En byzantinsk fryd for øjet

Biskop Elof Westergaard beskriver i fin lille notesbog sine glæder i mødet med den byzantinske verden, den oldkirkelige teologi og ikke mindst dens kirkekunst

En byzantinsk fryd for øjet

”Hvad du end ser med forundring, fortæl om det!”.

Denne opfordring fra biskop Basileios af Caesarea (330-379 e.Kr.) er ikke blot én af de udtalelser, som biskop Elof Westergaard af Ribe citerer i sin lille fine bog om den byzantinske trosverden og billedforståelse. Det er også en opfordring, som han i høj grad selv efterlever i sin ”Min byzantinske notesbog”.

Det er tankevækkende og overordentlig fortjenstfuldt, at netop en protestantisk biskop i dette jubilæumsår for ”ordet alene” føler trang til at delagtiggøre andre i sin dybe fascination af hele den byzantinske livsverden. Ja, det er ikke bare fortjenstfuldt, det er befriende. For som Elof Westergaard i sit forord gør opmærksom på, så er der i det byzantinske en vilje til at tænke ord og billeder sammen, som i høj grad har bud til en moderne verden.

Elof Westergaard gør det klart, at selvom vi lever i en billedverden, så har vi i fatal grad tabt evnen til at fordybe os i den kristne billedverden med alle de trosskatte, som dér ligger udbredt for vore øjne. Han gør opmærksom på, at netop billedet er med til at sanseliggøre evangeliet, eller sagt på en anden måde: Billederne er med til at skærpe opmærksomheden på inkarnationens altafgørende betydning for den kristne tro. Ja, at dette, at ”ordet blev kød og tog bolig i blandt os”, er selve essensen af al kristen tro, og at derfor netop billedet er i stand til i helt enestående grad at gøre dette trosvilkår nærværende.

Elof Westergaard finder, at den byzantinske billed- og trosverden ikke blot er glemt og overset, men decideret ugleset i den protestantiske kristendomsforståelse. Måske har han ret. I hvert fald gør han en god gerning ved ikke blot at gøre opmærksom på denne verdens rigdomme, men frem for alt ved på meget personlig vis at reflektere over sit eget møde med denne verden og dens kirkekunst.

Elof Westergaard har gode øjne at se med, og han har fantasi og poetisk nerve til at gå ind i billederne og aflokke dem deres hemmeligheder. Det mærkes, at han er ud af en slægt af billedskabere. Såvel Elof Westergaards far som farfar var fornemme stenhuggere, og hans søster, Laila Westergaard, er en af vore fornemste billedhuggere. Elof Westergaard har fra barnsben set stenen afsløre sin hemmelighed og billedet komme til verden. Han har dertil sin teologiske indsigt og en kunstnerisk sans for den legendariske fortællings sandhedsværdi og for den byzantinske billedkunsts på en og samme tid enkle/enfoldige og subtile/dybsindige forkyndelse. Det er en herlig verden fuld af fryd og forundring over det vidunderlige liv, der med Kristus er skænket til verden, til os. Det er en billedverden, der i al sin overjordiske fantasifuldhed fastholder evangeliets virkelighed, fastholder, at himlen med inkarnationen har iklædt sig jordisk klædebon og dermed er blevet en uløselig del af vor livsverden. Eller med forfatterens egne ord: ”Det byzantinske insisterer på at tænke og se verden som en verden med guldbaggrund, det vil sige at se menneskets liv i lyset af Gud og som et sted, hvor Helligånden stadig virker og har kraft.”

Elof Westergaard har delt sin notesbog i to afsnit. I det første forsøger han på højst personlig vis i en blanding af fakta og fiktion at yde kirkefædrene teologisk retfærdighed. Der er mange godbidder. Det andet afsnit er helliget en egentlig billedanalyse ud fra den forudforståelse, at ”et billede altid er mere end et billede. Det er altid en del af et større rum. Det handler om at slå skodderne fra og åbne sine vinduer. Morgenen er fuld af guld. (…) Det glædelige budskab er også dit.”

Når Elof Westergaard næste gang udfolder sig som den begejstrede og storartede billedfortolker, han er, ville det være dejligt, hvis han slog sit brød lidt større op; undte sig selv et større bogformat, flere sider og en bedre billedkvalitet. Det kan man kun glæde sig til.8