En bog om hjernen, der taler til hjertet

”Gør ikke skade” er et sjældent indblik i lægekunstens dilemmaer fra Storbritanniens førende kirurg

Marsh er en mand af den gamle, præ-djøficerede skole, men affærdiger man ham som fortidslevn, går man glip af en stor læseoplevelse og en skarp samtidsdiagnose.
Marsh er en mand af den gamle, præ-djøficerede skole, men affærdiger man ham som fortidslevn, går man glip af en stor læseoplevelse og en skarp samtidsdiagnose.

Som de fleste andre, der kommer til at læse denne nye bog, er også denne anmelder sørgeligt uvidende om emnet hjernekirurgi. Derfor er lægmandsanbefalingen af ”Gør ikke skade”, som bogen hedder med ord fra lægeløftet, aldeles helhjertet. Og det er netop hjertet, og ikke hjernen, som bogen ellers handler om, at anbefalingen kommer fra.

For det er meget tænkeligt, at fagpersoner med akademisk indsigt på feltet vil se anderledes på bogen fra en af Storbritanniens førende hjernekirurger. Men vi andre, lægpersonerne, lukker den med følelsen af, at verden har udvidet sig under læsningen.

Efter sidste side er man betragteligt klogere på de dilemmaer, som lægestanden dagligt møder. Men man har også fået taget sin uskyld, for ”Gør ikke skade” viser med pinagtig klarhed, at udfaldet af hjerneoperationer kan være langt mere tilfældige og fejlbehæftede, end man som patient egentlig vil vide.

I bogen fortæller Henry Marsh om en række operationer og patientsager fra Londons største offentlige hospital. Unge som gamle patienter og nemme som komplicerede sager glider forbi på siderne uden nogen indlysende sammenhæng.

En række flashbacks til den unge Marshs liv som både ung familiefar og nyuddannet kirurg sætter imidlertid en ramme om bogen: den nu erfarne Marsh er blevet betydeligt mindre selvsikker og selvoptaget med årene, samtidig med at han nådesløst blotlægger en udvikling i sygehusvæsenet. Fra en tid, hvor der var bedre tid til patienter og operationer samt flere sengepladser, til nu, hvor nedskæringer, administration og bureaukrati truer med at vælte læsset og lade patienterne i stikken.

Et særligt ondt øje har Marsh til yngre kirurgers manglende menneskelige indsigt og rethaveriskhed i forhold til egne rettigheder og arbejdstider. Flere gange er den gode Marsh ved at eksplodere i raseri over, at en operation igen må udskydes, fordi den unge narkoselæge ikke kunne få en babysitter og har ret til at gå hjem klokken 16.

Marsh er en mand af den gamle, præ-djøficerede skole, men affærdiger man ham som fortidslevn, går man glip af en stor læseoplevelse og en skarp samtidsdiagnose.

”Gør ikke skade” svinger mellem stor personlig tilfredsstillelse for Marsh og dyb skuffelse og selvkritik. Hvad det første angår, skriver han direkte (og man tror ham), at følelsen efter en vellykket operation overgår alle andre former for faglig tilfredsstillelse.

Fordi ”psykologisk forskning har vist, at den mest pålidelige måde at opnå personlig glæde på, er ved at gøre andre glade”. Til den anden ende af skalaen hører de overraskende mange sager, hvor operationen er gået helt galt, enten fordi Marsh ikke har anet, hvad udfaldet vil være, eller fordi han begår en fatal fejl.

Han skåner ikke sig selv, når han rasende og selvhadende tramper hjem på cyklen, eller når han konstaterer, at selvoptagethed som følge af at stå med andres liv i sine hænder og herske over liv og død samt arbejdsmani i de første mange år som kirurg kostede ham et ægteskab.

Med opregningen af de mange etiske dilemmaer i bogen – skal man for eksempel operere, når alle ved, at operationen forlænger en patients liv med højst 14 dage, eller når man ved, at operationen medfører, at en patient mister enhver førlighed? – har Marsh leveret en bog, der nærmer sig klassisk religionskritik.

Lægers formodede ufejlbarlighed pilles fra hinanden, dilemmaerne blotlægges nådesløst. Ikke for at vise, at troen på videnskaben eller lægers faglighed er humbug, men for at vise, at kirurger er fejlbarlige syndere som alle os andre.

Det er på samme tider dybt rørende – på et ”hjerteniveau” – at læse om Marshs mange patienter, samtidig med at bogen – på et ”hjerneniveau” – sætter tanker om etik, tro og videnskab i gang. Og så rummer bogen en opfordring til alle, der selv måtte være involveret i en operation: Spørg lægen om følgende, skiver Marsh: ”Hvad ville De gøre, hvis det var deres egen mor?”. Med andre ord: Vær kritisk og kræv eksistentiel konsekvens af din læge.

”Gør ikke skade” er en dybt inspirerende bog, ja ”sand oprigtighed på et uventet sted”, som Karl Ove Knausgård har sagt i en helhjertet anbefaling af den. Den er hermed givet videre.