Prøv avisen

En drøm om at fange regnbuen

Suzanne Brøggers bog "Kærlighedens veje og vildveje" er stadigvæk en provokerende årelader. En skarp analyse af enhver form for konformitet og vanetænkning ("den mest udbredte form for død"!) og en urealistisk drøm om at fange regnbuen. Foto: 30420 DANIEL NILSSON SWEDEN

Suzanne Brøggers Kærlighedens veje og vildveje er den dag i dag en forrygende skarp analyse af livet i vanelandet. En fabulerende utopi og en drøm, man kan dø af

Efter at have læst Anne Lise Marstrand-Jørgensen store samtidskrønike, Hvad man ikke ved, virker det pludselig indlysende, at hvis man skal udfolde sin egen nutid, må man begynde mindst én generation tilbage. Ikke nødvendigvis tretusind år, som Goethe siger, men en vis spændvidde må der til.

Romanen starter i 1969. Og uden moralske pegefingre får Marstrand-Jørgensen fortalt os historien om det nydelige par Erik og Alice, der beruset af tidens strømninger får lyst til at praktisere fri kærlighed. Især Erik. Med fatale konsekvenser til følge.

LÆS OGSÅ: Brøgger: Man er jo ikke selv skrift

Og med større styrke i grunden end Peter Øvig Knudsens store værk om hippietiden får Anne Lise Marstrand-Jørgensen dermed vist, hvordan vi uomgængeligt lever i efterskælvet fra dette opgør med autoriteter og grænser, dette brud med faste forestillinger om køn, frihed og kærlighed. Bestemt ikke kun som en modnet videreudvikling, skulle jeg hilse og sige. Nok så meget i trods og med besvær, nok så meget i modreaktionens lys og skygge.

Al den snak om fortid gav mig lyst til at genlæse opbrudstidens dronning par excellence, Suzanne Brøgger, og hendes legendariske essaysamling Kærlighedens veje og vildveje fra 1975.

Jeg ved godt, at Brøgger havde en så anderledes og anarkistisk vinkel på livet og samlivet, at hun bestemt ikke entydigt kan tages til indtægt for tidens idealer. Hun var ikon og hadeobjekt på samme tid og i øvrigt langtfra rødstrømpernes kop te. Det fremgår med al tydelighed af to af bogens markante tekster en båltale i anledning af Danske Kvinders Nationalråds 75-års-jubilæum og et fiktivt brev til en ung kvindesagskvinde. Her giver hun 1970ernes bombastiske kvindebevægelse denne bandbulle: Mandssamfundet tillader uden forbehold, at du vælger hvad du vil være ... Men du ved ikke, hvad du selv vil (). Du tager ikke din kamp alvorligt (...). Du er i virkeligheden den sande datter af det fantasiløse kapitalistiske samfund, der har afskaffet lyst og leg, som måler velfærd og magt i økonomiske termer som merværdi og vækst. Du har afskaffet æstetikken..

Man kan vist roligt sige, at Brøggers døtre har taget netop de ord til efterretning. Æstetik, rødlakerede negle og sylespidse meninger er ikke længere hinandens modsætninger.

Det er tydeligt, at idealet i Brøggers bog er noget andet, mere og voldsommere end den pyt fri kærlighed, Erik og Alice forvilder sig ud i i det lille parcelhus på Glassværmervej. Brøgger har en utopi for hele livet. En erotisk frigørelsestanke, der rækker langt ud over ægteseng og giftering. Virginia Woolf ønskede et selvstændigt arbejdsrum, skriver hun, jeg vil ha hele jorden under mine fødder. Og om koblingen mellem eros og politik: hvis vi vidste, hvad erotik var, ville vi ikke udelukke de svage og anderledes ... Hvis vi vidste, hvad erotik var, havde vi aldrig forurenet vores planet. Men sandheden er, at erotik skræmmer jordboerne mere end døden ... for døden ved vi, hvad er, det erotiske varsler vores uerkendte muligheder.

Alligevel er ægteparret Erik og Alices hovedkuldse eksperimenter som hentet ud af Brøggers bog. Vi låser os selv inde i et iltfattigt fængsel af tabuer, overbeviser Erik sin vaklende kone, din jalousi er et udtryk for en nedarvet trang til privat ejendomsret. Man må gøre sig klart, formulerer Suzanne Brøgger det få år senere, at man ikke både kan gå ind for en udvidelse af kærligheden samtidig med at retfærdiggøre jalousi. Man kan ikke bekæmpe ejendomsretten politisk, hvis man i sit privatliv dyrker ejendomsretten over mennesker. Man kan ikke gå ind for frihed efter fyraften, hvis man flygter fra friheden i det daglige. Man kan ikke både tjene livet og vanen. Man må vælge.

Men jalousien var nu ikke sådan at få bugt med. Hverken dengang eller nu, fyrre år senere. Ligesom den private ejendomsret sjældent har haft mere vind i sejlene end i dag. Hvilket i øvrigt er en af hovedårsagerne til den krise, vi befinder os i, men det er en anden historie ...

Tilbage står, at Suzanne Brøgger repræsenterede en utopi, der handlede om en grænseoverskridelse i så radikal forstand, at alle virkelighedens stakkels små Erik og Aliceer slet ikke kunne følge med. Vi er mennesker, og mennesker gror langsomt. Ja, vi kan dø af for hurtig vækst. Det viser Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman.

Men hvor blev drømmen af? Endte frigørelsen i botox, tårnhøje ambitioner, kønsforvirring, Fifty Shades og lak og lænker? Eller er det bare en langtidsvirkende reaktion på den afgrund af frihed, hippietiden åbenbarede? En angst for de uerkendte muligheder?

Brøggers bog er stadigvæk en provokerende årelader. En skarp analyse af enhver form for konformitet og vanetænkning (den mest udbredte form for død!) og en urealistisk drøm om at fange regnbuen.

En drøm, man kan dø af. Men en drøm, vi heller ikke kan leve uden.

I Genlæst-klummen skriver et fast panel om litteraturens klassikere. Fra det nye år holder klummen en pause. Læs alle artiklerne om litterære klassikere på k.dk/kultur