Man skal lede længe efter kongehuse med en større folkelig opbakning end det danske. Hvilket alt overvejende skyldes vor nuværende dronning Margrethe II og hendes kloge forvaltning af regenthvervet i snart 50 år.
Formelt runder hun jubilæet til januar, men allerede nu udkommer der bøger om og med hende, for forlagene vil selvsagt ikke gå glip af julehandelen. En af dem er erindringsbogen ”Undervejs”, skrevet af forfatter og journalist Tom Buk-Swienty, kendt for flere danmarkshistoriske bøger – især de to om den slesvigske krig i 1864, ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”.
Over to år har han interviewet Dronningen i sammenlagt 37 timer og 35 minutter, og det er der kommet 456 sider ud af, som paradoksalt nok ikke handler om majestætens regeringstid, men om de 32 år, der gik forud. Altså om hendes opvækst og dannelsesår. Ingen af forfatterens mange hundrede spørgsmål er med i teksten, der dermed fremstår rent som Dronningens egen fortælling.
Det tjener i høj grad til at gøre den levende, flydende og fint præget af hendes pudsige lydord og af og til arkaiske udtryksmåder. Som når Frankrig pludselig – ”bums” – bliver en del af slægtshistorien. Som hendes bryllup, der skulle være et rigtigt ”dunderbryllup”. Som engkabbelejerne på Færøerne, der havde den ”rene rabalderfarve”. Eller som da Teresina i balletten Napoli ”flup” mister sin kjole og forvandles til en havfrue.
Det bidrager også til at gøre bogen interessant, at Dronningen i mange tilfælde er særdeles åbenhjertig, for ikke at sige bramfri. Hun fortæller ligeud, at hendes karakterer i grundskolen var alt andet end prangende, og at det var svært at koncentrere sig. Hun havde vanskeligt ved at huske for eksempel kongerækken – den kan hun trods alt nu, som hun underfundigt bemærker.
Ung og meget lidt sofistikeret
I 1962 var hun som prinsesse på officielt besøg hos præsident Gamal Abdel Nasser, der havde taget magten ved et militærkup i Egypten.
Margrethe lægger ikke skjul på, at det var ”lidt ubekvemt” at være hans gæst, og at det var ”decideret anstrengende” at være til middag med ham, selvom han var både høflig og venlig.
Et par år forinden indviede hun en ny SAS-rute til Los Angeles, og i den forbindelse mødte hun blandt andre rockidolet Elvis Presley. Øjeblikket sammen ham gjorde dog ”absolut ikke noget indtryk”. Rent ud sagt fandt prinsessen hans musik ”rædselsfuld”. Og det gør hun stadigvæk.
Møder med filmstjerner som Shirley MacLaine og Dean Martin var heller ikke noget særligt. Dean Martin var en frygtelig krukke, mødet med Disneyland var grusomt, og den danske indvandrerby i Californien, Solvang, var ”noget pseudoagtig”.
En væsentlig del af det at blive dannet eller uddannet til regent består i at rejse og lære andre kulturer og sprog at kende. Især i nutiden, da embedet jo er uden politisk magt og alene har symbolsk, historisk og repræsentativ betydning. Monarkiet er med Grundlovens ord indskrænket.
Bogen rummer to forholdsvis lange rejsedagbøger, som den kommende dronning skrev under sine rejser til Asien og Sydamerika i 1963 og 1966.
Man kan betragte det som et scoop, at de kan offentliggøres, men for denne anmelder blev netop de afsnit lidt af et antiklimaks.
De refererer simpelthen for meget og alt for detaljeret og mangler det perspektiv og de refleksioner, der bærer de øvrige kapitler.
Som Margrethe meget ærligt siger om sig selv som 18-årig: Jeg ser et ”ungt og meget lidt sofistikeret menneske”. Det er på mange måder det billede, der står tilbage af hendes ungdomsliv i det hele taget. Et liv med barnepiger, kammerherrer, adjudanter, tre slotte, et jagthus, kongeskibet Dannebrog og åbne sportsvogne og rejser rundt i den halve verden. Kirke og tro spiller i den periode ikke nogen dybere rolle, hverken for den kongelige familie eller for den kommende regent. Det kommer først efter hendes tiltræden i 1972.
Men kimen til hendes senere så stærke kristne tro blev lagt et halvt år inden hendes fars, kong Frederik den Niendes, død. Prinsessen var på besøg på Færøerne, hvor den daværende lagmand Atli Dam alvorsfuldt sagde til hende:
”Nu vil jeg sige, som vi plejer at sige, når nogen, vi sætter pris på, skal sejle: ’Jesus være med dig!’.”
Det ramte hende i mellemgulvet, og en indre stemme fortalte hende, at det var en afskedshilsen, hun skulle lægge mærke til.
Arvekongedømmets akilleshæl
Hvad ungdomsfortællingen imidlertid også bekræfter, er, at Margrethe altid har været videbegærlig og nysgerrig. I praksis slog det blandt andet ud i en brændende interesse for arkæologi, som har ført hende rundt til uddannelser ved Københavns Universitet og Cambridge University, foruden rejser til internationale udgravninger i for eksempel Italien og Nubien i Sudan.
Dronningen fortæller dog også meget åbent, at hun udmærket kunne se, at det ikke var realistisk for hende at få en magistergrad i arkæologi, der dengang tog otte år at færdiggøre. Med en tilføjelse om, at det nok var hendes store held, at hun aldrig følte sig presset over sin forudbestemte vej.
Lige på dette punkt peger Dronningen imidlertid også på et af arvekongedømmets akilleshæle.
Det er jo på mange måder besynderligt, at man i en tid, der hylder individets frihed og ret til selvbestemmelse, gør en så markant undtagelse, netop når det gælder de kongelige. Jo, en tronfølger kan selvfølgelig teoretisk frasige sig retten til tronen. Margrethe kunne have fulgt sin ungdomsdrøm og have uddannet sig til arkæolog og overladt hvervet som konge eller dronning til en anden. Det ville blot have haft meget store konsekvenser, ikke bare for hende selv og hendes relationer til familien, men også for befolkningens tillid til monarkiet som styreform i det hele taget. Den selvsamme befolkning, som i 1953 stemte for at ændre Tronfølgeloven, så kongens bror, arveprins Knud, ikke skulle være den næste konge, men kongens datter Margrethe kunne blive dronning. Det er et stort åg at lægge på et ungt menneske.
Som hun selv siger, er det jo et held, at hun aldrig følte sig presset over sin forudbestemte vej, men tænk, hvis hun ikke havde haft det sådan.
Det er helt sikkert uforvarende, at bogen kommer til at rejse den problemstilling, men den gør det ikke desto mindre.
Det bliver til en stjerne for Dronningens åbenhjertighed, en stjerne for det flydende sprog, en stjerne for majestætens perspektiverende tanker, en stjerne for de gode spørgsmål, forfatteren må have stillet, og endelig en stjerne for den rige fotodokumentation i bogen, herunder de mange billeder fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. En sjette og sidste stjerne må den dog undvære, primært på grund af rejsedagbøgerne, der burde være brugt som baggrundsmateriale for Dronningens egne nutidige fortællinger. Det var de næppe blevet kedeligere af.
Men man glæder sig til to’eren. Den om de resterende 50 år, da Dronningen faktisk var dronning – og formentlig har endnu flere og dybere ting at berette om.