I begyndelsen af 1940’erne modtog Hans Fuglsang-Damgaard mange breve. Afsenderne var alt fra præster til herboende jøder og nazister, og iblandt dem var der både velsignelser og dødstrusler til den københavnske biskop. Men de fleste var en bøn om hjælp.
Mange danskere var nemlig bekymrede for den udvikling i samfundet, de var vidner til. Landet var besat, og forfølgelsen af danske jøder voksede. Præster havde fået besked på ikke at kritisere den førte politik fra prædikestolen, og mange af dem bad nu Fuglsang-Damgaard om at få folkekirken mere på banen.
”Kære Biskop Fuglsang Damgaard, vi er trygge under Deres Førerskab. Vi ser op til Dem,” lød det blandt andet i et brev fra præsten i Birkerød Svend Melbye, der ligesom mange andre opfordrede til en fællesskrivelse fra biskopperne, som han kunne bruge til at ”vise Menigheden og vore Folk, ja hele Verden, at Kristi Kirke hos os har Mund og Mæle”.
At de mange forskellige borgere tog fat i netop Hans Fuglsang-Damgaard var ikke tilfældigt. For ud over at være den mest magtfulde biskop i landet var han også den, der klarest havde kritiseret og handlet imod nazismen og jødeforfølgelserne. Skulle der ske noget i folkekirken, var det med andre ord ham, man skulle gå til, siger Martin Schwarz Lausten, der er professor emeritus og kirkehistoriker fra Københavns Universitet.
”Hvis ikke det var for Fuglsang-Damgaard, havde folkekirken formentlig bare holdt sig i baggrunden, og så var der aldrig kommet den kritik af jødeforfølgelsen, som vi dag husker kirken for. Kirkens rolle under Anden Verdenskrig havde ganske enkelt ikke været den samme uden ham,” siger han.
Der er efterhånden skrevet meget om Fuglsang-Damgaard, der i sin tid som biskop over Københavns Stift fra 1934 til 1960 var en af de mest fremtrædende og indflydelsesrige personer i folkekirken og det danske samfund. Dette skyldes især det opråb imod tyskernes forfølgelse af de danske jøder, som han udsendte i alle stifter på vegne af – men uden tilladelse fra – alle kirkens biskopper i 1943.
Men det såkaldte hyrdebrevet, som blev læst op i landets kirker den 3. oktober 1943, var kun en meget lille del af den kamp, Fuglsang-Damgaard førte imod antisemitismen herhjemme, siger Martin Schwarz Lausten. Sidste år fik han adgang til biskoppens efterladte arkiv i Rigsarkivet, og her fandt han mange hidtil ukendte papirer, der kaster nyt lys over Fuglsang-Damgaards kritik af antisemitismen, hans støtte til jøder på flugt og den tyske oppositionskirke og hans tætte forhold til danske overrabbinere. Det er blevet til bogen ”Biskoppen og jødeforfølgelserne”, som netop er udkommet.
”Jeg har tidligere skrevet seks bøger om forholdet mellem kristne og jøder i Danmark, og i det sidste bind, der beskæftiger sig med nyere tid, kunne jeg se, at biskoppens navn dukkede op flere gange. Og hans arkiv viste sig at være en guldgrube til hele den periode. Jeg har fundet tekster til prædikener, foredrag og taler, man troede var forsvundet, og manuskripter, der aldrig har været trykt. Tilsammen tegner det et billede af en biskop, som kørte sin egen kamp mod antisemitismen og lagde sig ud med regeringen, bispekollegiet og de danske nazister,” siger kirkehistorikeren.
Allerede i 1920’erne, mens Fuglsang-Damgaard forskede ved universitetet, forholdt han sig kritisk til de antijødiske holdninger, som dukkede op i Europa. I hans efterladte arkiv ligger der et manuskript om antisemitisme i Tyskland, som blev skrevet omkring 1930, men tilsyneladende aldrig udgivet. Senere var han også medunderskriver på et dokument, hvor danske teologer protesterede imod danske nazisters skrifter om, at jøder var ”Satans repræsentanter”, der ville bekæmpe de kristne demokratier og udrydde den kristne kirke med vold og magt.
Da Fuglsang-Damgaard blev biskop, fik han en ny måde at advare imod antisemitismen på. Når han talte ved jubilæer eller kirkeindvielser, benyttede han enhver anledning til at indflette en besk bemærkning eller afvise antisemitismen, siger Martin Schwarz Lausten.
”Det var meget bevidst, for ved de arrangementer var kongeparret, ministre og medier ofte til stede, og han vidste derfor, at hans budskab ville komme langt ud. Han var hypermoderne, når det kom til at udnytte pressen,” siger Martin Schwarz Lausten.
Ifølge kirkehistorikeren var det langtfra velset, at en biskop gik imod landets politiske linje på den måde.
