Der er næppe mange trofaste læsere af avisens kultursider, som ikke kender Torben Brostrøm. Litteraturanmelder på dagbladet Information i en menneskealder og forfatter til talrige bøger om dansk litteratur, særligt modernismen i dansk lyrik.
Den nye bogs idé sammenfattes et sted således: ”Bogbunker på gulvet foran nogle reoler er med til at bevidne et liv mellem bøger for ikke at sige i bøger, blandt digte, romaner og noveller, hvis imaginære forestillingsverden har bidraget til mine andre erfaringer – bidraget eller bedraget dem”... En spændende tvivl, som der dog ikke følges op på. Bogens såkaldt sene erindringer synes snarere at gøre status over egne bedrifter.
Brostrøm skrev sin nu berømte artikel om den modernistiske lyrik tilbage i 1959, og han havde sin storhedstid i 1960’erne, hvor han på det nærmeste førte en hel generation af digtere ind på scenen, hvor de fleste har stået siden trods tidernes skiften.
Den vigtigste skikkelse dengang var Klaus Rifbjerg, og med ham udviklede Brostrøm et livslangt venskab. Rifbjerg døde i april sidste år, og han bliver mindet med rørende ord i bogen: ”Jeg har rejst meget med Klaus Rifbjerg … Mere end tres års venskab har for mig trænet sprog og skrift, ikke i efterligning, men i erfaringer med samme og en fornemmelse for hans steder i ordets flere betydninger, hans ømme punkter, hans skarpe kanter, hans vidde og særheder, hans ømskindethed og robuste styrke, hans skånselsløshed og uendelige hjælpsomhed”. En generøs beskrivelse.
Brostrøms erindringer har deres styrke ved den musikalske syntaks (sætningsbygning), han synes at have udviklet med årene. Jeg vil næsten insistere på, at jeg ville kunne genkende denne syntaks, hvis jeg blev udsat for et eksperiment og ikke vidste, hvem forfatteren til teksten var. Noget af det, jeg holder allermest af ved at læse litterær kritik, er den personligt intime stemme, der genkendes i syntaksens rytme, i ordvalget eller i billedsproget. At læse Brostrøms erindringer er som at blive inviteret indenfor i den store lejlighed på Holbergsgade 19 og få endnu en guidet tur rundt i værelserne for at studere de tætpakkede bogreoler.
Erindringernes svaghed er til gengæld, at man aldrig for alvor bliver overrasket over en indsigt eller slået af en formulering. Nedslagene i verdenslitteraturen fra Cervantes til Rifbjerg over Dostojevskij, Claussen, Södergran, Beckett med mange flere, er forventelige og næsten forudsigelige. I al fald er man hele tiden i det kendte område, og selvom Brostrøm altid kan levere en veloplagt karakteristik af sin læsning, savner jeg den sylespidse formulering og overrumplende iagttagelse, som udfordrer de vante forestillinger og sætter tænkningen på arbejde.
Hvad nu, hvis Brostrøm næste gang satte sig for at læse og kommentere den yngste danske litteratur, sådan som han med imponerende styrke gjorde i sin ungdom. Det ville der sikkert komme en bog ud af med mange overraskelser – måske også for Brostrøm selv.