En digtsamling hører op, og stilheden tager over

Eddadigtene har aldrig været prangende, men er til gengæld en af verdenshistoriens berømteste digtsamlinger

Jeg har forladt byens larm og står i håndskriftboksen i Reykjavík. Her er lyset dæmpet og luften kølig. Jeg har taget en lille bog med mørke blade ned fra hylden: eddadigtene. Bogen har aldrig været prangende, men er til gengæld en af verdenshistoriens berømteste digtsamlinger. Digtsamlingen, eller som håndskriftet kaldes Codex Regius af eddadigtene, er lidt af et mysterium: Man ved hverken, hvem der digtede, indsamlede eller afskrev de 29 digte om de hedenske guder og sagnhelte i dette lille håndskrift, som blev skrevet i 1270'erne.

Samlingen indledes med ”Vølvens spådom”; den første stemme, vi hører, er den afdøde seerske, vølvens, der beder om stilhed, så hun kan fortælle os – og Odin – om verdens oprindelse og undergang, som hun fremmaner i en række dunkle syn. Hun ser dengang, hverken jord eller himmel fandtes, hvor verden var en gabende afgrund. Hun ser aseguderne indrette verden med byggemateriale fra urjætten Ymers krop og deres skabelse af de to første mennesker: Ask og Embla. Hun ser guldets og grådighedens indtog i verden. Med guldet kom krig og senere løgne og broderdrab. I fremtiden skuer hun Ragnarok, verdens undergang: Himlen formørkes, stjernerne styrter, jorden står i flammer, Fenrisulven dræber Odin, Midgårdsormen Thor. Men da ser vølven, for anden gang, jorden stige af havet, grøn og genfødt. Her finder en ny generation af guder de gamle guldbrikker i græsset. Det er en ny begyndelse.

Blandt de overlevende guder i den nye verden er Balder, der blev dræbt af sin blinde bror Hød. Den nye verden ligner et sted med forlig og forsoning. Ragnarok lyder næsten som en klimakatastrofe med en mirakuløs anden chance for jorden, dog uden de skyldige førstegenerationsguder. Digtet giver håb.

En af de gamle og skyldige guder er Odin, hvis stemme belærer os om snart sagt alt i samlingens næste digt, ”Den Højes Tale”: Tag godt imod en gæst; vær ikke gæst for længe samme sted; drik ikke for meget; sørg for at få din nattesøvn; vær dine venners ven; husk at spise morgenmad, hvis du skal til fjelds; du kan ikke bedømme en kvinde, før hun er død. Og sådan går det over stok og sten. Odin er en uforbederlig besserwisser – en mansplainer af de allerstørste. Indimellem de gode råd strøes beretninger om Odins egne eventyr. Han drikker for meget, lyver og lokker, ja, han er faktisk ude af stand til at følge sine egne råd. I nogle berømte strofer hænger han endda ofret til sig selv – som et hedensk vrangbillede på den korsfæstede Jesus.

Man har undersøgt skriften i den lille håndskrevne bog med de 11 gudedigte og de 18 heltedigte og mener, at den måske blev skrevet i et benediktinsk kloster i Þingeyrar i Nordisland. Ind i digtenes beskrivelse af den hedenske verden, er der da også blandet kristne forestillinger. Digtsamlingen er en skøn kakofoni af stemmer: hedenske og kristne, kvinder og mænd, guder og helte. Den sidste stemme, der lyder, er redaktørens egen stemme: ”Dette kalder vi det gamle digt om Hamde“ (en sagnhelt), skriver han, som måske var en munk i Þingeyrar. Han ved mere, end han fortæller os, men her hører digtsamlingen op – og stilheden tager over igen.

I klummen ”islandske perler” skriver sagaforsker og litterat Annette Lassen om Islands vigtigste værker.