Prøv avisen
Bog

Forunderlig skønhed i ny digtsamling

5 stjerner
Typisk for Grotrians digte er det, at de suggererer følelser, fornemmelser og visioner frem, som unddrager sig alle de begreber, vi normalt betjener os af. Vi opdager kort og godt ved at læse Grotrians tekster, hvor magtesløst vort kommunikative og rationelt styrede sprog er, når det gælder evnen til at udtrykke forfinede sjælelige tilstande. Foto: Tomasz Zajda - Fotolia

Simon Grotrians ”Fuglestjernegynge” er fyldt med særprægede sansninger og forunderlig skønhed

”Fuglestjernegynge” lyder den særprægede og fascinerende titel på Simon Grotrians nye og 46. digtsamling, siden han tilbage i 1987 sprang ud som helt sin egen i dansk lyrik. Det kan altid være svært at skelne Grotrians digtværker fra hinanden, og det kan være endnu sværere at sætte fingeren på, hvad digterens bøger mere specifikt handler om.

Men noget sådant er naturligvis heller ikke et mål i sig selv, når man har at gøre med den superliga inden for dansk digtning, hvor hver eneste tekst er så umiskendelig unik for den digter, der har lavet den, at man aldrig ville kunne forveksle Grotrians tekster med nogen anden lyrikers.

Typisk for Grotrians digte er det, at de suggererer følelser, fornemmelser og visioner frem, som unddrager sig alle de begreber, vi normalt betjener os af. Vi opdager kort og godt ved at læse Grotrians tekster, hvor magtesløst vort kommunikative og rationelt styrede sprog er, når det gælder evnen til at udtrykke forfinede sjælelige tilstande.

Et digt fra ”Fuglestjernegynge”, der peger på denne problemstilling, lyder: ”En bregneside vendes/ i historiebogens ørken/ hvor vi knækker under skyggens vægt/ og lykke, inden kulden falder”.

Så skrøbelige og flygtige er de impulser, som rører sig i sindet, synes digtet at sige. Og man får lyst til at sparke til hele tidens trend med, at alt skal udtrykkes præcist og korrekt, for man kan jo i høj grad hævde, at idéen om, at alt skal fortolkes og begrebsliggøres, er en sørgelig reduktion af tilværelsens essens. Men heldigvis har vi digtere som Simon Grotrian.

Når man bladrer i Grotrians digtsamling, indfanges man bestandigt af enigmatiske og forunderlige formuleringer. Her er én om et bizart og mystisk øjeblik, hvor fascination og rædsel blandes i en særegen skønhed: ”Grevinden træder baglæns over himmelbuen/ gløderne af prosa på de sorte hæle/ rammer os som stjerneskud”.

Og her kommer én, hvor der er skruet helt op for angsten og den groteske forvrængning: ”Den sorte fontæne i midten af kødet/ et afdansningsbal/ i dit skrående vanvid”.

Der er imidlertid også tekster, hvor der udtrykkes aktiv modstand mod en plat, konform og meningsløs omverden:

”Vi smækker frygten op på væggen/ som en trommesal med lilla ænder”. Og så er der de blide og længselsfulde tekster, hvor Grotrian formulerer sin hengivenhed over for Gud og kristendommen.

Var alle religiøse udsagn på denne måde, er der næppe tvivl om, at vi levede i en langt mere harmonisk og fredelig verden. Grotrian skriver: ”Gud, din mælk er blå/ og kvæget med violerne i maven/ bringer bud/ om kærlighed og snarligt vejr.”

”Fuglestjernegynge” er et ypperligt poetisk værk af en af vore største og mærkeligste digtere.