Der er to digtere fra 1890’erne, der lige siden har kæmpet om den litteraturhistoriske interesse hos læsere med sympati for symbolismen. Og det er Johannes Jørgensen (1866-1956) og Sophus Claussen (1865-1931).
De var venner et stykke tid i deres ungdom, men skiltes, da Jørgensen konverterede til katolicismen i februar 1896. Det var en bombe i det litterære miljø dengang, skønt det for Jørgensen var en længere proces, som de litterære venner, der også talte forfatterparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg, bare ikke havde bemærket tilstrækkeligt.
Gruppen troede, at de havde et fælles syn på, at den enkelte eller ”jeget” var deres guddom, hvis de overhovedet skulle have én, og at de ellers skulle leve deres liv ud på moderne ateistisk vis. Og så kom Jørgensen som den, der omkring 1893 var mest tiltro til i kredsen omkring tidsskriftet Taarnet (1893-1894), og gik over til ikke bare dansk kirkeliv og protestantismen, men til katolicismen.
Det var et chok, for han var faktisk en forløber for den unge Johannes V. Jensen og kunne beskrive den moderne storby med et nyt ordvalg, han virkede som den mest moderne af gruppen og var imødeset med stor interesse af Brandes-brødrene som et kritisk talent.
Jeg vælger, for at give en prøve på hans potentiale, lidt fra en beskrivelse af Vesterbro i København fra 1893: ”Oppe paa Hovedgaden – ’Broen’ som den kort og godt kaldes – tænder de store Butikker deres Rader af grønligt lysende Gaslamper, og uden for Dansesalene skinner de elektriske Balloner som sølvblaa Sæbebobler, gennem hvis Mælkemathed de glødende Kulspidser skimtes som den røde Kærne i en blaalig Opal” (1893).
Her fornemmer man virkelig, at Jørgensen havde en sproglig kraft som den senere Johannes V. Jensen. Det sanser man også, når han kunne finde på, nogle år efter, at omtale sig som den evigt vandrende jøde i en sporvogn: ”Den stakkels Ahasverus, der kørte i elektrisk Sporvogn for sin sidste Tiøre (…)”. Ahasverus var omtrent Jørgensens lyriske emblem.
22 år efter, i 1915, mente han så, at han skulle skrive sit livs ”roman” eller prøve at forklare sin omvendelseshistorie. Det blev til de syv bind ”Mit Livs Legende” skrevet sammen af en masse citater fra de dagbøger, som han havde ført omtrent hele sit liv. Og det er dagbøger, der er skrevet i afsnit, der kan være næsten samtidige med de begivenheder eller situationer, de beskriver.
Han er virkelig tæt på sin øjeblikkelige tilstand, når han skriver ned i dagbøgerne. Mange af disse notater bringer han med over i legende-bøgerne, og de er åndehullerne i en ellers noget langstrakt fremstilling af vejen fra omvendelsen 1896 til ”den rette tro” i 1915. Disse åndehuller er naturbeskrivelser, øjeblikssansninger, altid med en lydregistrering, der giver beskrivelsen et vidunderligt nærværende rum:
”(…) et Sted langt ude staar en Gravemaskine og damper, længst borte er Rækker af tynde Popler som Riskviste og et Gasværks to store Beholdere”. Ordet ”damper” er jo både lyd og syn, og den stigende damp giver sammen med lyden rummet opad, medens poplerne tegner det hen ad jorden. Vi er med i en kuppel af nærvær, sanset som kunstneriske grundformer: damp som slør, træer som streger, gasbeholdere som cylindere og så gravemaskinen som muligheden for den maskinelle kraft-bevægelse.
Ja, åndehullerne findes i sådanne citater fra dagbøgerne, men ellers – hvad består de syv bøger så af? De bøjer sig år efter betragtende over dagbøgernes optegnelser af troens vej i Jørgensens liv og kommer med eftertankens korrektioner. Erindringerne går fra barndommen i Svendborg, over det moderne og (lidt) syndige studenterliv i København, den litterære debut med digte og romaner, men også den revolutionære tid, hvor hans egen og de mange arbejderes fattigdom skulle bekæmpes med en omstyrtelse af samfundet – og videre gennem det katolske liv frem til skilsmissen fra hustruen i 1913.
Måske var det dette ønske om en konkret forandring af sit fattige forfatterliv cirka 1893, der rejste interessen for katolicismen som en slags selvopdragelse gennem lidelse og afkald, der blev understøttet af penge fra ligeledes omvendte katolikker, som der var en del af i det kulturelle miljø i samtiden. I hvert fald kom han på en slags opøvelsesrejse til klostre og til vigtige katolske steder og fremtrædende katolikker i 1894.
