Den færøske digter og billedkunstner Tóroddur Poulsen debuterer på dansk med digtsamlingen ”Valseværk”. Flere af hans tidligere værker, der i udvalg er blevet oversat til dansk, har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Han bevæger sig ubesværet sprogligt på dansk, og det er en fryd at lade sig omfavne af det poetiske univers i ”Valseværk”.
At valse er at formgive. Når et emne valses, presses det imellem to modsatroterende cylindriske valser, hvis afstand er mindre end emnets tykkelse og derved opstår en ny form, hvor emnet forøges i længderetningen. Titlen på Tóroddur Poulsens digtsamling forbinder sig på den måde med det visuelle udtryk, der udfolder sig over siderne. Her svajer digtene som smalle silhuetter, som var de matroser på det skib, hvorfra verden observeres, hvorfra erindringerne får frit løb gennem jeget, hvorfra angsten udflyder. Som glimt af fortid står digtenes knaphed på ord i kontrast til den billedrigdom, de skaber. Sansninger over for konstateringer. Det er stramt komponeret, og eksistentielle tematikker som døden, sorgen og længslen over det tabte liv er stærkt til stede i ”Valseværk”.
På skibet møder vi styrmanden, der taler om tilgivelse. Digteren og billedkunstneren, vores jeg, der lægger angsten i øverste køje og sig selv i den nederste.
Litografen, et spøgelse og en last fuld af lig er alle blandt de karakterer, der i en næsten formalistisk montagestil fra 1920’ernes revolutionære russiske filmlærreder, træder frem foran en. I montagen var det ikke nok blot at kæde billeder sammen. En vekslen mellem konflikter og kontraster mellem indstillingernes indhold var nødvendig, ellers ville montagen ikke kunne stimulere og provokere tilskueren til medtænkning.
”Valseværk” opleves som en montage. Hastigt klippes der mellem og zoomes ind og ud af øjebliksbillederne, mens to modsatrettede bevægelser vrider og snor sig omkring hinanden. Der veksles på den ene side mellem at kommentere på småborgerlighedens stramme regelsæt om højden på hækken, som vi kender det fra de små ordnede kolonihaver. Det er let afkodelige digte, hvor ønsket om kontrol satirisk udstilles. Her over naturen og i overført betydning livet som sådan. På den anden side syler de sprogligt fabulerende og foruroligende digte sig ind. De leger med sproget og underkaster sig ikke en umiddelbar narrativ logik. De fremtræder både som jegets konkrete iagttagelser og hallucinationer. Blankpoleret kølig facade over for et indre vildt brusende hav.
Poulsen indfanger og komprimerer stemninger, menneskæbner og angst, så kun det nødvendige får plads. Digtene emmer af underfundig humor og bevæger sig ofte fra det konkrete til det mere abstrakte.
”på køkkenbordet/ lå der en seddel/ hvorpå det stod:/ jeg vil ikke have/ høreapparat/ jeg vil ikke/ høre døden komme.”
Dødsangst sort på hvidt. Døden skal helst komme pludseligt, for den er svær at forholde sig til.
”Han har/ikke taget/ stilling/ til/på/hvilken/side af/havet/han/skal/dø.”
Hvordan kan vi rumme det grundlæggende eksistensvilkår, at selve livet bor side om side med døden? Hvordan holder man dødangsten fra døren? Det er nogle af de mange skibe, Poulsen sætter i søen.
Skibet er en tilbagevendende metafor i digtsamlingen. Gennem skibsbegravelsen forbindes skibet i nordiske riter med døden. Her fungerede skibet som gravkammer, fartøjet i hvilket man påbegyndte sin sidste rejse. ”Valseværk” skriver sig ind i denne metafor. I kirken sidder menigheden i kirkeskibet, hvorfra livets rejse tager både sin begyndelse og afslutning. Hvor man mødes i glæde og i sorg. Gennem tro kan alle livets aspekter rummes, og troen fungerer derfor som et anker i al det uhåndterbare. På samme vis opleves der et jeg i ”Valseværk”, der netop leder efter et holdepunkt for at kunne holde det uudholdelige ud. Det at skulle dø.
”Valseværk” er en digtsamling, der fortjener at blive læst igen og igen. Et værk, hvor nyt land åbenbares, hver gang man hopper med om bord.