I de seneste 20 år er der i den danske litterære offentlighed foregået en intens diskussion af, hvad en digter er, og hvad hans eller hendes opgave og funktion er.
Der har her været et sammenstød mellem to normer, som jeg har kaldt den centrallyriske og den interaktionslyriske. Den centrallyriske position er den klassiske fra den romantiske, symbolistiske og modernistiske tradition, hvor der optræder et autoritativt jeg som centrum i det digteriske univers, og hvor digtet er formuleret i et koncentreret særsprog og befatter sig med sjælelige tilstande hos det lyriske jeg.
I det interaktionslyriske foregår der derimod et opgør med denne norm. Dette sker ved, at man skaber en polyfon udsigelse, hvor mange stilarter og diskurser ytrer sig, og ved at digtet har en anderledes åben og uafgrænset form.
Blandt de danske forfattere, der i deres poesi har diskuteret digterrollen, har man en række af de digtere, som i sin tid havde klare lighedstræk med den symbolistiske poetik med dens ophøjede, heroisk lidende og profetiske subjekt. Det gjaldt for Niels Frank, Nicolai Stochholm og Thomas Boberg, hos hvem man i deres sidste digtsamlinger møder satirer i forhold til den position, de tidligere selv indtog.
Den mest massive indsats i den retning er imidlertid nu begået af Pejk Malinowski med værket ”Digterne”, der over 104 sider leverer et par hundrede portrætter af forskellige digtertyper. Disse fylder fra tre ord til én side og er som helhed originale, morsomme, satiriske, skarpsindige, banale, underlige, underfundige, fortænkte, fjollede og præcise. Eller sagt på en anden måde: Der er en så enorm mængde af digterkarakteristikker, at man kan finde stort set alle tænkelige typer af sådanne.
En stor del af fragmenterne i ”Digterne” er i lighed med, hvad man ser hos Frank, Stochholm og Boberg, satiriske og sarkastiske portrætter af den selvhøjtidelige og opblæste digter. De kan lyde: ”Digteren der kommer for sent til digtoplæsningen og slår døren op med et brag, fordi han har været alene hele dagen og tror, at alting handler om ham”. Eller: ”Digteren rømmer sig og vender en side. Rømmer sig igen og vender endnu en side. Ser alvorligt op på de nyankomne i rummet”.
Disse lidt ensidige beskrivelser af en selvoptaget og patosladet digter suppleres dog af mere empatiske og solidariske udsagn om den klassiske centrallyriske digter: ”Digteren med den utilpassedes anspændthed vrider sig som en orm i sine tankers snørklede gange”.
Ironien har imidlertid også velturneret brod, når det gælder den interaktionslyriske digter. En af samlingens pragtstykker lyder: ”Digteren foretrækker tekster, hvor jeget, hvis der er et jeg, er flydende. Et jeg, der kan indtage alle positioner, maskulin, feminin, ung, gammel, menneske, dyr, græsstrå, tektonisk plade – på skift eller på samme tid. Et tvivlende, søgende, aspirerende jeg. Et rasende, roligt, ventende jeg. Et lille nissejeg under verdenskrigen trygt og godt ved kaminen”.
På denne velgørende vis er Pejk Malinowski et skridt længere fremme end sine førnævnte digter-satire-forgængere, hvor hånden ofte holdes over de nyeste og mest eksperimenterende strømninger inden for poesien.
I ”Digterne” finder man desuden talrige referencer til konkrete digtere, om end disse aldrig nævnes ved navn. Det gælder Yukio Mishima, Søren Ulrik Thomsen, Christian Böök, Thorkild Hansen samt også digteren selv, hvor Pejk Malinowski i ”Den store Drømmebog” ”skriver digte ved hjælp af Google-søgninger”.
Endelig er der tekster, der beskriver utopiske poetiske værker. Disse er i deres finurlighed og tankevækkende visualitet noget af det bedste ved bogen. Her er et af dem: ”En digter finder en flok køer på en mark og maler et bogstav fra alfabetet på hver enkelt ko. Så sætter hun sig til rette på en tue med sit kamera og tager et billede, hver gang de staver et ord.” Og sådan kan man blive ved med at nævne interessante tekster fra ”Digterne”. En digtsamling, der sender tankerne på flugt og giver masser af stof til eftertanke.
kultur@k.dk