Nogle gange begynder litteraturen at tale ind i begivenheder, der sker omkring en. Når det sker, bliver der åbnet for perspektiver, som ellers ikke ligger ligefor. Da billederne af branden i Notre Dame viser sig på skærmen, sidder jeg således og læser Michel Houellebecqs nyeste roman, ”Serotonin”. Den er lige udkommet på dansk. Houellebecq nævner ganske vist ikke Notre Dame. Alligevel bliver hans roman en uhyggelig dødsmesse for den brændende katedral.
En dødsmesse, som er mere dyster end nogen anden tolkning af branden. På skærmen viser sig journalister, der siger, at Notre Dame er et symbol på den franske identitet. ”Det er landets hjerte, som brænder for øjnene af millioner og atter millioner af mennesker,” siger chefredaktøren for Libération.
Houellebecqs roman vil sige noget andet. Den er en lang skildring af dødsprocessen i den kultur, som udgør den franske identitet. Set med de øjne er det uhyggelige ikke, at Notre Dame brænder. Det uhyggelige er, at branden er et symbol på et land, et folk, en kulturel identitet, der er afgået ved døden. Landets hjerte er for længst gået i stå.
Houellebecq gør klart, at Frankrigs undergang ikke skyldes ydre omstændigheder, men en opløsning indefra. Her bliver serotonin en gennemgående metafor i Houellebecqs fortælling. Serotonin er det stof, der stimulerer den menneskelige selvfølelse. Konkret findes det i de lykkepiller, som romanens hovedperson indtager i stor stil, men stoffet optræder også som en metafor for de illusioner om frihed, som mennesker er blevet bedøvet med. Illusionerne gør, at de ikke ser klart, og dermed sættes opløsningsprocessen i gang.
I romanen møder vi således den midaldrende Florent-Claude, som er ved vejs ende i sit liv. Sidst i romanen spørger han sig selv, hvad det er for et liv, han har levet. Han ved det ikke. Han begynder derfor at klæbe fotos fra sit liv op på en væg, ikke fordi billederne udtrykker nogen skønhed eller nogen mening. Han gør det bare, fordi han kan, fortæller han.
Billederne bliver efterhånden den fortælling, han giver læseren. Fortællingen er således udtryk for en retrospektiv fortolkning af det liv, han har levet indtil nu. Dette er en afgørende pointe. En ting er at leve sit liv, en anden ting er rent faktisk at kunne fortolke det.
Fortolkningen handler om, hvad Florent-Claude har set, og især hvad han ikke har set. Som han ser tilbage på sit liv, bliver det mere og mere klart for ham, hvordan mennesker ikke ser klart. Alle inklusive ham selv har været besat af en illusion om frihed, der har gjort, at de har været blinde for betydningen af menneskelige relationer. De menneskelige konsekvenser er skræmmende. Dette gælder på det samfundsmæssige plan, men også på det personlige plan.
Som agronom og ansat i Landbrugsministeriet har Florent-Claude set, hvordan de bedste landbrugsprodukter bliver lavet lokalt og dyrket med omsorg for jorden og dyrene, men han har også set en stærk ideologisk blokering hos den europæiske administration. Ideologien er handelsfriheden, som medfører, at Frankrig oversvømmes af varer fra hele verden. Relationen mellem det politiske system og de franske bønder er derfor gået i opløsning, og bønderne kæmper en overlevelseskamp, de ikke kan vinde. Vinderen er altid handelsfriheden.
Gennem bonden og vennen Aymeric ser Florent-Claude kampens menneskelige konsekvenser. Aymeric bliver mere og mere radikaliseret, og det ender med et voldeligt sammenstød mellem de desperate landmænd og ordensmagten. Sammenstødet koster Aymeric og 10 andre livet. Dermed afsløres den dødsensfarlige splittelse, som handelsfriheden har skabt mellem eliten i Paris og menneskene fra den provins, der er ved at bryde sammen. I dag er det dem fra provinsen, der har iført sig de gule veste.
