En dør på klem til familiens lukkede kreds

Sebastian Bune debuterer med en roman om at være en lille stærk voksen, selvom man bare er et barn. Romanen burde have haft en ekstra gennemskrivning

Sebastian Bune har stoffet, og han har en litterær ambition. Men ”Min familie” er ikke forløst som roman.
Sebastian Bune har stoffet, og han har en litterær ambition. Men ”Min familie” er ikke forløst som roman. Foto: Marketing.

Det har nok aldrig været så nemt som nu at få en bog udgivet. Og det viser sig også, at mange mennesker har en bog i sig - har noget, som det er vigtigt for dem at få sagt. Det giver sig ikke mindst udtryk i en stigende mængde af, hvad vi kunne kalde vidnesbyrdlitteratur. Litterære beskrivelser bygget på egne oplevelser om, ”hvordan det var”. Tænk på eksempelvis Morten Papes ”Planen” eller nyligst Thomas Korsgaards barndomsskildring fra Nordjylland ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”.

Sebastian Bune, født 1985, debuterede som lyriker i 2014 på det lille forlag Jorinde & Joringel. ”Min familie” er hans romandebut og er, som man finder det nødigt at skrive i pressemeddelelsen, ”blevet til med udgangspunkt i forfatterens eget miljø og erfaringsgrundlag”.

Romanen udspiller sig først i 1990’erne i Ringkøbing, den er fortalt i første person af drengen Jonathan, og vi følger ham gennem nedslag fra hans femte til syttende år. Det er også den tid, der går, før der omsider er et voksent menneske, der får hjulpet ham ud af hans barndomshjem, hvor en psykisk svag og samtidig kontrollerende mor hersker sammen med sin uberegnelige og voldelige nye kæreste.

”Min familie” er en fortælling om familien som et hensynsbetændt fængsel, hvor børn tåler og bærer på det mest utrolige, fordi de elsker så loyalt og bare håber, at alt en dag bliver godt. Det er en rørende historie, hvor Bune viser, hvordan barnet hele tiden er i klemme mellem sin egen sunde fornemmelse af, at noget er galt, og så den selvpålagte forpligtelse til at passe på sin familie. Bune viser også, hvor svært det er at gribe ind i tide, også for de allernærmeste. Således skildrer han de omsorgsfulde morforældre, som ser drengen og ved, hvad han har brug for, men som desuagtet ikke er i stand til at gribe ind over for de valg, deres datter tager.

Sebastian Bune har stoffet, og han har en litterær ambition. Men ”Min familie” er ikke forløst som roman. Når jeg læser ”Min familie”, bliver jeg påvirket af historien, som jeg bliver det af enhver fortælling om uret begået mod et barn, men jeg bliver det ikke qua den måde, Bune litterært beskriver det på, snarere desværre på trods.

Alt for ofte er han upræcis i sine beskrivelser, som her, hvor mor konsulterer en af sine hellige stene: ”Hun gnubber på en stor lilla krystal, som ligger i hendes venstre hånd, mens hun langsomt river hul i en konvolut med den anden.”

Jeg kan ikke se den manøvre for mig; hvis man har en meget stor sten i hånden, er det svært at gnubbe på den med samme hånd, og hvordan river man hul i en konvolut med en hånd? En anden form for mangel på præcision gør sig gældende i dialoger, der ikke tilfører teksten noget nyt: ”’Mormor?’ ’Ja?’ ’Må jeg få en bolle bagefter?’ ’Ja, selvfølgelig.’ ’Og et glas saftevand?’ ’Ja tak’, siger jeg (…)”. Jeg tror ikke, der bliver drukket et glas saftevand, uden vi får det med. Og jeg har for længst forstået, at vi skal se, at mormor er omsorgsfuld.

At et stof er selvoplevet er ikke ensbetydende med, at man kan forløse det i en spændstig litterær form. Måske er det tilmed sværere, fordi man som skribent er fanget af erindringen om, hvordan det var, og overser, at det er, hvordan det virker, der skal bestemme. Når man tilmed vælger at skrive med en barnestemme, der over kort tid skal udvikle sig fra den femåriges bevidsthed til den unge mands, har man givet sig selv noget af en udfordring som debutant. Det mærker man især i romanens første halvdel, hvor det nok er den femårige, der taler, men altså den voksne forfatter, der ser (og placerer regibemærkninger hos andre voksne, som når mormor fortæller læserne, hvorfor biofar ikke er her: ”Hvis det ikke var, fordi Henrik var flyttet helt til Aarhus…”). Og utallige er de kneb, der romanen igennem må benyttes for, at vores ”udsendte reporter” kan høre og videreformidle information til læserne. Jeg får beskrevet Jonathan, men jeg kan simpelthen ikke mærke ham.

Sebastian Bune har som sagt et stof og en vilje til at bruge det. Også derfor undrer jeg mig virkelig over, at forlaget Lindhardt & Ringhof ikke har sat en skarpere redaktør på til at hjælpe ham med at forløse det dramatisk og til at rette ud i almindeligt sjusk, som når der tre gange på en halv side ”kigges”, eller når replikker igen afleveres med et ”smiler hun”.