”Biskopper blev dengang udnævnt af kongen, og de var blandt de højest placerede embedsmænd i staten og på niveau med departementschefen. Derfor skulle de også følge regeringens politik, som var ikke at gøre tyskerne sure. Men biskopperne var også ’kirkens hyrder’, som skulle være loyale over for præsterne og provsterne i det stift, de var ledere for. Og her var stemningen en anden,” siger han.
Særligt efter Besættelsen pressede flere præster på for, at biskopperne sammen skulle reagere på jødeforfølgelsen. Fuglsang-Damgaard støttede det ønske, men mødte ikke opbakning fra de andre biskopper.
”Et spørgsmål, der var væsentligt her og fortsat bliver diskuteret i dag, er, om nogen kan udtale sig på folkekirkens vegne. Det mener man fortsat ikke, at de kan, for hver biskop er chef for kirkerne i sit stift, men de udgør ikke en bestyrelse for kirken. Uofficielt var biskoppen i København leder af og talsmand for bispekollegiet. Men han havde ikke ret til at give udtryk for holdninger, som alle ikke var enige i,” siger Martin Schwarz Lausten.
Udsendelsen af hyrdebrevet mødte ikke kun kritik fra andre biskopper, men medførte også flere trusselsbreve til Fuglsang-Damgaard fra danske nazister. Hans aktivisme var da heller ikke ufarlig, siger Martin Scwarz Lausten.
”I Tyskland var gejstlige blevet straffet for mindre, og det lader også til, at Fuglsang-Damgaard vidste, at det han gjorde var farligt. Efter at have udsendt hyrdebrevet sagde han til stiftsprovsten i København, at han skulle overtage hans opgaver, hvis der skete noget. Han regnede altså med, at det kunne koste ham embedet og friheden.”
De tyske myndigheder tog aldrig fat i Fuglsang-Damgaard, hvilket ifølge Martin Schwarz Lausten blandt andet kan skyldes, at han var så højt placeret, at man frygtede, at det ville skabe for meget røre i samfundet.
Men biskoppen slap ikke for attentatforsøg. Ved et af dem kom en kvinde til bispegården for at bede om en sjælesørgerisk samtale, men portvagten opdagede i tide, at hun var ledsaget af en gruppe bevæbnede mænd. I en periode var der indsat vagter ved bispegården, som senere blev hegnet ind af pigtråd. Fra husets kælder blev der gravet en hemmelig tunnel ind i næste baggård. Da Fuglsang-Damgaard ikke ville flygte til Sverige, blev det aftalt, at en ”fru Hansen” ville ringe til ham, hvis der var fare på færde, og bede ham komme og holde nadver for hendes syge tante. Efter krigen fandt biskoppens kone, Calina, også ud af, at hans navn havde stået opført i tyskernes kartotek over danskere, som skulle clearingmyrdes.
Hvis Fuglsang-Damgaard var blevet arresteret, havde det tyske politi muligvis opdaget, af biskoppen ikke holdt sig til at tale imod jødeforfølgelsen. Han stod bag indsamlinger til gavn for jøder i koncentrationslejre, opfordrede præster til at gemme jøder på flugt og gjorde selv det samme. I bispegårdens kælder var der i en periode gemt uniformer, våben og ammunition.
Hvis man skal blive klogere på, hvad der drev biskoppens aktivisme, er svaret først og fremmest hans tro.
”Det var oprørende for ham at se nazisterne overfalde, forfølge og myrde borgere, fordi de tilhørte det jødiske folk. Ifølge biskoppen kunne man ikke være kristen og antisemit på samme tid, da der i kristendommen ikke er forskel på race, stand og køn. For ham lå det i kristendommens kerne, at alle mennesker er skabt af Gud og dermed i og for sig er søskende,” siger Martin Schwarz Lausten.
Selvom Fuglsang-Damgaard respekterede den jødiske tro, mente han også, at de ulykker, der ramte jøderne, var Guds handling. Det gjaldt også holocaust.
”I dag er det jo en kontroversiel opfattelse, men Fuglsang-Damgaard troede på Gud som historiens herre. Det vil sige, at Gud bestemmer alt og dermed måtte stå bag jødernes lidelse. Biskoppen mente, at Guds plan var, at det jødiske folk skulle omvendes, og at de blev ramt af ulykke, fordi de havde afvist Jesus som Guds søn,” siger kirkehistorikeren.
Selvom Fuglsang-Damgaard holdt fast i vigtigheden af at missionere blandt jøder efter Befrielsen, forblev han en respekteret skikkelse blandt jøder i Danmark og udlandet. Og her er der ifølge Martin Schwarz Lausten en vigtig pointe at kunne lære fra biskoppen.
”Hans gerninger viser, at man med kristen tro virkelig kan kaste sig ud i en kamp for mennesker med en anden religion. Dengang var jødedommen endda en religion, som kristne havde et meget anstrengt forhold til. Men Fuglsang-Damgaard tilsidesatte alt for at vise kristen næstekærlighed for jøder i Danmark. Det var en meget markant indsats, han gjorde på den kristne kirkes vegne.”