En eksistens – og en roman – forsøger at vriste sig fri

Merete Pryds Helle fortæller slægtshistorie lige efter bogen og hovedlinjerne i det 20. århundrede. Det er godt gjort, men også en anelse trivielt

Merete Pryds Helles roman ”Folkets skønhed” handler om en slægt fra Langeland i tiden fra 1930’erne til engang i 1970’erne. –
Merete Pryds Helles roman ”Folkets skønhed” handler om en slægt fra Langeland i tiden fra 1930’erne til engang i 1970’erne. – . Foto: Andreas Bastiansen/Scanpix.

Merete Pryds Helle er nået til slægtsromanen. Hun har været vidt omkring i genrerne, siden hun debuterede i 1990 med den kortprosasamlingen ”Mod en anden ro”.

Hun har skrevet en apokalyptisk og en historisk roman. Hun har skrevet en moderne version af historien om Romeo og Julie. Og hun har skrevet en sms-roman og udgivet krimier under pseudonymet Liv Mørk. Og meget mere. Og så har hun nu skrevet ”Folkets skønhed”, der handler om en slægt fra Langeland i tiden fra 1930’erne til engang i 1970’erne.

Resultatet af Pryds Helles møde med slægtsromanen er godt – og ordinært. Det er en fint fortalt og fængende historie, hun har at fortælle. Pryds Helle har ordet i sin magt og lader med mellemrum metaforerne folde sig ud, så det bliver til andet og mere end en jævn fortalt beretning.

I begyndelsen af romanen bliver sproget helt altmodisch, og en gang imellem går der lyrik i beskrivelserne, så ”sommeren kom sukkende gennem regnen”.

Som i så mange andre slægtsromaner, der går hen og bliver til et stykke danmarkshistorie, skal man også her lige have lidt af tidskoloritten med. Installation af telefon, rationeringsmærker, mørklægningsgardiner, bilmærker, slagere fra Giro 413, barbiedukker, charterrejse og så videre bliver nævnt – og så er vi jo med alle sammen på vores fælles historie.

Den slags skal åbenbart til, når man skal skrive om slægten, medmindre man hedder Vibeke Grønfeldt og kan uden. Og det er både lidt sjovt og lidt museumsagtigt. Og det bliver på en måde også skabelonagtigt, når man – igen – skal høre om vandringen fra land til by og videre til Københavns forstæder. Og når man skal høre om sliddet med og prisen for at skabe al den materielle velfærd, som 1960’erne bød på.

Til sidst i romanen kommer der en hale på, hvor fortælleren reflekterer over sin evne til at erindre slægtens historie. Husker hun rigtigt, når hun fortæller om moderen, der malker, eller har moderen ret: Det har hun aldrig gjort. Så lavt er hun aldrig sunket!

”En plads i historien” kaldte Katrine Marie Guldager sin slægtshistorie, da hun som en af de første af sin generation gav et bud på genren i 2008. En plads i historien er også, hvad Pryds Helle giver ”sin” mor. Vi må have gåseøjnene med, for det er jo en roman, der her er tale om. Her er rum for fantasi og grove stiliseringer af personer og handlinger.

Det handler om familien, men det er Marie, født omkring 1930, der er centrum for beretningen. Det er først og fremmest hendes opvækst og udvikling, der fortælles om.

Marie vokser op i en fattig familie, der bor i et daglejerhus. Faderen er tækker, og moderen føder børn og passer dem. Tonen i hjemmet er rå og ufølsom, volden florerer, og det er på mange måder et afstumpet liv, der føres. Incest hører til dagens orden. Faderen misbruger Marie, og den ældste søn voldtager de yngre søstre, så de aldrig kommer over det, men må leve med ar på sjæl og legeme.

Der bliver skaltet og valtet med Maries liv, og hun får ikke besked om, endsige et ord indført, når der skal ske vigtige ting i hendes liv – som for eksempel hvor hun skal tjene efter sin konfirmation.

Meget bedre bliver det ikke, efter at hun bliver gift med den mand, som hun trods alt selv er med til at vælge. Otto elsker hende, men det er ham, der bestemmer alle væsentlige ting i hendes liv. Hun ville gerne uddanne sig, men det kan der ikke blive tale om – hun skal gå hjemme og passe børn og være smuk og glad, når han kommer hjem fra arbejde.

Det er ikke så underligt, at hun en gang imellem er ved at få en depression. ”Helvede er at være kvinde,” siger Maries mor til hende. ”Mærk dig mine ord.” Og det gør Marie, for ordene bliver til en grum virkelighed, hun slår sig på.

Slægten og vennerne fra Langeland holder en på plads, når man er ved at kæntre eksistentielt, men de holder også en fast, når man gerne vil ændre sin position. Det er prisen for sikkerheden.

Marie og Otto er på én gang frie og særdeles bundne af den fortid, de er rundet af, og af den nutid, som rummer så mange fordringer. Honnette ambitioner koster, når man kommer fra små kår på Langeland og vil være med i kampen om de gode pladser i industriens København.

Friheden og lykken er et problem. For hvornår er man fri og lykkelig? Og kan man overhovedet være og blive fri? Maries datter, der fortæller historien, mener, at ”det er sådan, at man aldrig slipper væk fra noget, og det måske er bedst ikke at prøve for meget”.

Man prøver at gøre sig fri, blot for at finde ud af, at man sidder godt fast i familiehistorien. Sådan er det også med Pryds Helle og genreromanen om slægten. Hun sidder fast – på godt og ondt.