Prøv avisen

En bogs forløsning

Burt Reynolds spiller rollen som Lewis i "Udflugt med døden". Filmatiseringen af James Dickeys roman kom blot to år efter, at bogen udkom. Hvor bogen i dag er nærmest glemt, regnes John Boormans film om fire venners skæbnesvangre kanotur som en klassiker. -- Foto: Corbis.

FILM OG FORFATTERE: Nogle filmatiseringer af romaner låner prestige fra et anerkendt klassikerforlæg, mens andre ender med at skubbe romanforlægget i baggrunden. Det sidste er tilfældet med "Udflugt med døden" efter roman af James Dickey

Undertiden bliver en filmatisering en klassiker, mens forlægget går i glemmebogen. Det er tilfældet med John Boormans "Udflugt med døden" efter roman af James Dickey.

Hvis man et øjeblik ser bort fra enhver kunstnerisk nødvendighed og alene tænker på film som en industri, er der to former for romaner, der nærmest per definition må filmatiseres. Klassikere og bestsellere.

Med klassikerfilmatiseringer låner filmen prestige fra et anerkendt kunstværk, mens det brede publikum uanset filmatiseringens kvaliteter får en introduktion til et værk, som ellers ville kræve en større indsats at tilegne sig. Selv vellykkede klassikerfilmatiseringer formår sjældent at træde ud af forlæggets skygge og selv blive værk i egentlig forstand.

Anderledes ser det ud med bestsellerfilmatiseringer, hvor filmskaberne på forhånd er sikret et stort publikum, men ikke i samme omfang er forpligtet til at være trofast mod forlægget. Her hænder det ikke så sjældent, at filmen overgår romanen og endda i sjældne tilfælde opnår klassikerstatus, mens romanen stilfærdigt glider i glemslen. Et sådant tilfælde er "Deliverance" – engelske John Boormans filmatisering af sydstatsforfatteren James Dickeys roman om en tragisk kanotur på Cahulawassee River.

Romanen, som udkom i 1970, blev en overvældende succes, der allerede året efter blev oversat til dansk som "Forløsning", mens filmatiseringen med Burt Reynolds og Jon Voight i de centrale roller fik premiere i 1972 som "Udflugt med døden". I dag er romanen trods sine åbenlyse kvaliteter mere eller mindre glemt, mens filmen, som James Dickey selv skrev manuskript til, står som et højdepunkt inden for halvfjerdsernes amerikanske film.

Når "Udflugt med døden" fik en sådan betydning, var det primært, fordi den tog en myte, rensede den ned til det mest essentielle og tilførte det lille element af usikkerhed, der, så snart tilskueren er blevet opmærksom på denne knast, gør det umuligt at lukke filmen og nå frem til en entydig læsning af den. Det er kort sagt en film, der vokser ved hvert gensyn.

Fire venner tager i to kanoer ned ad Cahulawassee River. Det er sidste chance, inden floden opdæmmes og forvandler den øde dal omkring sig til en menneskeskabt sø. Det er tre dage væk fra hverdagen, hvor de skal prøve kræfter med naturen, men deres manglende respekt og forståelse for naturen og de mennesker, som bor nær Cahulawassee River får fatale følger.

Gruppens leder er Lewis, et sandt udendørsmenneske, ferm med bue og pil, kano og paddel. Han føler sig i modsætning til sine tre venner hjemme og tilpas i naturen. Hans nærmeste ven og beundrer, Ed, medbringer den bue, som Lewis har lært ham at betjene. Humanisten Drew har taget guitaren med på noget, der ligner en udvidet lejrtur. Endelig sikrer Bobby, at der er sprut nok til samtlige dage. For ham handler det mere om selskabet end omgivelserne.

Lewis er i centrum, men hverken i romanen eller filmen er han hovedperson. Ed er fortælleren, der ved begyndelsen har samme rolle som Dr. Watson i forhold til Sherlock Holmes. Han bevidner forbilledets bedrifter.

Men modsat Dr. Watson i Conan Doyles detektivgåder indser Ed snart, at hans idol ikke har den kontrol over begivenhederne og – ikke mindst – tolkningen af begivenhederne som først antaget. Dermed bliver Ed fortællingens hovedperson.

Mod James Dickeys ønske fjernede instruktøren manuskriptets indledning og afslutning, så man får minimalt at vide om hovedpersonernes civile liv. I stedet etablerer filmen straks kløften mellem de fire bymennesker og dalens egentlige beboere, nogle hillbillies, som de betragter med lige dele foragt og frygt.

Frygten er berettiget, for på andendagen er Bobby og Ed kommet foran i deres kano og møder to bevæbnede mænd, som voldtager Bobby. "Squeal like a pig" er filmens grufulde replik. Da overfaldsmændenes opmærksomhed bagefter samler sig om Ed, dukker Lewis og Drew op, tidsnok til at Lewis kan dræbe den ene med bue og pil, hvorefter den anden flygter. Trods protester fra den samvittighedsfulde Drew enes de om, at det er bedst at skjule det skete.

