Prøv avisen
Bog

En brik til Syrien-krigens store mosaik

4 stjerner
Bogen er baseret på tre rejser, som Holm har foretaget til Damaskus i løbet af krigen. Hertil kommer talrige tidligere rejser til byen, som Adam Holm indrømmer at have været nærmest forelsket i, siden han kom der første gang i slutningen af 1990’erne. – Foto: Bassem Tellawi/AP/ritzau

Adam Holm har skrevet en læseværdig og stramt fokuseret bog om en af de lidt oversete dele af borgerkrigen i Syrien: livet i hovedstaden

I de godt seks et halvt år, som borgerkrigen i Syrien foreløbig har raset, er den muteret igen og igen. Fra folkeligt oprør til blodig sekterisk krig, videre til islamisk ekstremisme og stormagtskamp. På et tidspunkt var der ifølge et overslag over et tusinde væbnede grupper, der sloges om magten i det engang så smukke land. Selv eksperterne har ikke kunnet bevare overblikket over det hele, og så mere forvirret er almindeligt interesserede.

Medierne har forsøgt at gøre deres, men Islamisk Stat og deres modbydelige grusomheder har – naturligt nok – suget en stor del af opmærksomheden til sig. Derfor er det velgørende og prisværdigt, at den tidligere DR-journalist Adam Holm (der også har en fortid på Politiken, hvor vi var kolleger) nu udgiver en bog om regimet og livet i den syriske hovedstad, Damaskus.

Midt i alle kampene, halshugningerne og kaosset er livet i hovedstaden og selve Assad-regimet alt for ofte blevet glemt eller marginaliseret. Syriens præsident, Bashar al-Assad, er i Vesten konstant blevet beskrevet som en modbydelig krigsforbryder, en bloddryppende bøddel, der bomber og gasser sit eget folk for at klamre sig til magten. Og det er naturligvis heller ikke forkert, men historien er meget mere nuanceret og indviklet. For som Adam Holm beskriver, er der masser af syrere, også velbegavede og berejste syrere, der støtter op om regimet og har gjort det hele tiden. Ikke nødvendigvis ud fra nogen stor kærlighed til Assad-familien, men fordi alternativet altid er forekommet værre. Som en af syrerne, Holm taler med, forklarer, har svagheden ved oprøret altid været, at de ikke havde en samlet alternativ version. De var bare mod Assad, mod regimet.

Bogen er baseret på tre rejser, som Holm har foretaget til Damaskus i løbet af krigen. Hertil kommer talrige tidligere rejser til byen, som Adam Holm indrømmer at have været nærmest forelsket i, siden han kom der første gang i slutningen af 1990’erne. Dengang var Damaskus et søvnigt sted uden mange turister, men i årene op til borgerkrigen begyndte byen at boome, det skød op med hoteller, og de smalle gader i den gamle by myldrede med midaldrende kulturrejsende, backpackere og gadesælgere.

Alt det er nu væk, men bizart nok er store dele af Damaskus forblevet relativt uberørt af krigen, og byen er boomet i takt med, at millioner af flygtninge fra resten af det sønderknuste land er søgt til den relativt sikre hovedstad. Den mærkelige stemning ved at være i en by, hvor man kan nippe til en udsøgt iskaffe om formiddagen og tage en taxi til fronten efter frokost, beskriver Holm fremragende og har et godt øje for de små sigende detaljer og skæbner. Han er klædeligt beskeden og overdriver ikke farerne, som han udsætter sig for, men forsøger – naturligt nok – også at få lidt drama ind på siderne. Så de bombenedslag, der kommer i hans nærhed, og hans besøg ved forskellige fronter får fuld gas, måske også mere, end de reelt berettiger til.

Meget mere interessant og tankevækkende er faktisk skildringerne af hverdagslivet, møderne, han overværer i militærets kontorer langt fra fronten. Der er her, man får indblik i et andet Syrien, det, som man ikke har hørt så meget om. Hvor livet leves relativt almindeligt, men stadig hele tiden med krigen som baggrund. Hvor børnene går i skole, men dog altid ad forskellige veje, når de er på udflugt, så ikke alle dør, hvis der kommer et angreb. Hvor restauranterne er åbne, men få har penge, og hvor turistministeren i fuldt alvor kan lancere en kampagne med billeder fra solbeskinnede strande for at lokke turister til Syrien. Ikke mindst kapitlet med interviewet med ministeren er forrygende, det er både morsomt og sørgeligt på samme tid.

Der er ikke nogen klar narrativ struktur eller syrisk hovedperson i bogen, der består af en halv snes tematiserede kapitler. Adam Holm springer frem og tilbage i tiden, med henvisninger til samtaler før krigen og personlige oplevelser. Det fungerer udmærket, men som læser kan det føles lidt som at læse en masse artikler om krigen snarere end en samlet bog. Måske var det ikke muligt, men det ville have været interessant, om Holm havde skelnet klarere mellem sine tre rejser derned under krigen, så man som læser bedre havde kunnet følge udviklingen i krigen, og hvordan den har præget byen.

Som Adam Holm skriver flere steder, er Damaskus kernen i Assad-regimets magt, uden hovedstaden er regimet færdigt. Som det ser ud i skrivende stund har regimet i al fald foreløbigt vundet krigen, IS er blevet knust, og Vesten har for længst mistet viljen til presse Assad fra magten. Om det holder, vil fremtiden vise, men her og nu har Adam Holm leveret et glimrende indblik i, hvad det er for et Syrien, som Assad – på godt og ondt – regerer over.

Marcus Rubin er kronikredaktør og lederskribent på Politiken. Han har tidligere været Politikens mellemøstkorrespondent og har boet mange år i forskellige lande i Mellemøsten, senest i Beirut i Libanon under den syriske borgerkrig.