Med sangen om ungdomsroden, der havde et majet vanskeligt sind, blev den unge Preben Kaas gavtyveansigt med ét slag allemandseje. Stedet var Cirkusrevyen, året 1955, og de næste to årtier skulle Kaas stjerne komme til at stå i zenit, indtil den langsomt, men sikkert brændte ud for helt at slukkes i Københavns Havn i 1981.
Korkproppen Kaas, der tog konkurser, kunstneriske kriser og kroniske rygsmerter i stiv arm, fik nemlig med årene sværere og sværere ved at komme op til overfladen igen.
Arbejdsnarkomani, umådeholdent druk og et mildest talt tumultarisk privatliv endte med at kvæle hans kreativitet og underminere hans økonomi.
Men inden det kom så vidt, var det en fest af de vilde. Og det er den del af fortællingen, der er omdrejningspunktet for Jakob Steen Olsen og Rikke Rottenstens Preben Kaas.
De to journalister går kronologisk, opremsende og ikke altid lige inciterende frem fra barndommen i Aalborg over de første spæde skridt på scenen i Politikens børnefriluftsforestillinger på Bellahøj, til Preben Kaas brager igennem sammen med Jørgen Ryg på ABC Teatret hos den karismatiske Stig Lommer og senere i Cirkusrevyen, hvor en af hans mange genistreger består i at sende kæmpebabyen Dirch Passer op i hoppegyngen.
Kaas spiller en altoverskyggende hovedrolle i et af de mere underholdende kapitler i dansk teater- og revyliv, og det foldes fyldigt og fornuftigt ud af Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten, der dog synes at være stærkere teaterhistorikere end biografer, og som ikke for alvor formår at give Preben Kaas dramatiske liv formmæssigt og stilistisk modspil. De tegner et glimrende billede af tiden, stemningen og miljøet omkring ABC Teatret og Cirkusrevyen, men har mindre held med at indfange den komplekse Kaas.
Han bliver mestendels skildret endimensionelt som en glad gut, der lever livet for fuld hørm. Og hurtigt går det, både den ene og den anden vej. Med karrieren og med kvinderne selvom han med sønnen Nikolaj Lie Kaas ord lignede et frispark i hovedet med at stifte familier og splitte dem ad igen. Og med at gå eftertrykkeligt i hundene.
Lisbeth Dahl, som var gift med Preben Kaas, da han døde, er en af de få kilder, der formår at tegne et nuanceret billede af såvel den komiske som den tragiske side af Kaas, og hun får installeret et hudløst og troværdigt dobbeltblik på ham.
Tiden efter hans død beskriver hun således: Men jeg påtog mig fuldstændig denne kæmpe sorg uden at se, at der også var en lysning i det, det var en blanding af en hel masse følelser, men det var også en stor lettelse, fordi jeg til sidst næsten ikke kunne få luft.
Hendes modige fortælling om Kaas fremstår ærlig og får lov til at blive foldet ud, mens hans mange forsømte og forladte kvinder og børn primært optræder i bisætninger, der drukner i den tilstræbt joviale tone, der nok passer godt til de muntre revytekster, men som ikke synes at kunne nå hele vejen rundt om knægten med det majet vanskelige sind.