Prøv avisen
Bog

En debut uden temperament

3 stjerner
dsb,københavn,skilt Foto: LASSE KRISTENSEN

Debutanten Tine Høeg har talent for at skrive, men hvor nødvendig er egentlig denne bog?

Det knappe resumé på bagsiden af Tine Høegs debutbog ”Nye rejsende” er egentlig meget rammende for både sproget og handlingens minimalistiske enkelthed: ”En ung kvinde får job som/ gymnasielærer. Første arbejdsdag/ møder hun en mand i toget./ Han er gift og har et barn.”

Mere sker der sådan set ikke; mere er der sådan set ikke på spil. I en række knækprosaiske tekster, der veksler mellem at være en art dagbogsnoter i stikordsform og nedbarberede scener fra et hverdagsliv, hører vi netop om et ungt kvindeligt jegs nye rod af et liv som henholdsvis elsker og nyuddannet gymnasielærer.

Alt sammen centreret om det alt for tydelige billede på det vakuum, limbo eller ikke-sted, som hun store dele af tiden ikke bare befinder sig i rent fysisk, men også eksistentielt: pendlertoget mellem København og Næstved, der konkret fungerer som transport til og fra arbejde og mødested for den ”forbudte” kærlighed.

Hun er ikke rigtig voksen, som hendes kollegaer, men heller ikke længere ung, i hvert fald ikke på samme måde som hendes elever. Nu er hun pludselig ”nogens lærer” – som det lyder med en formulering, der fremhæver den fremmedgjorthed, hun føler i forhold til jobbet – men identificerer sig i højere grad med elevrollen.

Samtidig dyrker hun sex med den 10 år ældre mand, men vil også gerne meget mere end det; være en del af hans familieliv – være konen Maria og mor til barnet Evy: ”Jeg er Maria// Evy klynger sig til mig// hendes arme rundt om min hals.” Sådan infiltrerer affæren mere og mere hendes øvrige liv.

I begge tilfælde – gymnasielærerjobbet og affæren – er hun på en eller anden måde ude af kontrol og afmægtig. Problemet er bare, at denne tilstand aldrig for alvor bliver andet end en påstand. ”Det føles som om jeg har feber […]// jeg kan ikke genkende min egen stemme”, står der for eksempel et sted, mens vi senere hører, at ”jeg lukker øjnene// uroen sidder ikke ét sted i kroppen// den bevæger sig”, uden at denne feber eller uro imidlertid manifesterer sig i det sproglige udtryk. Hvor er lidenskaben, vildskaben, frustrationen, vreden? Som læser mærker man ikke for alvor den eksistentielle og psykologiske tumult dirre, hverken mellem eller på linjerne. Dertil fremstår ”Nye rejsende” ganske enkelt for monoton og temperamentsløs i sin sproglige udfoldelse.

Tine Høeg har uden tvivl talent for at skrive, ligesom hun åbenlyst også har blik for komikken i gymnasielærerlivet. Alligevel kan man under læsningen ikke lade være med at tænke: Hvor nødvendig er egentlig denne bog? Er dens ærinde ikke lidt banalt? Bliver historien og scenerne ikke lidt for fladtrådte?

Det sidste er måske særligt tilfældet for affære-sporet, hvor ugeblads-trivialiteterne synes at stå i kø: ung kvinde forelsker sig i gift mand, der lover guld og grønne skove (”inden jul// siger du// inden jul”), alt imens (kerne)familien konstant spøger i kulisserne som i dette anstrengte og overgjorte billede: ”Jeg står i vinduet bagefter/ og ser dig trække din cykel gennem gården// det tomme barnesæde// som om der sidder et lille spøgelse bagpå.”

Mange kommende og nuværende undervisere vil helt sikkert opleve en genkendelsesglæde i det indblik, som ”Nye rejsende” leverer i gymnasielærerlivet. Som helhed betragtet overbeviser bogen dog ikke.