Herfra præges resten af turen af deres angst for, om den anden mand måtte ligge på lur efter dem. Ikke mindst da Drew dør, de kæntrer, og Lewis er overbevist om, at han hørte et skud, inden Drew slap padlen og faldt i floden. Hvis nogen forsøger at dræbe dem, gælder det om at slå først, og da Lewis har brækket benet under kæntringen, må Ed om natten kravle op på en klippetop og lægge sig i baghold for manden, som måtte jage dem.

Ved daggry dukker en jæger op på klippen oven for floden, og det lykkes Lewis at dræbe ham. De skjuler dette tredje lig og fortsætter til flodens udløb, hvor de efter en politiafhøring og en eftersøgning, der kun bekræfter deres dækhistorie, kan vende tilbage til deres civile liv.

Man kunne være tilbøjelig til at lukke historien helt enkelt. Drew myrdes, og Ed redder dem ved at dræbe hans morder. På den måde ville de lokale personificere den vilde naturs dræbende side, og det ville være muligt at opretholde den klare modstilling af natur og kultur, som er blevet etableret gennem utallige westerns.

Men to helt centrale spørgsmål står åbne. Hvordan døde Drew? Var det overhovedet Drews morder, som Ed dræbte på klippetoppen? I det følgende fokuseres på det første spørgsmål.

"Drew løftede sin padleåre og begyndte at tage lange kraftige tag. Pludselig skete der noget med ham. I begyndelsen – jeg kan se det for mit indre blik, i tre dimensioner og slow-motion og stop action – så det nærmest ud, som om et eller andet, et vindpust, men langt mere afgrænset og koncentreret, greb fat i nogle af hans nakkehår. Et lille øjeblik troede jeg først, at han bare havde virret lidt med hovedet, eller at han var blevet skrumplet rundt af kanoen på en måde, som jeg ikke selv havde lagt mærke til; men i samme øjeblik, jeg så dette ske, mærkede jeg, at jeg mistede kontrollen over kanoen."

Sådan beskriver Ed i romanen øjeblikket, før de kæntrer, men det er allerede hans erindring om og refleksion over det skete. Det virker neutralt og nøgternt, men i tilbageblik har Ed en stor interesse i at forstå Drews død som mord. I filmen virker den tilsvarende episode helt bizar. Vi ser de to kanoer gennem vanskelige strømhvirvler, så stopper Drew klodset op, rækker armene i vejret og lader sig nærmest falde i vandet. Det er så ubegribeligt, at man næsten opfatter det som et brud på illusionen. Det udnytter filmen, når Lewis kort efter fortæller, at han hørte et skud. I biografen har vi ikke mulighed for at bladre tilbage, men begynder allerede at tvivle på vores egne øjne. Det ligner ikke et selvmord eller et uheld. Det må være et drab. Ved genhør er der intet skud, men lyden er bevidst fokuseret på vandmasserne, så man med rimelighed kan antage, at lyden af et eventuelt skud ville drukne i floden. Hverken i romanen eller filmen kan man entydigt bestemme årsagen til Drews død. Ligesom de tre overlevende må tilskueren skabe sin egen hypotese på baggrund af de givne oplysninger.

Når Ed klatrer op for at dræbe jægeren, skal man derfor som tilskuer være meget standhaftig for ikke at sympatisere fuldt ud med ham og håbe på, at han får ram på jægeren.

På den måde gøres tilskueren medskyldig i drabet, hvorefter fortællingen med en genial drejning straks gør Ed og tilskueren usikker på, om den dræbte ikke blot er en uskyldig jæger, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De lokale kan ikke entydigt opfattes som en trussel, og den egentlige fare er måske i virkeligheden forsimplede fjendebilleder og skematiske modstillinger af natur og kultur. I den konflikt kan ingen trække sig tilbage med samvittigheden intakt. At den fortælling ramte rent ind i den amerikanske bevidsthed i en tid, hvor man var kørt fast i Vietnam, siger sig selv, men når spørgsmålet om Drews død og mordet på jægeren stadig (og nu i diverse internetfora) diskuteres flittigt 35 år senere, viser det, hvor svært det er at tilslutte sig dens lære af et rent hjerte.

**James Dickeys roman Forløsning (Deliverance) fra 1970, dansk 1971. John Boormans film Udflugt med døden (Deliverance) fra 1972.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Film og forfattere

**I en serie på fire afsnit fortæller vi om forholdet mellem berømte bøger og deres filmatisering. Dette er sidste afsnit i serien. Med et netabonnement kan alle artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.