De er poetiske og følsomme, barske og galgenhumoristiske:
"At opløse en families hjem er som at ødelægge et ur," skriver eksempelvis den 62-årige britisk-australske forfatter Deborah Levy i "Livets omkostninger", anden del af hendes "levende selvbiografi", der denne sommer udkommer på dansk.
Og:
"Jeg er en transvestit," skriver nu 55-årige Rachel Cusk i "Efterskælv", der udkom på dansk sidste år, om at være kvinde og føle sig som manden i et ægteskab.
Sådan er stilen i en række nyere oversatte erindringsbøger af midaldrende kvindelige forfattere, hvoraf Deborah Levy og Rachel Cusk blot er to.
Franske Annie Ernaux skriver på lignende vis højlitterære erindringer fra et sted midt i kvindelivet. Norsk-amerikanske Siri Hustvedt har netop udgivet essaysamlingen "Mødre, fædre og andre", der også bygger på personlige erindringer og refleksioner over hendes rolle som kunstner og kvinde i en mandsdomineret verden. Og norske Linn Ullmann er aktuel med romanen "Pige, 1983", der bygger på en moden kvindes erindringer om et seksuelt forhold, hun som mindreårig havde til en ældre mand. Noget, Ullmann i interviews har fortalt er selvoplevet.
Også herhjemme er der måske en bølge af erindringsbøger fra vægtige kvindelige forfattere på vej. I hvert fald er Ida Jessen senere på måneden aktuel med essaysamlingen "Endnu en bog, jeg aldrig skrev", der ifølge hende selv er "det tætteste, jeg kommer på at skrive en selvbiografi".
Noget, der skal belyses
Det amerikanske magasin The New Yorker har kaldt denne type bøger for "coming of middle age" - altså en slags dannelsesfortællinger, der udspiller sig midt i livet, frem for i ungdommen, som vi kender det.
Hovedpersonerne – der ofte er forfatterne selv – er som regel på vej mod et nyt sted i tilværelsen, for eksempel efter en skilsmisse. Men det lader sig ikke gøre uden en grundig behandling af fortiden og af kvindelivets mange kasketter: datter, hustru, mor, elskerinde, og, for en forfatters vedkommende, kunstner.
Stefan Kjerkegaard, lektor i litteratur ved Aarhus Universitet, påpeger, at kvindelige forfattere selvfølgelig har skrevet nært om eget liv og forfatterliv før nu. Men at der kommer så mange selvbiografiske bøger fra kvindelige forfattere lige for tiden, er alligevel markant, siger han, og peger på to årsager:
"Den ene er en selvbiografisk bølge i litteraturen. Den har vind i sejlene og anerkendes i høj grad som litteratur. Temaer, man før har tænkt var for tynde og ikke fine eller litterære nok, bliver anerkendt nu."
"Det andet er jo, at der er alt for mange mænd i litteraturhistorien. Og mænd, hvis problemer, vi har hørt meget om. Dannelsesromaner handler stort set altid om mænd. Selvom vi har været gennem 1970'erne, hvor kvinderne fik mere plads, er der stadig temaer, som er uudforskede i et eller andet omfang. Der er stadig noget, der skal belyses," siger Stefan Kjerkegaard.
"Det er samme tendens, der er årsagen til, at Tove Ditlevsen nu er blevet oversat til engelsk, og det har så igen været med til, at vi herhjemme får øjnene op for, at hendes værker har stor værdi. Også mere værdi end vi troede, da hun skrev dem."
Bølgen behøver ikke at havde sammenhæng med det faktum, at forfatterne er kvinder, siger han, men at der slet og ret er områder, litteraturen ikke har haft fat i endnu.
"Det er temaer som graviditet, fødsel og moderskab. Ikke at kunne blive gravid. Eller at få en illegal abort. Det handler om, at der er nogle erfaringsrum, der ikke er blevet beskrevet før, og som mangler at blive skildret."
Et lille allestedsnærværende ord runger i baghovedet, og presser sig på som et spørgsmål. Er det på grund af MeToo-bølgen, at det vælter ud med disse bøger? Man kommer nok ikke udenom en vis betydning, mener Stefan Kjerkegaard.
