En dansk pioner i Indien

Biografien om Anne Marie Petersen er elementært spændende læsning for enhver med interesse for missionshistorie, Indiens historie eller kvindehistorie

Indien-missionæren Anne Marie Petersen med børn fra skolehjemmet Seva Mandir. Foto fra bogen.
Indien-missionæren Anne Marie Petersen med børn fra skolehjemmet Seva Mandir. Foto fra bogen.

Den danske missionær i Indien Anne Marie Petersen (1878-1951) var og er absolut enestående i dansk missionshistorie. Ikke blot fordi hun var en stærk og selvstændigt tænkende kvinde, der gennem et langt liv brugte alle sine kræfter og al sin tid og sine penge på at skabe gode levevilkår og undervisning og dermed en bedre fremtid for indiske piger, men også fordi hun var grundtvigianer med liv og sjæl og dertil havde et livslangt venskab med Indiens store åndelige leder Gandhi.

Anne Marie Petersens liv var, som hun selv, enestående. Det var dramatisk, på samme tid fyldt med bekymringer og problemer - såvel af økonomisk som helbredsmæssig art - men også med en umådelig livsglæde og et ukueligt livsmod.

Tine Elisabeth Larsen, der er teolog og formand for Dansk-Indisk Børnehjælp, har i sin bog ”Gandhis ven” med undertitlen ”Om at følge sine egne veje, sine drømme og sit mål” skrevet Anne Marie Petersens livshistorie. Og det er fascinerende læsning. Ikke en af de mange sider føles overflødig. Biografien er elementært spændende læsning for enhver, der interessere sig enten for missionshistorie, Indiens historie eller kvindehistorie. Og har man bare almindelig interesse i én af delene, er man virkelig godt underholdt og oplyst.

Tine Elisabeth Larsen er velskrivende, teksten flyder ubesværet og letlæst, og dertil kommer så, som bogens bedste greb, at vi hele tiden hører Anne Marie Petersens egen stemme. Citaterne fra hendes egne såvel som andres breve, ikke mindst brevene fra Gandhi til Anne Marie Petersen selv, er mange og lange. Og netop dette forhold, som kunne være et problem, giver et helt enestående og dugfrisk indtryk, ikke blot af de involverede personers markante personligheder, men også af de rent faktiske og praktiske problemer, som de stod over for. I brevene berøres stort som småt. Vi kommer tæt på allehånde hverdags- og husholdningsproblemer og tæt på de personlige relationer. Såvel Anne Marie Petersens egen som Gandhis velkendte omsorg for alle, han kom i berøring med, bliver overbevisende dokumenteret.

Anne Marie Petersen var døbt i Ryslinge valgmenighed, hvor hendes forældre var medlemmer. Hun voksede op i et levende grundtvisk kirke- og skolemiljø og havde en lærerindeuddannelse bag sig, da hun i 1909 første gang rejste den lange tur ud til Indien; og hun blev der - kun afbrudt af hjemmebesøg, der som oftest skyldtes helbredsproblemer - til sin død.

Anne Marie Petersen var til en begyndelse tilknyttet DMS, men det kom til et brud. Der var flere årsager. Anne Marie Petersens erklærede grundtvigske ståsted, hvor hun fastholdt ”menneske først og kristen så” som grundprincippet for sin missionsvirksomhed, gav vanskeligheder.

Konsekvensen af dette synspunkt blev, at hun, da hun havde grundlagt sin pigekostskole, ønskede, at hendes piger skulle opdrages til gode indiske borgere, så de ikke på grund af deres kristne tro ville blive udstødt af deres familier med store menneskelige omkostninger til følge, som det sædvanen tro ellers var for indere, der havde modtaget den kristne dåb.

I overensstemmelse med dette grundsyn på mission, hvor kundskaber og indføring i Indiens rige åndelige tradition var grundpiller, fik Anne Marie Petersen Gandhi til at nedlægge grundstenen til sin skole og blev en ivrig medkæmper i Gandhis kamp for et frit og uafhængigt Indien.

Anne Marie Petersen forstod den fulde betydning af, at den kristne dåb for de fleste indere var forbundet med engelsk imperialisme. Derfor ønskede hun også at knytte indere tæt og medbestemmende til sit skolearbejde. Også dette synspunkt voldte vanskeligheder i de grundtvigske kredse, der trofast støttede hendes arbejde helt frem til hendes død. Anne Marie Petersen var en uhyre selvstændig og viljestærk kvinde, men helbredsmæssigt var hun hverken fysisk eller psykisk så stærk, som de barske økonomiske, sociale og klimamæssige forhold krævede. Anne Marie Petersens fik, som den, der aldrig gik på kompromis med sin tro eller sine idealer, et liv i stadig kamp.

Men hun nåede sit mål, en indisk kristen pigekostskole for små og store piger af alle kaster, og hun havde trofaste venner som Gandhi, der altid stod til rådighed med hjælp - også økonomisk - når det virkelig kneb. Og at hendes piger elskede og tilbad deres skolemor, derom er der ikke den ringeste tvivl.

Tine Elisabeth Larsen har skrevet en fremragende bog om et helt særligt stykke missionshistorie.

Kun til sidst et enkelt hjertesuk. Bogen er smukt udstyret med masser af interessante billeder på glittet papir, men det betyder, at den vejer over halvandet kilo! Den er simpelthen for tung at tumle rundt med.

Og hvor ville det have været dejligt med et kort, der kunne identificere de nævnte lokaliteter, så også mindre hjemmevante i Indiens geografi ville have en chance.