Også på det personlige plan viser opløsningsprocessen sig. Florent-Claude er således besat af en illusion om individuel frihed, det åbne liv og de uendelige muligheder.
For ham handler det først og fremmest om at dyrke sex med hvem som helst, og han fortæller indgående om sine oplevelser. Han ender dog med at stikke af fra sin seneste partner ved at foretage en ”frivillig forsvinding”, som er en grundlæggende frihedsrettighed i Frankrig. Dette forbløffer ham ganske vist, fordi denne rettighed i hans øjne er mere foruroligende end selvmordet. Ikke desto mindre benytter han sig af muligheden.
Han aner dog efterhånden, at illusionen om frihed har ødelagt ham. Så meget, at han begynder at tage Captorix, som er lykkepiller, der øger mængden af serotonin i blodet. Bivirkningerne er kvalme, manglende libido og impotens, men som han nøgternt siger: ”Jeg led aldrig af kvalme.” Pillerne hjælper ham med at leve eller i det mindste med ikke at dø – et stykke tid, som han siger. Han bliver dog klar over, at pillernes hjælp i virkeligheden er en bestemt fortolkning af hans liv. Det er en mindre rig og mere kunstig fortolkning. Den reducerer livet til blot at være en række formaliteter, der ikke rigtig betyder noget.
På trods af pillernes virkning opdager Florent-Claude, at der er noget, der nægter at lade sig reducere mellem de 3000 mere eller mindre ligegyldige billeder fra det liv, han har levet.
På væggen hænger der nemlig tre billeder, han ikke kan slippe. Det er, som om de insisterer på at have betydning i hans liv. Et billede er af Kate, og to er af Camille. Begge to er kvinder, han har elsket.
Han opdager, at den kærlighed, han har oplevet sammen med dem, har været meningen med hans liv. Men på grund af sin stædige fastholdelse på frihed ender han med at forråde den kærlighed, de har haft sammen. Det fortryder han nu, da det er for sent.
Ikke desto mindre får det Florent-Claude til at gribe til en uventet fortolkning af sit liv. Illusionen om individuel frihed afløses således af en religiøs fortolkning, som for ham bliver den eneste fortolkning, der kan fastholde hans erfaring af kærligheden. Kærligheden er ikke tilfældig. Gud giver os anvisninger, som er meget præcise, forstår han nu. Anvisningerne sker gennem disse kærlighedsudbrud, som svulmer i brystet, så man knap kan få vejret. Men Florent-Claude har været både døv og blind.
Kristus må derfor ærgre sig over de hjerter, der blev hårde:
”De har alle tegnene, og de lytter ikke til dem. Er det virkelig nødvendigt, at jeg tilmed giver mit liv for disse elendige mennesker? Er det virkelig nødvendigt at være så tydelig? Ja, det kunne se sådan ud.”
Jeg læser disse sidste ord som Houellebecqs bidende kommentar til billederne fra branden i Notre Dame. Der findes således et billede fra katedralens ødelagte indre. Mellem sodsværtede vægge og forkullede bjælker står der et stort lysende kors sammen med en figur af Maria med den døde Jesus i armene. Billedet er fuld af undergang, men også af mulighed for nyt liv. ”Er det virkelig nødvendigt at være så tydelig? Ja, det kunne se sådan ud,” synes korset at sige.
Houellebecqs skildring af Frankrig er apokalyptisk. Illusionen om de forskellige former for frihed har sat dødsprocessen i gang. Hjerterne er blevet hårde og ser ikke tegnene på kærlighed. Samfundet er splittet. Oprøret ulmer. På det personlige plan breder ensomheden sig. Selvmordet er en løsning for nogle, for andre er det de lykkepiller, der hjælper folk med ikke at dø – et stykke tid.
Branden i Notre Dame kan tolkes som et led i denne dødsproces. Men det er også en dødsproces, hvor korset i Notre Dame viser, at det er muligt at håbe hinsides ethvert håb. Spørgsmålet er bare, om det bliver set.
Morten Fester Thaysen er sognepræst i Varde Sogn.