En digtsamling hører op, og stilheden tager over

Eddadigtene har aldrig været prangende, men er til gengæld en af verdenshistoriens berømteste digtsamlinger

Jeg har forladt byens larm og står i håndskriftboksen i Reykjavík. Her er lyset dæmpet og luften kølig. Jeg har taget en lille bog med mørke blade ned fra hylden: eddadigtene. Bogen har aldrig været prangende, men er til gengæld en af verdenshistoriens berømteste digtsamlinger. Digtsamlingen, eller som håndskriftet kaldes Codex Regius af eddadigtene, er lidt af et mysterium: Man ved hverken, hvem der digtede, indsamlede eller afskrev de 29 digte om de hedenske guder og sagnhelte i dette lille håndskrift, som blev skrevet i 1270'erne.

Samlingen indledes med ”Vølvens spådom”; den første stemme, vi hører, er den afdøde seerske, vølvens, der beder om stilhed, så hun kan fortælle os – og Odin – om verdens oprindelse og undergang, som hun fremmaner i en række dunkle syn. Hun ser dengang, hverken jord eller himmel fandtes, hvor verden var en gabende afgrund. Hun ser aseguderne indrette verden med byggemateriale fra urjætten Ymers krop og deres skabelse af de to første mennesker: Ask og Embla. Hun ser guldets og grådighedens indtog i verden. Med guldet kom krig og senere løgne og broderdrab. I fremtiden skuer hun Ragnarok, verdens undergang: Himlen formørkes, stjernerne styrter, jorden står i flammer, Fenrisulven dræber Odin, Midgårdsormen Thor. Men da ser vølven, for anden gang, jorden stige af havet, grøn og genfødt. Her finder en ny generation af guder de gamle guldbrikker i græsset. Det er en ny begyndelse.