Med vekslende mellemrum fulgte så flere sådanne rejser til Italien, Frankrig og Belgien. Det er dem, der fortælles om i de følgende fem bind, der altså er en slags rejsebøger i det europæiske katolske univers. Det bliver meget ofte til, at Jørgensen har set den og den kirke i udlandet og mødt den og den person af vægt i den katolske horisont.
Og selv bliver han mere og mere kendt inden for dette miljø, fordi han skriver helgenbiografier, der bliver spredt ud over Europa. Ja, han bliver virkelig stor i den katolske offentlighed i sin senere livstid.
Men vejen til denne position er fyldt med overvejelser over hans egen syndighed, hans dårlige tro samt ikke mindst hans eget grimme udseende, som helt fra hans barndom har fulgt ham: Han havde mongolske træk i sit ansigt. Ellers er det ikke meget om Jørgensens skrækkeligheder, som vi får rigtig besked om, selvom der fortælles om mange skriftemål, der skulle berøre dem.
Jørgensen skal have været uhyre polemisk og tæsket sine modstandere i avisdebatter (”hidsig som Krudt”), men vi får ingen reel gennemgang af disse debatter. Han pisker sig selv med bebrejdelser og er uhyre bevidst om, at hans tro kan opfattes som noget, han bare vil have for at få en sikkerhed i livet ved den katolske kirkes direkte håndkontakt med grundlæggeren, apostlen Peter og dermed Kristus selv.
Sophus Claussen beskrev de to forfatteres deres møde i Rapallo ved Genova i juni 1894, og han opfattede Jørgensen som en person, der bevidst opsøgte stadig mere lidelse for at stå sig godt med Gud. Da lidelsen ofte er mere reel end glæden, opretholder en koncentration om lidelsen bindingen til den konkrete verden, og det var den, Jørgensen ville ændre bort fra den påtrængende fattigdom. Han havde ”Nødvendighedens Slagterkniv i Nakken”, skrev Claussen om ham.
Bag konversionen lå desuden en længsel efter middelalderens enkle former samt en voldsom opstand mod den nye, grimme industrielle modernitet i byerne. Der skulle svares igen med det gamle livs former og heriblandt den kristendom, der havde de ældste rødder. Jørgensen ville ikke (eller kunne ikke) længere leve af sin poetiske fantasi, der var alt for bundet til det moderne byliv, og med overgangen til katolicismen forsvandt da også hans egentlige lyriske evne.
Han blev endnu et moderne eksempel på den modsætning, der synes at være mellem kunst og kristendom, hvor sproget, når det vil sig selv som kunst, ikke kan åbne for religiøse dimensioner. Han skulle knægte sit poetiske jeg for at give sig ind under Guds varetægt – og det er denne jeg-knægtelse, legenden handler om i sin kerne, over de mange siders stadige mumlen om synd og tilgivelse for noget, man vanskeligt kan opfatte som faktisk synd. Af og til kommer der hentydninger til ægteskabet med Amalie Ewald, der gav ham otte børn og var utilfreds med at have lagt krop til ”gaven”. Hun kaldte ham både bortvendt og hyklerisk – et ondt menneske i sin selvoptagethed. Det er Jørgensen selv, der fortæller hendes ord, og de er en del af den selvpiskende autenticitet, der ofte kan være momentvis over den lange beretning.
Værket er som kulturhistorie uhyre oplysende. Alene beskrivelserne indeholder så mange detaljer, at man kunne lave en pålidelig tv-serie om årene omkring 1900 ud fra Jørgensens optegnelser.
Dertil er der udgavens grundige noter til det enorme materiale i disse styrede erindringer om vejen til den rette tro. Henrik Wivels og Elise Iuuls efterskrifter kommer klogt og perspektivrigt ind på meget mere, end jeg har brugt i ovenstående. Udgivelsen er en præstation, og værket er vigtigt, men jeg er stadig, efter at have læst de 970 sider Jørgensen-forsvar, på Sophus Claussens parti. Der er en ubehagelig, selvudstillende, selvplagerisk motor inde i hele projektet. Noget u-fromt i alle de fromme lader. De mange skriftemåls tilgivelse undervejs syntes ikke at have virket fra gang til gang. Tager man hele værket som et stort skriftemål, er det et spørgsmål, om det til slut velsigner ham.
Læs interview med Henrik Wivel om udgivelsen på k.dk/kultur.