Det er et held, at Lise Nørgaard ifølge journalist Jacob Wendt Jensens biografi ”De første 100 år” ikke kan fordrage flødeskumskager. For ellers skulle der i dag sættes hele 105 lys i lagkagen for forfatteren, der selv skrev Matador-serien med dens ikoniske kagescene, hvor stakkels Laura i køkkenet må pille lys til og fra Fru Fernando Møghes 100-års kage, fordi hun vist i virkeligheden kun fyldte 90 år.
Men Lise Nørgaard er selv lyslevende og har nu ikke alene overlevet begge sine forældre, der ellers havde gode gener (faderen blev 87 år og moderen 98 år), men også de fleste medvirkende i Matador og fra Huset på Christianshavn, som hun også skrev flere afsnit af. For nyligt kunne hun således med vanlig skarphed og humor berette om Helle Virkner i Thure Lindhardts dramadokumentar ”Krag & Virkner”.
For Lise Nørgaard var såmænd selv førstehåndsvidne til Krag og Virkners impulsive bryllup i Frankrig i 1959, da hun vist lidt mod sin vilje blev sendt derned for at snage i parrets romance som reporter for dagbladet Politiken. Og sådan har hun med egne øjne set mange historiske begivenheder på tæt hold som reporter. Således virker hun stadig som hele Danmarks hukommelse med sin eminente evne til at beskrive de historiske begivenheder, som hun selv har været en del af, ligesom hun altid er fulgt med tiden og givet dem et par borgerlige ord med på vejen.
En blå strømpe
Hun blev allerede journalistelev i 1935. Som ung journalist viste hun sig hurtigt som en velskrivende skribent, der ikke sagde nej til udfordringer. Det kom blandt andet også til udtryk i de reportager, hun skrev fra Hamburg efter Anden Verdenskrig:
”Hamburg rydder nu op i sine ruiner. For en fremmed synes dette arbejde omtrent så håbløst, som hvis en myrekoloni tog sig for at flytte Himmelbjerget, for milliarder af kubikmeter må fjernes, for at blot den indre by kan sættes nogenlunde i stand.”
I en måned opholdt hun sig i de sønderbombede omgivelser og rapporterede om den levende by med de døde huse, som Kristeligt Dagblads Else Marie Nygaard har formuleret det i et tidligere portræt.
Selv indledte Lise Nørgaard sin karriere på Roskilde Dagblad, hvor hun var i 14 år. Mens hun var på bladet, fik hun fire børn på fem år. I 1949 kom hun til Politiken, hvor hun i 19 år dækkede social- og forbrugerstoffet, men også foldede sig ud som såvel royal reporter som modereporter. Og i weekenden så hun i et stort interview i Politiken tilbage på sin reportertid med glæde:
"Der var så sjovt, at man næsten burde betale forlystelsesskat for at gå på arbejde. Det var et utrolig festligt miljø. Og meget inspirerende," siger hun og tilføjer, at hun hellere vil huskes som en god journalist end for Matador.
Men selvom Politiken-tiden tilsyneladende var festlig, og hun endda hurtigt opnåede at få tilbudt en cigar som "den højeste anerkendelse" af sin chefredaktør, måtte hun kæmpe for at få samme tillæg som sine mandlige kollegaer. For eksempel fik hun i begyndelsen ikke forsørgertillæg, selvom hun på det tidspunkt var enlig mor til fire.
"Mændene tissede i et anlæg lidt nede ad gangen. Og der kunne de mandlige medarbejdere tisse over kors med de betydningsfulde redaktører. Hvis de ville en tur til Amerika eller have et tillæg, blev det ordnet derude," fortæller Lise Nørgaard i Politken-interviewet, men da hun skulle forhandle løn med sin chef dengang, påpegede hun, at kvinder havde et handicap.
"Jeg kan jo ikke gå på toilettet sammen med Dem, når der er noget, jeg vil opnå," sagde hun.
"Det grinede han meget af," husker Lise Nørgaard. Med den næste løn fik hun sit tillæg.
Det var i de år, hun trådte i karakter som den ”blå strømpe”, som hun selv har betegnet sig som. For selvom hun altid har kæmpet for kvinders rettigheder, har hun samtidig forsvaret borgerlighed, bekæmpet skiftende tiders dannelsestab og for eksempel begrædt, at børn ikke længere lærer de salmevers og bibelhistorier, som hun efterhånden snart selv har kunnet i søvne i over 100 år, hvor kristendommen også har fulgt hende som en naturlig følgesvend uden at hun vil kalde sig "overreligiøs".
