Nogle af verdenslitteraturens bedste fortællinger er coming-of-age-historier, hvor verden bliver set gennem et ungt menneskes øjne. Coming-of-age er et uoversætteligt engelsk begreb, der henviser til den overgangsperiode, hvor man ligesom er imellem aldre. Man er både barn og voksen og har dermed et på én gang uskyldigt og knivskarpt blik for voksenverdens absurditeter, perversioner og voldsomheder.
Erik Fosnes Hansens ”Et hummerliv” bliver fortalt af den 14-årige Sedd, forældreløs, klog og temmelig mystificeret over den måde, de voksne forvalter livet på.
Allerede fra begyndelsen er Sedd den klogeste i lokalet, da romanen lægger hårdt ud på side 1 med en klassisk in medias res og begynder sin fortælling midt i dødens allermest savlende og rallende realitet.
For ved en festlig middag synker byens bankdirektør, Berge, gispende sammen, og den eneste, der reagerer, er Sedd, som springer til med Røde Kors-førstehjælp og mund-til-mund, mens resten af lillebyen står paralyserede bag den unge livredder. Sedd er arving til Højfjeldshotellet, hvor festen foregår, og han bærer ligesom hele familiens ære på sine spinkle skuldre.
Det er Sedd (egentlig Sedgewick, navngivet af hans nu forsvundne mor), der med sin naive og gammelkloge fortællestemme viser læseren rundt i det perfektionistiske familiehotel, hvor alt skal være som i gamle dage, og kagerne er høje østrigske pragtfuldheder, skabt af den kölnervandsduftende farmor, der er wienerinde og skøn som et Gustav Klimt-maleri. Men moderniteten truer, for højfjeldet er oldschool, nordmændene er begyndt at tage på charter til Sydeuropa, og familien er truet på eksistensen.
Den 51-årige Erik Fosnes Hansen er ingen novice, når det gælder romangenren; han fik i 1990 et bragende internationalt gennembrud med romanen ”Salme ved rejsens afslutning”, der fulgte begivenhederne på Titanic, hvor orkesteret spillede salmer, mens skibet gik ned. Han har modtaget utallige store priser og er oversat til hele 35 sprog – men al denne glamour har heldigvis ikke afholdt Fosnes Hansen fra denne gang at kaste sig ud i den minimalistiske, dybt norske fortælling, som ”Et hummerliv” er.
For højt oppe på Norges højsletter er man ensom, livet går langsomt, og for eksempel kan en hummer i et bassin, der har tabt sin ene klo i kamp, blive ens bedste ven, hvis man er følsom og måske føler sig rimeligt klo-amputeret selv. Sedd går omkring og undrer sig over mangt og meget, men det allerstørste spørgsmål, der rumsterer i hans unge hoved, er, hvor hans forældre blev af? Han får presset ud af bedsteforældrene, at moderen blev ”taget af Tiden” – og at faderen kom fra Bergen. Og fra Indien! At det er fra hele to steder mystificerer drengen endnu mere. Og så går ellers den vilde forældrejagt gennem hotellets mørke gange og ud i verden, hvor svaret på, hvad der skete, da han var lille, måske venter.
Oversættelsen får fint teenage-tonen og ironien med, og som læser flyver man jo bare af sted over fjeldene med Erik Fosnes Hansen, der skriver som en drøm. Der er kun godt at sige om denne roman, der kommer omkring det habsburgske dynastis tragedier, hummeres åbenlyse intelligens, frimærkets oprindelse, dødens grusomhed (af flere omgange) og menneskets evne til fortrængning og overlevelse på trods. Som Sedd tænker, da huset brænder, og han lynrydder sit værelse: ”Når man hører om unge, der flytter hjemmefra, er det ofte en langtrukken affære med ungdomsoprør og temperamentsudbrud, men jeg flyttede ud på sytten minutter. Altså endnu hurtigere end min mor.”
Når coming-of-age-fortællinger er så godt skrevet, som Erik Fosnes Hansens her, så får læseren faktisk en gratis tur på besøg i sin egen uskyld. For gennem et barns øjne får vi verden serveret i både fugle- og frøperspektiv, hvor det allermindste og det allerstørste flyder lige meget. En coming-of-age-roman er ofte ikke noget for unge, snarere for voksne, der – med de bitre erfaringer i posen, vi jo har – virkelig fatter ironien og nyder et se livet gennem et ungt menneskes rene, isklare og håbefulde blik.