"Det er jo noget med at insistere på, at bestemte kvindelige erfaringer, er nøjagtigt så værdifulde som andre erfaringer. Og så igen, man kan kalde det kvindelige erfaringsområder, men man kunne jo også kalde det menneskelige erfaringsområder, der afsøges. Der er et arbejde, der bliver gjort i disse år for at få hele paletten med."
Sit eget værelse
MeToo vender vi tilbage til. Først et historisk tilbageblik på nogle af "formødrene" til de erindringsbøger, der udkommer i disse år.
Førnævnte Tove Ditlevsens (1917-76) memoirer "Barndom", Ungdom" og "Gift" fra 1970'erne, der i de senere år er blevet oversat og hyldet i udlandet, er af avisen New York Times udråbt som modige og usentimentale, et blik ind i et kvindesind, der har prøvet lidt af hvert.
Norsk-danske Amalie Skrams (1846-1905) romaner fra sidst i 1800-tallet kan siges at være et andet, tidligere, bud; I "Professor Hieronimus" fra 1895 møder vi eksempelvis kunstmaleren Else Kant, gift med Knut og mor til Tage. Else Kant kæmper med psykisk sygdom, men også med at få lov til at male og blive hørt, både derhjemme og på det sindssygehospital, hun indlægges på, hvor mændene i dén grad bestemmer.
Netop udkommet i dansk nyoversættelse er også den franske filosof Simone de Beauvoirs (1908-86) "En velopdragen ung piges erindringer" (oprindeligt skrevet i 1958) om hendes kamp for at frigøre sig fra familien og samfundets forventninger.
En anden klassiker er britiske Virginia Woolfs (1882-1941) "Sit eget værelse". I bogen, der egentlig er tekster skrevet til en forelæsning, Woolf holdt på universitetet i Cambridge i 1928, argumenterer hun for, at man for at skrive som kvinde må have "a room of one's own" - sit eget værelse, både i konkret og metafysisk forstand.
Anne Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet, ser netop det aspekt som centralt i bølgen af nyere litterære erindringsbøger skrevet af midaldrende kvinder. Hun mener ikke, bøgernes ærinde udelukkende er noget, der har med køn at gøre.
"For mig at se har vi først og fremmest at gøre med en række rigtig gode forfattere, der reflekterer over, hvad det vil sige at skrive og gøre sig erfaringer med det litterære liv. Og det er noget, der interesserer mange læsere. Noget af det første, der kommer op til forfatterarrangementer, har jeg bemærket, er ofte spørgsmål som: 'Hvordan har du arbejdet med stoffet? Hvordan gik du frem?'," siger hun.
Det er generelt "oppe i tiden" med bøger om at skrive, og også mandlige forfattere, eksempelvis norske Karl-Ove Knausgård, har udgivet bøger om det for nylig. Men, påpeger Anne Marie Mai, i erindringsbøgerne fra kvinderne hænger det at tage en identitet som forfatter på sig ganske meget sammen med det at være kvinde og de erfaringer, man gør sig med dét køn:
"Det er det oplevede, konkrete liv. Og i det er der også oplevelser med at være kvinde i en litterær kultur, der er domineret af mænd. Der er en optagethed af forholdene for at skrive, når man er kvinde, men det er ikke for at bringe konkrete sager frem i lyset. Det er mere en eftertanke," siger hun.
På den måde fungerer bølgen som et blidere indspark i en MeToo-tid, hvor beskyldningerne ellers flyver, mener Anne Marie Mai. Hun er i øjeblikket i gang med at læse Linn Ullmanns "Pige, 1983", der udkommer på dansk den 15. august. Her er hovedpersonen netop en midaldrende kvinde, der er nået til et punkt i sit liv, hvor hun er nødt til at tage sine oplevelser som ung kvinde alvorligt og ikke pakke det væk, for ellers kan hun ikke komme videre i sit liv.
