske og akademiske miljøer i dag, hvor meget handler om at uddanne sig selv i at se sin egen begrænsning, mente Stjernfelt.
”Målet er en forfinelse af ens egen sociale sjæl, og præmissen er: Hvis alle bliver bevidste om denne forfinelse og bliver bedre, så behøver vi ikke længere socialt arbejde i samfundet.”
Moritz Schramm, der også var med på skærmen, spurgte efterfølgende til, om Stjernfelt nu virkelig også mente det, når han sagde, at han prøvede at forstå, hvor identitetspolitikken kommer fra.
”Det er forfriskende med den analytiske tilgang. Men kan man ikke udvide forståelsen endnu mere. Hvorfor sker dette egentlig? Hvad er betingelsen for det. Hvorfor bliver disse fænomener så udbredte? Jeg vil påstå, at der også findes en midterposition i det identitetspolitiske, som er meget pragmatisk og beror på empati og forståelse,” sagde han.
”Jeg prøver vel at presse dig lidt til at svare på: Kunne der være noget seriøst i dette her?”
Stjernfelts svar antydede, at der er andre måder at være menneskelig på end den identitetspolitiske.
”Hvis du vil have, at jeg skal tage afstand fra, at politet myrder sorte i USA, så kan jeg lige så godt gøre det ud fra et klassisk universalistisk synspunkt,” lød det.
De to diskuterede lidt, før arrangørerne blæste diskussionen af og kaldte til frokostpause.
”Godt at se dig Moritz,” lød det på skærmen.
”I lige måde Frederik.”
Flere af de studerende benyttede lejligheden til at sige tak for i dag og gå hjem. Én af dem, der måske ville vende tilbage senere, var den danskstuderende Mark Olsen, 28 år.
”Man kan godt mærke, at vi, de studerende, ikke er helt på samme niveau som dem. Men det er interessant. Især det her med at skelne kunst fra kunstneren og fra det politiske. Jeg er nok selv ret splittet. Jeg lytter meget til hiphop, og én som R. Kelly (amerikansk sanger, red.) er jo ulækker, fordi han har voldtaget mindreårige. Men der er mange andre rappere, der har tjent penge på at sælge stoffer. Og der synes jeg nok, at det er slemmere med voldtægt end at sælge stoffer,” sagde han.
”Men det er sundt at få det diskuteret i et åbent forum, hvor der er plads til flere holdninger.”
Tilbage i auditoriet sad i frokostpausen den 19-årige Nele Fischer. Det bedste oplæg var ét af onsdagens, fortalte hun, ph.d. i litteratur Rasmus Vangshardts oplæg om den tyske forfatter Simon Strauss, der er blevet kritiseret i den tyske offentlighed på grund af sin far, Botho Strauss.
”Det var interessant, at han kunne få så meget kritik bare på grund af en far, der var højreorienteret,” sagde hun.
Og hvis det skulle være sådan, at det er ungdommen, der er de mest krigeriske hvad angår identitetspolitik, så havde hun lidt svært ved at genkende sig selv i det.
”Selv for mig som ung kan det være lidt svært at følge med i for eksempel mængden af seksuelle identiteter. Det kan også blive lidt overdrevent det hele, så det er godt at få lidt forskellige perspektiver på. I udgangspunktet er det vel godt, hvis vi er optagede af de vigtige spørgsmål i samfundet.”