”Sange fra en sigøjner” er baseret på den virkelige historie om den polske roma-pige Papusza (Jowita Budnik), hvis rigtige navn var Bronislawa Wajs. Hun bliver født i en hestetrukken sigøjnervogn i 1908. På trods af en udbredt analfabetisme blandt sigøjnere, lærer hun som barn at læse og skrive. Det skal vise sig at blive hendes skæbne på godt og ondt.
Hun bliver som purung mod sin vilje giftet bort til sin onkel. På bryllupsdagen skærer hun en stor flænge i ansigtet på sig selv i protest mod det arrangerede ægteskab. Uhyggelig stærk scene.
Den polske forfatter Jerzy Ficowski (Antoni Pawlicki) flytter i en periode ind hos sigøjnerne for at samle materiale om dem til en bog. Han ser hurtigt, at Papusza har et særligt talent for digtning. Han får nogle af hendes digte udgivet, som hun senere bliver berømt for.
På det personlige plan kommer hun til at betale en meget en høj pris for berømmelsen, da sigøjnerne synes, at hun har udleveret dem i sine digte.
Der er mange negative fordomme om sigøjnere. Filmen afkræfter en del af dem. Man får en anden forståelse for disse forfulgte nomader, som altid har været på vej, pakket ud og ned, levet på en sten og hutlet sig gennem tilværelsen. Et hårdført folkeslag.
Vi får også indtryk af et folk, hvor sammenhold er altafgørende, og hvor der er store omkostninger forbundet med at afvige fra normerne.
Ifølge filmens to prisbelønnede instruktører Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze, er filmens egentlige formål at vise ”sigøjnerkulturens rene og passionerede sjæl”. Vi følger sigøjnerne fra Papuszas fødsel, i mellemkrigsårene, under Anden Verdenskrig, hvor de ligesom jøderne blev forfulgt af nazisterne, og senere under den kommunistiske besættelse af Polen.
Man undrer sig lidt over, hvor lidt vi reelt hører om Papuszas forfatterskab, dets betydning og omfang. Hendes værker er oversat til mange sprog, og hun bliver betragtet som en af de mest betydningsfulde sigøjnerforfattere.
Filmen er ikke bygget kronologisk op, men springer i tid. Det kan godt virke lidt forvirrende. Den er i sort hvid, hvilket understøtter såvel dens historiske dimension som dens dystre tone.
Den har et nærmest dokumentarisk præg og minder, med sit dvælende tempo og sin interessante karakterudvikling, lidt om Edgar Reitz' første del af tv-serien ”Heimat” (1984), der foregår fra 1919 til 1982, det vil sige nogenlunde samme periode som ”Sange fra en sigøjner”.
Filmen har modtaget mange priser på festivaler rundt om i verden. Det er en smal og melankolsk film, men man får noget med hjem. En fin og tankevækkende film.