"Det litteraturen kan er jo at stille spørgsmål uden nødvendigvis at give svar. Linn Ullmann fortæller en skræmmende historie og peger på kritisable forhold, men det er ikke skrevet med henblik på at rejse nogen anklager. Det er skrevet for at få os til at tænke selv. Hvad har vi som kvinder – og mænd – oplevet i vores egen historie? Hvordan har vi oplevet nogle begivenheder forskelligt?"
Årene giver indsigt
Når litteraturfestivalen Louisiana Literature løber af stablen den 18-21. august i Humlebæk nord for København, er det med besøg af blandt andre Linn Ullmann og Deborah Levy. Én af dem, der muligvis glæder sig allermest, er forfatter, forlægger og kulturskribent på Femina, Johanne Bille.
I januar i år udkom hendes egen "Når mænd forlader mig", som er inspireret af de noget ældre (Johanne Bille er 29 år) forbilleder, og deres måde at sammenblande essayistik, erindring og fiktion.
"Det er så syleskarpt og elegant, når de skriver om de store og smertefulde ting i menneskelivet," siger hun.
"For mig som læser er der en enormt stor glæde ved at læse disse forfattere. De er ældre end mig, og jeg kan blive klogere. Og så har de virkelig en evne til at tænke, tænke på skrift, på en måde, der gør min verden større. Det er det præcise sprog og det, at refleksionsniveauet er så højt, som det er. Og så oplever jeg også, at det er nogle kvinder med meget store personligheder, der skinner igennem i teksten."
Johanne Bille vægrer sig lidt ved at skulle hæfte sig ved forfatternes køn:
"Ville man undre sig over, at der var mange midaldrende mænd, der skrev erindringsbøger?," spørger hun retorisk.
"Men samtidig er det nok rigtigt, at der er en bølge i litteraturen, hvor der kommer mangefacetterede bud på, hvad det vil sige at være kvinde. Der synes jeg, det er tydeligt, at forlagene løfter et stort arbejde med at få oversat nogle af disse forfattere og dermed få dem bragt med ind i samtalen om måder at være kvinde på," siger Johanne Bille.
Rikke Viemose er en anden dansk forfatter, der skriver en lignende "litterær essayistik", som hun selv kalder det, og hendes egen "Nu taler jeg. Et brev til min datter," udkom i foråret.
Heller ikke hun tror, det er noget tilfælde, at der er stor fokus på forfattere, der skriver i krydsfeltet mellem kvindeliv og erindring lige nu. I hendes egen læseklub er de i øvrigt i gang med Virginia Woolfs "Sit eget værelse".
“Mange af den slags bøger er gennem tiden lidt nedladende blevet kaldt for 'kvindelitteratur'. Flere af dem er skrevet for en del år siden, men først oversat til dansk nu. Tiderne er skiftet, blandt andet på grund af Metoo, og nu ser vi, de får den plads i litteraturen, de fortjener. De bliver oversat og læst - også af unge - fordi de vækker genklang i tiden," siger hun.
Rikke Viemose, der selv er 52, glæder sig over, hvor mange unge læsere, bøgerne har. At midaldrende kvinders erfaringer rammer læsere i alle aldre. Det hænger sammen med, at mange af disse kvinders erfaringer stadig er aktuelle i dag, mener hun:
”Annie Ernaux skriver for eksempel om den illegale abort, hun fik i 1960'erne, og skriver om det med en moden kvindes blik på det. Hendes overvejelser omkring den erfaring tilfører en ekstra dimension til teksten, men også til den diskussion, vi i dag har om abort," siger hun.
”Jeg tror det betyder meget, at de har en afstand til det, de skriver om. Jeg kan tale for mig selv, men også se, hvad det gør for de forfatteres tekster: De har erfaringen og de levede liv, der ligger imellem. Det er et andet jeg, en anden position, de skriver fra. De reflekterer over, hvem de var dengang, og hvorfor de er blevet, som de er nu."
"Jeg er selv blevet bevidst om nogle ting med tiden, som jeg ikke vidste, da jeg oplevede det. Det overblik er noget, kun årene og livet kan give én.