Nordmanden Marianne Ihlen rejser som 22-årig til den græske ø Hydra i selskab med sin kæreste, det norske forfatterhåb Axel Jensen.
Året er 1957, og det unge par har en drøm om at skabe sig en ny tilværelse langt fra den snærende borgerlige i Oslo og langt fra den materielle, kommercielle og moderne verden.
Den tanke er der også andre end dem, der har fået. En kunstnerkoloni blomstrer hurtigt op på den lille ø, som blandt mange andre får besøg af den purunge canadier Leonard Cohen.
Og han tager over, hvor den temperamentsfulde Axel Jensen giver slip, og griber Marianne og deres lille søn Axel Joachim.
Ifølge Leonard Cohen bliver Marianne Ihlen den kvinde, der får størst betydning for hans karriere, og de holder sammen fra sidst i 1950'erne til sidst i 1960'erne - på Hydra, i Montréal og i New York - og det er til hende, at han skriver den smukke kærlighedssang ”So long, Marianne”.
På Hydra er havet blåt, og husene hvide som den norske piges solblegede hår, retsinaen flyder, cigaretterne gløder, og der bliver tampet i tasterne, som gjaldt det livet - og det er et sindssygt fascinerende og dybt misundelsesværdigt miljø, som nordmanden Kari Hesthamar skriver frem.
Hendes baggrund som dokumentarist fornægter sig ikke, og der er (skønne) billeder, breve og upublicerede digte og sange, og det er lødigt og gennemarbejdet, det hele.
Men det er også turistbrochure-stereotypt fremstillet og præget af grumt mange gentagelser, og det er ikke verdens dybeste psykologiske eller mest levende portræt, hun får tegnet af sin sværmeriske hovedperson, hvorfor bogen om Marianne Ihlen bliver mere interessant som vidnesbyrd og dokumentation for en periode i Leonard Cohens liv end som portræt af en kvinde.
Marianne Ihlen bliver fremstillet som musen, der altid forestiller sig, at hendes mænd skal gøre hende hel og udfylde hendes længsel, og den strategi holder langt hen ad vejen.
Men det er og bliver en stakket frist - og i epilogen fortæller hun selv, hvordan hun næsten udslettede sig selv i såkaldt kærlighed, og hvordan hun siden mange gange har spurgt, hvorfor hun ikke var mere til stede i sig selv og krævede noget mere.
Men den selvransagelses- og udviklingshistorie får vi desværre ikke her, hvor vi vinker farvel til Marianne nogenlunde samtidig med Leonard, og tilbage står et lidt udflydende billede af en kvinde, der fungerede som muse og husmor, som ønskede at blive en anden, men som var for borgerlig til at gå hundrede procent ind i bohemelivet, og som lavede forlæns og uforbeholdent rullefald ind i den kærlighed, som mange af hendes forfattervenner skrev om.
Hun udlevede sin passion, med Axel Jensen og med Leonard Cohen, men følte sig kronisk mindreværdig, fordi hun hverken kunstnerisk eller økonomisk stod på egne ben - og hun overbeviste heller ikke sig selv, når hun på spørgsmålet om, hvad hun lavede, forsøgte sig med et spagt: ”I'm living. Life is art”.