Bogens titel, "En egocentrikers eskapader – livet i det høje toneleje", er ikke nogen overdrivelse. Ilja Bergh har som få andre formået at iscenesætte sig selv, hvad enten det gjaldt koncerter, happeninger, kulturpolitiske debatindlæg eller hans boheme-agtige tilværelse.
Iklædt utraditionelle gevandter og broderet kalot har han optrådt ved et væld af koncerter som komponist og som pianist med andres og egne værker på programmet. En talentfuld ener og lidt af en outsider i det danske musikmiljø, hvilket man får bedre forståelse for ved læsning af hans memoirer.
Ilja Bergh er født i Berlin, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Moderen, Marussia, var russisk og en meget søgt underviser inden for teater og dans. Hun var blandt andet elev af Stanislavskij, og hun fandt også tid til at male. Faderen var dansk, sanglærer, musikalsk og lidt af en fantast, der ifølge Ilja Bergh var blevet vildledt af en dum psykoanalytiker.
Farfaderen var zoologen og komponisten Rudolph Bergh. Farmoderen, Asta, var født Heymann og datter af Philip W. Heymann, direktør for Tuborg-bryggerierne. Hun uddannede sig som kunstmaler.
Da Anden Verdenskrig nærmede sig, måtte Ilja Bergh rejse med sine russisk-dansk-jødiske forældre tilbage til Danmark med en omvej omkring konservatoriet i Kijev. Som følge af denne omflakkende tilværelse havde Ilja Bergh svært ved at indordne sig i skolen; men han lærte hurtigt at spille formidabelt godt på klaver.
Inspireret af sin mor og sin farmor fik han en livslang vision om at sammenfatte musik, billedkunst og teater i ét. På samme måde blev Schumann, Liszt, Skrjabin og Messiaen hans favoritter inden for kompositionsmusikken, hvilket stod i grel modsætning til den herskende smag på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor Ilja Bergh i nogle år slog sine folder.
Resultatet blev, at Ilja Bergh kom til at udfolde sin kunst i stadig opposition til det danske kulturliv. Han blev en af de tidlige ungdomsoprørere, en svoren ateist med mange tanker om at fremme og kombinere kunstarterne og at provokere det etablerede borgerskab med surrealistiske happenings.
I København optrådte han jævnligt. I perioder omdannede han sin lejlighed til koncertsal, alt imens han inddrog sine vidtgående kulinariske interesser i projekterne. Han hang ud på baren Drop In med kunstnervenner, blandt andre pianisten og anmelderen Jurij Moskvitin, og han arbejdede sammen med malerne Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen.
Andre år boede han i Tyskland, hvor han komponerede og arbejdede tæt sammen med stedets musikere, malere og teaterfolk, blandt andet avantgardegruppen Spur i München.
Efter en række kaotiske, men oplevelsesrige år, der også indbefattede en hel række stormfulde ægteskaber, nærmede Ilja Bergh sig en slags midtvejs- eller kunstnerkrise. Selv skriver han, at han var ved at blive offer for den danske jantelovs mentalitet.
Han kom da i kontakt med Elsa Gress og kredsen omkring hende. I årene 1975-81 tilbragte han lange perioder hos hende på Marienborg Decenter. Her fandt han endelig en gruppe mennesker, der forstod ham som kunstner og menneske. Han fik hjælp til at komme videre og fik lidt mere orden på sit liv.
Ilja Bergh har i sine erindringer beskrevet sine sejre og nederlag med stor ærlighed og slagfærdighed. Han lægger ikke skjul på, at hans projekt og livsførelse ofte har medført økonomiske katastrofer, som han har måttet kæmpe sig ud af. Man kan tit blive uenig med ham, men mange af hans tanker om kunstnerlivet er alligevel rammende. Erindringerne byder også på mange sjove historier og anekdoter, der på en veloplagt måde fortæller meget om efterkrigstidens mest flippede tidsånd og kunstsyn.
I dag bor Ilja Bergh på skift i München, Berlin og København, og han er stadig fuldt optaget af sit projekt. "Kunsten har kun kraft og berettigelse, hvis den er i stand til at vælte menneskets vanetænkning," skriver han. Og det har han på mange måder ret i.
Ilja Bergh: En egocentrikers eskapader – livet i det høje toneleje. Illustreret. 174 sider. 229 kroner. Forlaget Bianco Luno.