En ekstremt nærværende troskamp

”Ordet” på Aarhus Teater er en voldsom æstetisk bedrift. Så enkelt og sublimt kan Kaj Munk fortolkes

Med en smuk dramatisk enkelhed blotlægger ”Ordet” spændingerne mellem fornuft og vanvid, tvivlen og troen i alle sine manifestationer. – Foto: Emilia Therese/Aarhus Teater.
Med en smuk dramatisk enkelhed blotlægger ”Ordet” spændingerne mellem fornuft og vanvid, tvivlen og troen i alle sine manifestationer. – Foto: Emilia Therese/Aarhus Teater.

Vi er i det barske Vestjylland i 1920’erne. Her i marehalmens territorium er det lykkes gamle Mikkel Borgen at udbrede sin grundtvigianisme, og han lever et behageligt liv med sine sønner. Men da den yngste søn Anders forelsker sig i Anne, der er datter af ”mørkemanden”, den indremissionske Peter Skrædder, indhylles familierne i en kamp om tro og retten til tvivl.

Med en uhørt smuk dramatisk enkelhed blotlægger ”Ordet” spændingerne mellem fornuft og vanvid, tvivlen og troen i alle sine manifestationer. I sin bearbejdning af Kaj Munks originale manuskript økonomiserer instruktør Anja Behrens med ordene i en sådan grad, at kun det helt centrale står tilbage som materiale i et kollektive ensemblespil, hvor hver rolle er vægtig og velspillet.

I en rammende scene oplever vi boksekampen mellem Gamle Borgens milde, tilgivende kristendom og Peter Skrædders indremissionske bekendelser. Hvert ord er et slag ind i den andens livsanskuelse, men én idé får ikke lov til at udslette den anden. ”Ordet” er ganske vist et realistisk hverdagsdrama om bønder og det åndelige liv på landet. Men de to gamle antagonister er ikke bare billedet på splittelsen i det lille samfund, men et mikrokosmos, hvor vi ser hele verdens sprængning udspille sig: ”Det kan ikke nytte, at vi snakker, for du kan jo ikke forstå mig,” siger Borgen opgivende, inden han griber til håndgemæng.

Men deres kamp er blot overfladen. Under den ligger et foster i sort sand og et lig i forstuen – således varsler Johannes Borgen begivenhedernes gang. Siden sin kones tragiske død har Johannes vandret om på egnen og prædiket for folk i den tro, at han er Jesus Kristus, og han bliver kun mødt med hovedrysten. Men da svigerdatteren Inger dør i barselssengen, viser han sig overraskende at besidde kræfter til at lade barnets ønske om bønnens bogstavelige magt gå i opfyldelse. Inger genopstår.

Henrik Birch har som Gamle Borgen foldet sit ansigt i et troværdigt udtryk og hanker godt op i buksekanterne, når han skal tale i versaler om sine overbevisninger. I sorgens egenkærlige greb bliver han tilsvarende lille og tvivlende. Som de to ældste sønner vrider Kjartan Hansen og Mathias Flint sig hjerteskærende i deres vanvidskamp med at forlige troen med dødens vilkår. Og som den livsglade svigerdatter Inger udstråler Anne Plauborg en skønhed og godhed, der gør tabet af hende aldeles håndgribeligt for os alle.

Alt det usagte oplever vi gennem David Gehrts sublime sort-hvide, filmiske billedspor, der skiftevis kompletterer og bærer hele fortællingen. Tid og sted og scener flyder sammen, bevæger sig umærkeligt ind i hinanden, inden kameraet helt skifter fokus. Bølger slår i sælsom slowmotion mod stranden, marehalm vajer i vinden, mens otte tons helvedessort sand knaser og knitrer mod den uendelige badebro, der omkranser dramaet.

”Ordet” dvæler skønt ved de sindige, æteriske billeder, ved voldsomheden i stilheden, ved pauserne – dér, hvor tankerne kan få lov at fistre rundt og finde deres rette plads. Det er i enkelheden, at vi finder nuancerne. Det er resultatet af smukt samspil mellem scenograf og instruktør.

Der er en koreografisk kompleksitet i samspillet mellem værgeløse kroppe. Deres bare tæer signalerer menneskets totale sårbarhed over for de større kræfter – Gud eller naturen – som de nødvendigvis alle må give sig i vold. Og den ultimative, mirakuløse forløsning på alle stykkets spændinger – det ubegribelige brud på naturloven til sidst – er forløst så beskedent, at det næsten går ubemærket hen, hvor stor en begivenhed det er. Så nuanceret og skrøbelig kan livet være, og så enkelt og sublimt kan det fremstilles.