Hun blev skilt fra sin første mand og gift igen og kæmpede for, at kvinder skulle have mulighed for at leve et selvstændigt liv. Men selskabelig har hun altid været, og hvor det måske kniber med appetitten på flødeskumskager, har hun været kendt for at have frokostkalenderen fyldt med gode venner som Søren Pind, operasangeren Jens-Christian Wandt og præsten Kathrine Lilleør, som en dag også skal begrave Lise Nørgaard, hvis Matador-legenden ellers dør først. Men programmet for begravelsen har ifølge vennen Jens-Christian Wandt været planlagt i årevis.
Fornyer sin nysgerrighed
Lise Nørgaard fortæller hun, at hun stadig er "forlystelsessyg". Og her i avisen har hun såmænd begrædt, at hun ikke længere kan stå på ski!
"Selvom jeg stadig finder glæde ved at læse bøger og gå i teatret og operaen og på andre rejser med mine venner, savner jeg stadig følelsen af at stå på ski,” sagde hun.
Det måtte hun desværre droppe som 92-årig efter et fald omkring hjemmet i Skodsborg, men det havde været hendes livs øjeblik, da hun første gang under en rejse til Norge i 1940 lod sig fare ned af den sorte løjpe i fuld fart. Og siden har hun haft fart på. Hendes første roman hed passende nok ”Med mor bag rattet”. Kun som statue i Roskilde sidder hun stille. Det er måske også opskriften på at holde sig i gang. Hun har konstant fornyet sin nysgerrighed og haft modet til at kaste sig ud i nye udfordringer og venskaber.
”For halvandet år siden flyttede hun på plejehjem i Humlebæk. Det er godt sted, hvor de i øvrigt ser et afsnit Matador hver fredag til fredagsbaren, men hun synes, at der er mange gamle der, selvom mange af dem er 20-30 yngre end hende selv, der stadig er selvhjulpet og totalt frisk i hovedet, så jeg tror stadig, at hun har 4-5 frokostaftaler om ugen. For hun vil ikke gå glip af noget," siger Jens-Christian Wandt og fortsætter:
"Vi besøger hende selv en gang om måneden, og hun er for eksempel meget optaget af situationen i Ukraine, ligesom hun altid bliver ærgerlig, hvis jeg ikke har læst den seneste bog af Øvig eller andet, så vi kan diskutere den. Men nu ser hun desværre lidt dårligt, så hun får andre til at læse op for sig af større artikler fra aviser og bøger. Og hun har en mening om det hele. Hun er jo også en legende, som har oplevet alle de omvæltninger siden 1917, hvor hun blev født, så man går altid beriget fra en samtale med hende, ligesom hun altid sidder klar med et arsenal af godbidder til vores hund, som hun gerne vil have kommer med.”
Lise Nørgaards fysiske stemme er blevet svagere, men det er hendes holdninger og intellekt ikke, beretter vennen, der også sommetiderhar kørt hende i kirke. Men helst har hun som antydet altid gerne ville gå selv.
”Lise Nørgaard har været en fremragende journalist, en enmandshær i kvindekampen, en muntert klingende debattør i årtier – og en kvinde, der er gået sine helt egne veje, når det gjaldt arbejds- og familielivet,” som det hedder i Jacob Wendt Jensens biografi.
Det fremgår også af hendes egne filmatiserede selvbiografier ”Kun en pige” og ”De sendte en dame”. Men hvor hendes liv begyndte trist med faderens bedagede ærgrelse over ”kun” at få en datter, er hun i dag nærmest hædret med alle de priser, man(d) kan stave sig igennem. Før hendes 100 årsfødselsdag blev hun for eksempel hædret med Den Danske Publicistklubs Ærespris for en mangeårig og fremragende indsats.
I forbindelse med overrækkelsen af prisen blev hun spurgt, hvad en journalists vigtigste karaktertræk er. Hun svarede: ”nysgerrighed og disciplin”. Selv har hun altid begge dele. Men selvdisciplinen, når det gælder kager, skyldes, at den nu 105-årige forfatter er bange for at blive tyk, fortæller Jens-Christian Wandt grinende og tilføjer, at fødsellaren i sin egen ånd fejrer dagen på en frokostrestaurant med den nærmeste familie, som alligevel kan tælle et større selskab med hendes børn, børnebørn og oldebørn.
Om der også bliver kage, ved han ikke. Men La Glace faktisk lavede en Lise Nørgaard-kage, da hun fyldte 100 år, og den skulle smage godt, så mon ikke Lise Nørgaard snart fortjener et stykke?